Tag-arkiv: Vær nær

Rap, rap, radio

I formiddags ver jeg gæst i Michael Jeppesens meget loose radioprogram “Forfra med Jeppesen”, hvor emnet var Vær nær. Der blev snakket om ansigter, tommelfingre, politik, Folkemøde, Yoko Ono og meget andet godt.

Og så var der folk med på telefonen – blandt andet den ellers altid så overskudsprægede Peter Bastian, der var bister over at Michael Jeppesen var muggen over at jeg mener at det er meget betydningsfuldt hvad der foregår på restaurant noma.

På den måde endte det hele med at jeg følte mig som et barn der lyttede til forældre der skændtes. Men det er vel også en passende skæbne at lide, når man lægger ud med at hævde, at mennesker er meget sødere ved hinanden, end vi plejer at tro.

To timers radio, if you like. Guldkorn og knaster:

Det raske skænderi starter efter en time og 19 minutter. Men det er jo kun sjovt hvis man har lyttet til det der går forud: “Forfra” skal høres forfra.

Kristelig korrektur

Er det sætternissen eller missionærerne der har været på spil?

‘Det er gode, næstekærlige og sympatiske budskaber, som Tor Nørretranders bekender sig til. Og den slags kan, som vi ved, ikke siges højt tilstrækkeligt tit,’ skriver Kristeligt Dagblad i dag i en anmeldelse af Vær nær.

Avisen fortsætter:  

‘Således heller ikke i “Vær nær”, der glad og gerne bogstaverer og gentager sine pointer, der belejligt nok passer på snart sagt alle livets forhold, og som bliver serveret for læseren i en overpædagogisk tone, der – det meningsfulde og menneskekærlige indhold til trods – tangerer det bedrevidende og nærmer sig det moraliserende.’

Da det således nu er afsløret, at bogen og dermed dens forfatter er bedrevidende og fingerpegende, kan jeg jo lige så godt forstærke indtrykket ved at pege på, at den ellers så hedenske sætternisse også har et liv på den kristelige avis.

Anmelderen tager afsæt i digtet om at Bennys bukser brændte. / Børge råbte – åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på… og skriver:

‘Med billedet af Benny og Børge fremskriver Tor Nørretranders sin egen lovmæssighed, som han kalder enkel, klar, banal og naiv: ” Alle har det bedre, når den enkelte har det godt. Den enkelte har det bedre, når alle har det godt.” Det gør ganske enkelt godt at gøre godt. Og det gælder ikke blot på individniveau, men også på samfundsniveau: “Samfundet er ikke et nulsumsspil, hvor den enes lykke betyder den andens ulykke, hvor den enes gevinst er ensbetydende med den andens tab. Tværtimod. Samfundet er et gigantisk plussumsspil, hvor alle bliver ringere, når alle bliver rigere.” Og således bliver Tor Nørretranders’ ” Vær nær” en bog om selvhjælp til samfundshjælp.’

Det er jo smukke ord, og lad gå at den lille lovmæssighed måske er en anelse upræcist citeret (originalformuleringen lyder: Alle får det bedre når du har det godt. Du får det bedre når alle har det godt).

Men der er et bemærkelsesværdigt lille twist i et af citaterne fra bogen i passagen ovenfor: “Samfundet er et gigantisk plussumsspil, hvor alle bliver ringere, når alle bliver rigere.”

Er det kristendommen, der har sneget sig ind her: Vi bliver alle ringere, når vi bliver rigere?

Jesus sagde i  hvert fald iflg. Bibelen: “Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” (Matthæus 19, 23-25).

Eller er det bogens fortælling om de riges selvoptagede og uempatiske solipsisme, der spiller ind?

Men OK, når alt kommer til alt  er bogens egen formulering selvfølgelig egentlig ret tautologisk: “Samfundet er et gigantisk plussumsspil, hvor alle bliver rigere når alle bliver rigere.” 

Tautologi? At sige det samme to gange: Rigere rigere. Eller som i anmeldelsen: ”  irriterende bedrevidende …”.

Jeg bukker og takker.

Fra et interview om “Vær nær” i Kristeligt Dagblad den 31. maj

Værktøj fra kassen

To videoer om indholdet i “Venlighedens værktøjskasse” fra Vær nær. Det er en samling redskaber, jeg selv har haft glæde af i mit liv, når jeg skulle forsøge mig med at være lidt mere nærværende – bare lidt.

Den ene video er fra et interview med Nadja Pass til Facebook-siden “Nærvær – Vær nær“. Det handler meget om baggrunden for værktøjerne og især om åndedrættet som det gennemgående træk ved nogle af de vigtigste personlige redskaber. Knap 8 minutter.

Facebook-siden rummer i øvrigt en stadigt voksende og righoldig diskussion om nærvær, som mere end fem hundrede mennesker har liket.

 

Den anden video er fra Have Backstage – en baggrundsside, som Have Kommunikation har skabt til at fortælle om de kulturprojekter, de laver pressearbejde for – herunder Vær nær. Det er en fin lille fortælling fra Dyrehaven. To et halvt minut:

 

 

Og så er der – ikke at forglemme –  de 28 videoer om emner fra Vær nær, som er produceret af Lars Fenger. De ligger på YouTube og her på siden.

På YouTube er de tilsammen set mere end 2750 gange.

Gaveøkonomisk bestseller

 

Berlingske med bikini

Det er tankevækkende, at Vær nær denne weekend ligger på bestsellerlisten i både Information, Politiken og Berlingske samtidig med at bogens indhold er gratis tilgængeligt som elektronisk fil, der kan hentes her fra hjemmesidesiden.

Det er ikke fordi der ikke er interesse for at hente den gratis fil, for det er der: Den er her i skrivende stund sent søndag aften den 9. juni hentet 1974 gange siden bogen udkom for to en halv uge siden. Næste totusind gange på under tyve dage!

Papirbogen sælger alligevel.

Bøger på papir er behageligere at læse end bøger på skærm. Så det er den rigtige måde at nyde bogen på –– og den jo også er skrevet til at blive læst på papir. Rytmen, lay-outet og omfanget er skåret til, så det passer med at være en bog man holder i hånden og læser i et tog, en seng, en lænestol eller snart på en strand. Den er formgivet, så den er rar at røre ved, rar at læse i og rar at have liggende – uden at den prøver at se blæret ud.

Men hvorfor så den mulighed at hente en PDF? Når man forærer bogens indhold væk er der flere der kan læse den, flere der kan diskutere den, flere der får den i fuld længde og ikke bare som en fotokopi af et enkelt kapitel – og dermed i sidste ende måske også flere der får lyst til at købe bogen på papir.

Og måske flere der får lyst til at sige tak for den gratis PDF ved at donere til det fortsatte arbejde. Der er kommet mange donationer og mange udtryk for glæde over gaven.

Så forløbet fortæller, at et budskab på én gang kan sælges på almindelig vis som en vare der koster penge (og dermed giver penge til ophavsmennesket) og foræres væk som en meddelelse, der bliver spredt ud og brugt blandt mennesker (som måske giver igen med lidt støttegave).

Det er helt bestemt til at blive i godt humør af. Tak!

Tak til både købere, hentere, spredere og samlere.

Politiken

Information

Alle tre lister bygger på samme data – fra boghandlerkæden Arnold Busck. Det er dermed reelt den samme liste, det samme indhold, bare med og uden bikini.

Børn er større end jeg troede

 

Der er gang i børnebøgerne, når det gælder Vær nær. Ikke bare har bogen selv Halfdan Rasmussens  digt om “Bennys bukser brændte…” som afsæt, men Dagbladet Politiken pryder i dag forsiden af bogtillæget BØGER med titlen fra en gammel børnesang: “Verden er så stor, så stor …” — næste linje lyder: Lasse, Lasse lille.

 

 

 

BØGER-forsiden henviser til Amalie Kestlers originale og tankevækkende interview om bogen: “Wow. Det er jo meget større end jeg troede.”

Det er den spirituelle dimension i “Vær nær”, der er i fokus for samtalen, som foregik i Botanisk Have. Hvad går det hele lige ud på?

 

 

 

 

 

Forsiden af samme avis’ DEBAT bringer i ørvigt et interview med svenske Katrine Kielos om det økonomiske menneske. Stærkt læsværdigt! Rigtig meget i familie med “Vær nær” og “Det generøse menneske” fra 2002.

 

 

Badebilleder og Ugen Igen på TV Lorry

Dejlige badebilleder fra Bellevue Strand indleder TV Lorrys netvideo med denne uges udgave af Lorry-programmet Ugen Igen. Den tager afsæt i Vær nær.

På den måde kan man starte med at se, hvad der er sjovere end at se fjernsyn. Men når Solen så er gået ned eller det regner, kan man med fordel se Jesper Vorre Rasmussens velforberedte 20 minutter lange interview med mig om ugen der gik set med Vær nær-briller. Enjoy.

Men man kan ikke klikke på pilen på billedet her nedenunder. Det er et screendump. Klik her, hvis du vil se med.

Klik ikke på billedet!

 

Hvad er vejen frem herfra?

“Vi genkender under alle omstændigheder både Nørretranders billede af vores umiddelbare empati, når vi først får øje på det, og vi genkender også den aktuelle tendens til ulighed og forråelse. Spørgsmålet er, hvad der er vejen frem herfra. Nørretranders bog er et oplysende og inspirerende skridt i den rigtige retning,” skriver Dagbladet Informations toneangivende og tænksomme weekendredaktør Rune Lykkeberg i en anmeldelse af Vær nær, der står i avisen fredag, men allerede torsdag aften kunne ses på avisens netside.

“Som ingen anden i Danmark skriver Tor Nørretranders videnskabelige indsigter og politiske perspektiver sammen i en bog om, at vi er meget mere fælles, end vi tror,” forklarer Lykkeberg og tilføjer: “Han giver os i sin fine nye bog, Vær nær, intet mindre end et videnskabeligt grundlag for fællesskabet mellem mennesker.”

Vær nær er måske en hippiebog med hensyn til sine konklusioner, men den er videnskabelig i sine argumenter.” 

Læs hele anmeldelsen på Information.dk eller i den trykte avis fredag.

BOTOX — nu med hænder

En smuk kommentar til et Facebook interview med mig om BOTOX og kontakten mellem mennesker: “Jeg er helt enig i at følelser formodentligt kommunikeres for en ret stor dels vedkommende via ansigtet, men denne video er da et pragteksemplar på hvor stor rolle hænderne spiller i en engageret kommunikation.”

Jeg er gammel fodboldmålmand – og sådan nogle må gerne tage med hænder.

Men døm selv — ni minutter med historien om BOTOX

Der er en anden, kortere BOTOX-film på videosiden her på Tor.dk (Video nr. 5).

Nærved og næsten – på papir og på nettet

Politiken anmelder to forskellige bøger med to forskellige anmeldere – men næsten samme tekst

Det begynder at dæmre, når man skal forstå hvorfor Dagbladet Politiken nu er begyndt at tage sig betalt for at man læser artikler på Politiken.dk. Her havde man måske forestillet sig at det hele bare var genbrug, men nej: det er kreativt nyt og anderledes stof der står at læse på netsiden i forhold til den trykte avis.

I dagens trykte avis bringer Dagbladet Politiken, 2. sektion, side 4, således under overskriften “Tors evangelium” en anmeldelse af en bog med titlen “Vær nær. Sammenhæng i sammenfundet”. Anmeldelsen er skrevet af Svend Brinkmann.

I dagens netavis bringer Politiken.dk under overskriften “Nørretranders i ny bog: Vi er sociale og empatiske dyr” en anmeldelse af bogen “Sammenhæng i samfundet”. Anmeldelsen er skrevet af Svend Erik Nielsen.

Politiken på papir

Politiken på net

Selv om det altså tilsyneladende er to forskellige anmeldere, der skriver om to forskellige bøger, er teksterne i de to artikler alligevel forbløffende ens. De er begge forholdsvis negative overfor bogen, som de begge giver tre ud af seks mulige hjerter. Og de beklager sig begge over at de savner “en forklaring på, hvordan den erklærede storsindede menneskelige natur er blevet trådt under fode af noget ondt andet (kapitalismen?), men en sådan forklaring optræder ikke i bogen, som derfor kommer til at hvile på et postulat og en potentiel selvmodsigelse.” Det er bemærkelsesværdigt, fordi bogens midtersektion “Fairness”, den anden ud af tre hoveddele, stort set ikke handler om andet (svaret er at ulighed i samfund skaber egoisme – og at denne ulighed er vokset dramatisk de seneste tre årtier).

De to anmeldere har altså det til fælles, at de ikke har læst bogen (men det havde jo altså også ret travlt med  at skrive af efter hinandens anmeldelser).

Pull quote på papir

Der er dog også andre punkter end anmeldernavnet og bogens titel, hvor de klart adskiller sig fra hinanden. Såvel i den trykte avis som i netavisen beklager anmelderne sig over, at bogen finder det “nødvendigt at henvise til hjerneforskning for at kunne fastslå banale selvfølgeligheder” og begge sætter trumf på: “Det er, som om vi har mistet tilliden til vores sunde fornuft, og kun tror på noget, når det kan ‘bevises’ (neuro)videnskabeligt.”

 

Pull quote på net

Og begge steder gentages og fremhæves konklusionen i et såkaldt pull quote (en tekst der trækkes ud af spalten og fremhæves i stor skrift for at vække opmærksomhed). I den trykte avis fremstår konklusionen som det, den er, nemlig et citat fra anmeldelsen, mens det på netavisen er mig, der angives som ophavsmand til den citerede udtalelse:  “Det er, som om vi har mistet tilliden til vores sunde fornuft”.

Men det er altså ikke mig, der siger sådan. Det må være Politiken, der taler i søvne om sig selv.

 

 

Et klik på skulderen

Donationer duer som model for at udveksle information og penge

Kan man lægge en bog ud som en gratis PDF-fil og så få lidt gaver igen i form af donationer fra folk der henter filen? Ja, det virker faktisk. Der er både kommet Flattr-klik, pengeoverførsler til banken og klik på Paypal. Folk gengælder generøsitet.

Her søndag eftermiddag, hvor PDF-versionen af Vær nær har ligget på nettet til fri afhentning i knap fire døgn, er der hentet 850 gange. Det er mange. Så mange har der ikke været med gaver den anden vej. Men det er heller ikke meningen. Det er ikke en handel, men en spredning af budskabet, som man så også har muligheden for at kvittere økonomisk for. Men det vigtigste er at budskabet bliver spredt.

Spredningen betyder dels at indholdet bliver kendt, dels formentlig også at flere køber papirbogen på den almindelige måde at handle bøger.

Der har i øvrigt også været mange på Youtube kanalen med små film om bogen – den første af de 28 film er set mere end 250 gange.

Donationsmodellen virker gennem tre kanaler:

PayPal – en meget udbredt måde at betale over nettet, især i i udlandet. I Danmark dominerer Dankortet helt, men det er et tungt og dyrt system, som ikke rigtig egner sig til små donationer, fordi man bare bruger alle pengene på at betale for betalingssystemet, og så giver det jo ikke mening.

Bank – en klassiske metode til at overføre penge, som er lige så nøgtern som PayPal, også selv det er en progressiv Andelskasse – Merkur – kontoen befinder sig i.

Det virkelig store kulturpolitiske perspektiv ligger i den tredje kanal, Flattr:

Flattr – en voldsomt interessant ny model. Som kulturforbruger tegner man sig for et månedligt beløb, f.eks. 50 eller 100 kr. Man fordeler selv pengene til steder på nettet, som man kan li’ og gerne vil støtte. Når måneden er gået fordeles ens indbetaling på de steder, man har givet et klik på skulderen. Jo flere steder man klikker, des færre pengene får de hver især.

Modellen sikrer at man ikke risikerer at en bruge en masse penge, fordi man i godt humør går klik-amok og forelsker sig i en masse steder. Man bruger altid det samme beløb hver måned.

Omvendt bliver man selv til en slags kulturfond, som uddeler et enormt beløb (50 kr. — eller måske 500 …) hver måned. Man er selv helt herre over hvem der skal have dem.

Det er på mange måder en genial model, som er groet ud af fil-delingsmiljøet. Den kombinerer økonomisk støtte og indholdsmæssig anerkendelse. Det er med andre ord belønning i dobbelt forstand, når man får et klik på skulderen.

Det fine ved den er desuden at den viser at alle os, der godt kan lide gratisøkonomi og fri tilgængelighed, meget gerne vil betale for indhold. Men bare ikke gennem sure betalingsmure.

Danske dagblade kunne med fordel skabe en beslægtet betalingsmodel, hvor man kunne give penge for at bruge deres netindhold, men samtidig være med til at bestemme, hvad der var interessant.

Tor.dk og Vær nær har været på Flattr et par dage og allerede fået sine første klik. Og det føles virkelig som et klap på skulderen. Tak!