Så er der samtale om deleøkonomi mellem filminstruktøren Andreas Dalsgaard og undertegnede:
Så er der samtale om deleøkonomi mellem filminstruktøren Andreas Dalsgaard og undertegnede:
Nu kan du bruge PayPal til at donere penge som tak for den gratis PDF-udgave af Vær nær, du kan hente her på tor.dk. Du kan bruge det med kreditkort.
Der har været store problemer med at få PayPal-funktionen til at virke, så mange har klaget over at de ikke kunne sende en donation gennem PayPal. Heldigvis har mange så til gengæld gjort det ved at sende penge direkte til bankkontoen i Merkur. Se om de tre muligheder her. Læs om baggrunden her og her og her.
Det komiske er at problemet ved PayPal tilsyndeladende har været at jeg åbenbart lavede en virkelig dum fejl tilbage i maj måned, i de travle dage op til udgivelsen af Vær nær. Et tåbeligt valg i en rullemenu på PaylsPals side: Jeg kom til at kategorisere denne hjemmeside Tor.dk som : “Entertainment and media / Adult digital content”. Hvilket jo er et pænt udtryk for pornorgrafi!
Det betød så at man ikke kunne donere ved at bruge kreditkort… hvilket er tankevækkende på mere end en måde. Man kan altså ikke selv bestemme hvad man vil støtte gennem PayPal. Eller også handler det bare om at man ikke kan få lov til at støtte folk, der er så store idioter som mig. Det sidste er måske rimeligt nok.
Efter måneders forespørgsler hos PaylPal var der til sidst en medarbejder i Pay Pals service, der gennemskuede det lille problem, som har voldt så mange venlige donationsvillige læsere så meget besvær. Tak til Nicolai fra PaylPal services og et stort undskyld til alle de velmente forsøg på at donere ad en vej jeg selv havde spærret. Jeg sænker blikket i skam …
Men nu er jeg og mit site renset for dårlig selvkategorisering. En test viser at det virker nu. Der er fri bane for at donere, for det eneste billede i bogen er en tegning, der i hvertfald kke kan siges at handle om noget uartigt … Eller?
Ny genre: Lydbog live. Kom og hør “Vær nær” blive læst op over tre eftermiddagsarrangementer på Teater GROB på Nørrebrogade de næste tre søndage. Biletter til 75 kr. købes over GROBs side.
Forfatteren (det var så mig) læser sin bog op, fordelt over tre omgange. Der bliver pause midt i (pyha!) og mulighed for diskussion bagefter.
Oplæsningen bliver optaget så den kan bruges som lydbog live. Jeg har også lavet en m,ere traditionel indtaling af lydbogen i studie. Så snart kan “Vær nær” fås i fem versioner:
Og derrtil kan man altså opleve den læst live ved de tre arrangementer.
“Denne bog har sin helt egen tilgang til samfundets sammenhængskraft,” står der om Vær nær i Lektørudtalelsen fra DBC, Dansk BiblioteksCenter.
Lektørudtalelsen for en bog imødeses altid med stor spænding, fordi den er rådgivende for bibliotekernes bogindkøb. Samtidig er Lektørudtalelserne fra det offentligt ejede DBC den eneste toneangivende form for “boganmeldelse”, der ikke stammer fra et kommercielt medie som en avis.
Lektørudtalelser skrives af bibliotekarer. Udtalelsen om Vær nær er skrevet af Bent Birk Kristensen der er chef for Struer Bibliotek.
“En perspektivrig og spændende debatbog om sammenhæng og nærvær i samfundet og det personlige liv skrevet på baggrund af videnskabelig viden og et stort personligt engagement,” står der i Lektørudtalelsen.
Beskrivelsen af bogens anvendelsesmuligheder og målgruppe er dejligt favnende: “Alle som interesserer sig for samfundsforhold, den demokratiske debat og relationer mellem mennesker.”
Lokalavisen Villabyerne bringer den 2. juli en tankevækkende artikel af Marianne Telling, der er sognepræst ved Skovshoved Kirke. Hun starter sin fortælling i supermarkedet:
“I Fakta for nylig, der stod jeg i kassekøen, det var sent om aftenen, efter spisetid, der hvor roen har sænket sig, og man mærker trætheden i den lidt rodede butik efter en lang dag med mange kunder.
Jeg skulle kun have to ting. Da jeg kom derhen, sagde damen før mig “kom du bare først”. “Tak for det”, jeg smilede. Der sad en ung mand i kassen, dér havde han siddet så længe, at han nu stod op, bag ved sin stol, træt og alligevel fokuseret.
En yngre kvinde skulle betale. “102 kroner”, sagde han. “Åh nej” – hun havde forkøbt sig på chokolade og havde kun 100 kr., men før nogen af os andre kunne nå at se efter småpenge, havde han taget to kroner op af sin lomme og plumpet dem ned i den automatiske møntautomat.
Hun blev så befippet, at hun knap nåede at sige tak. Da det blev min tur, så jeg ned på møntautomaten, der lå ti kroner. Nogen havde glemt at få dem med sig. “Dem skal du have”, sagde jeg til den unge mand, der sad i kassen, der havde været så hurtig til at hjælpe chokoladedamen.
På vejen hjem kom jeg til at tænke på hele scenen igen. Hvordan alle havde hjulpet hinanden, uden at se til siderne for at blive bemærket, uden at regne med at få noget igen. Og hvordan gode hensigter og gode gerninger har det med at brede sig som ringe i vandet.
Det er en gammel sandhed, vi kender det godt, men har alligevel brug for at blive husket på det: Smil til verden og du får smil tilbage. Giv, og du skal få. Elsk, og du skal selv blive elsket. Vejen til lykke går ikke igennem det du får, men igennem hvordan du forholder dig til det, der sker, lige meget hvor du er eller hvem du er.
Det ved vi, det kan vi mærke, og alt for ofte glemmer vi det alligevel. Og min lille historie er jo bare et simpelt eksempel på en stor sandhed.
Nogen siger, vi i bund og grund blot er grådige og selviske væsner, og at medfølelse og storsind er et tynd lag fernis af civilisation. Og verdenshistorien er da også fuld af eksempler på, hvordan mennesker degenererer og bliver til rene voldsuhyrer, hvis de får lejlighed til det, i krig og hvor der hersker lovløshed.
Jeg behøver ikke føre bevis for, at mennesket er i stand til at begå grusomheder. Det, der er interessant er, om det virkelig er menneskets inderste væsen – grusomheden, eller om vi faktisk er disponeret for fællesskab, og at egeninteresse fremmes ved at fremme alles bedste.
Vi kender det godt; når én gaber, så gaber man selv. Eller man sidder på samme måde, eller holder hænderne på samme måde, i en samtale.
Faktisk er der noget om snakken: ægtepar kommer til at ligne hinanden med alderen. Gennem et langt livs – ubevidst – spejlen af hinandens træk, af smilet, holdningen og gestikken, så kommer mange ægtepar faktisk til at ligne hinanden.
Det er i grunden en smuk tanke, der forud gribes i Bibelens ord om, at to mennesker skal blive til ét: “Derfor er de ikke længere to, men ét kød”, som det hedder i vielsesritualet.
Når vi spejler hinanden, sker det som sagt ubevidst. Ganske små bevægelser i ansigtets muskler reflekterer den andens udtryk af sorg, glæde, vrede eller angst. Disse små bevægelser virker så igen ind i vores krop og sætter sig som en stemning eller følelse.
Det interessante er, at bevægelsen går begge veje. Hvis du er glad, så smiler du som reaktion på den glæde, du føler. Men hvis du smiler, så bliver du også gladere. Ansigtets muskler påvirker din stemning. Så du kan godt ‘fake it till you make it’ – selv hvis du er trist, bliver du en smule gladere af at smile.
Derfor, mine damer og herrer, har studier vist, at hvis man får sprøjtet botox ind i ansigtshuden, så har det konsekvenser for ens følelsesliv.
Man får sværere ved at mærke både sine egne følelser og andres følelser! Fordi ansigtets små muskler bliver lettere lammet, kan det indre følelsesmæssige liv ikke afspejle sig, hverken som reaktion på ens egne stemninger, eller som reaktion på andres udtryk.
Og videnskaben kan nu bevise, at det er de samme områder, der aktiveres i hjernen, hvad enten det gør ondt på os selv – eller på andre, vi holder af.
Tor Nørretranders skriver: “Vi har været vant til at tænke i modsætninger: Egoisme (kun at gøre noget for sig selv) eller altruisme (at gøre noget for andre). Selviskhed eller selvopofrelse. Tænke på sig selv eller tænke på andre. Tænke på de få eller på de mange. På den enkelte eller på fællesskabet. Højre eller venstre. Velstand eller velfærd. Fornuft eller følelser.
Men det er falske modsætninger… Hvis man mærker de andres smerte, de andres glæde, de andres fryd og de andres sorg, så nytter det jo ikke én selv kun at tænke på sig selv, for det er helt afgørende for en selv hvordan de andre har det. Og det nytter heller ikke kun at tænke på de andre, for hvis man svigter sig selv, svigter man jo også dem, i og med at de kan mærke ens smerte”. (‘Vær Nær’, s. 15)
Du tjener altså både dig selv og alle andre bedst ved ikke kun at tænke på dig selv, og ikke kun at tænke på de andre.
For mig ligger det snublende nær at forbinde denne indsigt med det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.. og din næste som dig selv. Ja, som dig selv, ikke i stedet for dig selv eller før dig selv eller efter dig selv, men du skal se på dig selv som en næste, og se på næsten som dig selv – vi hænger sammen.
Den afsluttende pointe i Tor Nørretranders tankevækkende bog er, at vi kan faktisk træne os selv i at hænge sammen med flere mennesker. Vi kan udvide kredsen. For mens vi ubevidst og automatisk er forbundne med vores nære, vores familier, børn og venner, kræver det lidt øvelse at se hele grupper af mennesker som vores nærmeste.
Og øvelse kan være øvelse i nærvær. Ved meditation eller ved bøn, ved i det hele taget at opøve sansen for øjeblikket, opøver vi samtidig evnen til at føle empati med andre. Ved at tage vare på nuet, tager vi også bedre vare på både os selv og andre mennesker.
Mit lille øjebliksbillede fra Fakta blev for mig et eksempel på at være til stede i nuet, hvor der var umiddelbar tillid mellem mennesker. Det kunne sagtens have set anderledes ud, der var mindst 3-4 anledninger for den der ville, til at blive sur og gal: kø ved kassen, fjumrende kunder og personale, der skulle afløse hinanden til pause.
Men ingen blev sure, tværtimod var alle i det lille øjeblik medarbejdere på hinandens liv, på den gode måde.
Pointen: du kan ikke slippe for de andre. Vi hænger sammen, hvad enten vi vil eller ej. Hvorfor så ikke få det bedste ud af det, i den korte tid, vi nu har sammen?”
Fyens Stiftstidende bringer i dag en anmeldelse af Vær nær, der får fem ud af seks mulige stjerner.
Anmelderen Martin Kloster hæfter sig især ved bogens kredsen om at mærke hinanden og verden.
“Det slipper forfatteren ganske fermt fra i sin overbevisende, spændende argumentation, som giver noget vigtigt – refleksion.”
Der findes faktisk to forskellige bestseller-lister for bøger i Danmark (og sikkert endnu flere).
Den mest kendte, som har været omtalt her på siden, da Vær nær kom på listen og blev liggende, er den liste der skyldes opgørelser over salget i boghandlerkæden Arnold Busck. Denne liste gengives af Information, Berlingske, Politiken og Horsens Folkeblad. Med flere.
Den anden liste opgøres på baggrund af salget i boghandlerkæden Bog & Idé. Den offentliggøres i Jyllands-Posten. I dagens udgave af Jyllands-Posten (Kultur, siden 21) kom Vær nær også den liste liste med en placering som nr. 8.
Jyllands-Postens liste har Den Ultimative Studenter Kogebog som Nr. 1.
De to lister er ret forskellige, dels fordi kundegrundlaget for de to boghandlerkæder er forskelligt, dels fordi sæsonen er præget af store udsving i tallene.
Vær nær er kommet fornemt fra start siden den udkom for en måned siden, den 23. maj.
Den ligger stabilt på bestsellerlisten, er blevet downloadet tusindvis af gange, filmene om bogen er set tusindvis af gange og hjemmesiden her haft haft næsten 20.000 sidevisninger siden bogen udkom.
Den har ligget stabilt på bestsellerlisterne i de tre uger den har haft mulighed for det (listerne viser foregående uges salg). De er udtryk for salget af papirbøger gennem boghandelen.
Det gaveøkonomiske eksperiment med at at bogens indhold kunne hentes her fra hjemmesiden som PDF-fil har været meget populært. Filen er på en måned blevet hentet hentet 3120 gange. Det vil sige i gennemsnit 100 downloads om dagen. Rigtig mange.
De 28 små film om bogens emner, som også kan ses her på siden, er blevet vist 3805 gange på YouTube og har været et selvstændigt bidrag til debatten.
Denne hjemmeside har haft mere end 18.000 sidevisninger med relation til bogen i den seneste måned.
Der har været mange donationer fra folk, der var glade for den gratis PDF-fil og ville støtte arbejdet.
Der har været en masse presseomtale og anmeldelser i Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, og Berlingske.
Facebook-siden om Nærvær og Vær nær, som Nadja Pass startede, har også haft meget trafik, mange fine bidrag, debatteer og små film om nærvær og om bogen.
Så alt i alt en meget stor succes: Tak for interessen og fortsat god fornøjelse med debatten!
“Bogen er nærmest skrevet som ét langt foredrag, hvor forfatteren hele tiden søger at begejstre sit publikum. Nørretranders er nok en dygtig foredragsholder. Men på tryk virker formen irriterende,” lyder dommen over Vær nær i Berlingske i dagens trykte avis og på netavisen B.dk, hvor Kasper Støvring anmelder en bog, som redaktionen kalder “anmassende positiv”. Det er vist nok negativt ment.
Støvring skriver:
“Budskabet i bogen er, at vi skal dyrke alle de positive følelser, vi allerede rummer fra naturens hånd for derved at skabe et bedre liv for os selv og for andre. En slagordsagtig formulering i bogen lyder: ‘Alle har det bedre, når du har det godt. Du har det bedre, når alle har det godt.’ Det er jo rene visdomsord.”
Støvring fortsætter:
“At vi har med en vismand at gøre, underbygges også af de sproglige nydannelser, man finder i bogen. Ja, man ser det allerede i titlen og undertitlen: »Vær nær – sammenhæng i sammenfundet«. Altså ikke samfundet, men sammenfundet. Så original er denne sproglige nydannelse, at den ledsagende pressemeddelelse slet ikke har gengivet den korrekt.”
Godt set! Pressemeddelelsen lykkes med at stave bogens undertitel og sproglige nyskabelse forkert (se titelangivelsen nederst i pressemeddelelsen).
Kasper Støvrings vigtigste problem med bogen er:
“Man savner nogle betragtninger over mere politisk ømtålelige emner som indvandring og mødet med mennesker fra helt fremmede kulturer. Nørretranders funderer over sammenhængskraften i biologien, men har kulturen da ikke noget væsentligt at sige? Ifølge den berømte amerikanske forsker Robert Putnam, der for nylig besøgte Danmark, medfører kulturel mangfoldighed en svækkelse af tillid mellem mennesker. Hvordan passer det med Nørretranders’ glade budskab? Hvor langt kan samhørigheden udstrækkes? Fra det lokale samfund til nationen og endda til et verdensfællesskab?Det er – realistiske – svar på den slags, man mangler i bogens sympatiske appel til det, der skaber sammenhæng i sammenfundet.”
Men selv om ordet “positiv” bruges i negativ betydning, er Berlingskes anmeldelse ikke helt negativ overfor ideen om positiv politik:
“Midlet til at skabe et bedre liv er bl.a. […] »positiv politik«. Det vil for nogen unægtelig klinge en anelse uhyggeligt, men tanken er god. Nørretranders vil gerne revitalisere civilsamfundet – naboskaber, venskaber, klubber og den slags – og det er et fint korrektiv til den dyrkelse af velfærdsstaten, der er så populær i dag.”
Bogen får tre ud af seks mulige stjerner fra Berlingske.
Gode gamle Søren Kierkegaard, den danske filosof, der har 200 års dag i år, spiller en rolle i min bog Vær nær: Kierkegaards begreb om Øieblikket, hvor det evige skærer sig ind i hverdagens tummel, er i familie med begrebet om micro-moments, som den amerikanske psykolog Barbara Fredrickson har skabt for at beskrive de korte glimt af samklang mellem mennesker, som viser sig ved øjenkontakt, fælles bevægemønstre og samordnet indre tilstand af tillid og omsorg. Fredrickson mener at sådanne korte øjeblikke af kontakt er det atom, den byggesten, som fører til tillidsrelationer i samfundet og til kærlighed i de nære relationer. Ideen er kolossalt betydningsfuld og bærer en stor del af stemningen i Vær nær, fordi den peger på at den store romantiske kærlighed og den lille hensynfuldhed overfor buschaufføren faktisk er gjort af samme stof: kontakt i et øje-blik.
Det fører bogen til omtale af Kierkegaard, fordi det handler om, hvordan det store, ophøjede og løftede skærer sig ind i den lille hverdag i et glimt af et øjeblik. Det evige er til stede i øjeblikket, et punkt i tiden, men ikke i tiden som udstrakt varighed.
Men Kierkegaard kunne også have været med et andet sted i bogen, hvis jeg havde været lidt kvikkere. Bogen anbefaler gåture som et afgørende middel til at opnå nærvær og tilstedevær i hverdagen. Gåtures betydning for livskvaliteten er et ældgammelt tema, tilbage fra Hippokrates i det gamle Grækenland, over digterfilosoffen Villy Sørensens lille dagbogsbog Vejrdage fra 1980, til moderne sundhedsforskning.
I Vær nær er pointen at gåture er nærværstræning, en slags meditation, hvor kroppen og sindet gennemstrømmes af ren og skær tilstedeværelse og flyden med i en tidløs bevægelse. I bogen Menneskeføde fra 2005 skabte jeg begrebet ubelastet gang: “En god, rask gåtur, hvor man ikke slæber på alt muligt og ikke har travlt, er rigtig god for krop og sjæl. At gå for at gå – og for at nyde verden. Ubelastet gang.” (Menneskeføde, s. 201).
I Vær nær er en tur i skoven en del af “venlighedens værkstøjskasse” (s. 180-185), ligesom det er en opskrift i en af videoerne om bogens tema, nærvær.
Men alt sammen er det fattige formuleringer sammenlignet med hvad Søren Kierkegaard i 1847 skrev i et brev til svigerinden Henriette (Jette) Kierkegaard, der var syg og svag, delvist af psykiske årsager.
“Tab for Alt [i verden] ikke lysten til at gå,” forklarer Kierkegaard. “Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.” Smukke ord. Moderne indsigt. 1847!
Her er hele passagen i gammel retskrivning, citeret efter Kierkegaard-forskningscenterets gengivelse af brevet:
“Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den.Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart[,] at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, – men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.”
Når man således bliver ved med at gå, så går det nok!
Forskningscenteret gengiver også en kaligrafering af citatet skabt af en af dansk boghåndværks grand old men, Bent Rohde fra Special-trykkeriet i Viborg. Jeg kender Rohdes virke fra hans mangeårige virke i Forening for Boghaandværk, hvor jeg for en del år siden var gæstemedlem i juryen til årets priser. Så da jeg i dag så, at han her i 200-året sammen med Karsten Kynde har lavet Nogle Kierkegaard citater, en lille publikation med kaligrafering (tegnet typografi) af en stribe Kierkegaard citater, bestilte jeg den straks.
Brevene fra Søren Kierkegaard til svigerienden Henriette er af digterpræsten Johannes Møllehave blevet anvendt som belæg for at Kierkegaard var en omsorgsfuld person med anlæg for sjælesorg, hvad vi måske i dag ville kunne kalde kompassion. (Andre har udlagt brevene som distræte, fordi Henriette siden fik problemer med at gå, men det afvises af Kierkegaard-forskningen.) En vigtig pointe fior Møllehave er at fremhæve, at Kierkegaard insisterer på, at dette at elske sin næste med nødvendighed også betyder at man skal elske sig selv:
“Kierkegaard skriver i sit opbyggelige værk “Kjerlighedens Gjerninger” om pligten til at elske. Her hedder det, at ‘Du skal elske dig selv som du elsker din næste’. Hans pointe er, at selvom man er syg og livstræt, skal man ikke have lov at smide sig selv væk, men blive ved med at elske sig, og derfor bytter han rundt på rækkefølge i buddet om næstekærlighed.”
Det er selvfølgelig samme tankegang, der går igen i Vær nær’s pointe om at når alle hænger sammen og alle får det bedre når den ekelte har det godt, så er det selvisk at glemme sig selv og ikke spor opforende at ofre sig selv. “Du må ikke ofre dig selv for de andres skyld,” lyder reglementet i Vær nær, s. 41.
Så det er alt sammen dejlig enkelt: Søren Kierkegaard har sagt det hele klarere og bedre for lang tid siden. Så vi behøver ikke boge den og kloge den. Vi kan bare tage ved lære og drage konklusionen, som er dejlig let at forstå: