En yngre kvinde skulle betale. “102 kroner”, sagde han. “Åh nej” – hun havde forkøbt sig på chokolade og havde kun 100 kr., men før nogen af os andre kunne nå at se efter småpenge, havde han taget to kroner op af sin lomme og plumpet dem ned i den automatiske møntautomat.

Hun blev så befippet, at hun knap nåede at sige tak. Da det blev min tur, så jeg ned på møntautomaten, der lå ti kroner. Nogen havde glemt at få dem med sig. “Dem skal du have”, sagde jeg til den unge mand, der sad i kassen, der havde været så hurtig til at hjælpe chokoladedamen.

På vejen hjem kom jeg til at tænke på hele scenen igen. Hvordan alle havde hjulpet hinanden, uden at se til siderne for at blive bemærket, uden at regne med at få noget igen. Og hvordan gode hensigter og gode gerninger har det med at brede sig som ringe i vandet.

Det er en gammel sandhed, vi kender det godt, men har alligevel brug for at blive husket på det: Smil til verden og du får smil tilbage. Giv, og du skal få. Elsk, og du skal selv blive elsket. Vejen til lykke går ikke igennem det du får, men igennem hvordan du forholder dig til det, der sker, lige meget hvor du er eller hvem du er.

Det ved vi, det kan vi mærke, og alt for ofte glemmer vi det alligevel. Og min lille historie er jo bare et simpelt eksempel på en stor sandhed.

Nogen siger, vi i bund og grund blot er grådige og selviske væsner, og at medfølelse og storsind er et tynd lag fernis af civilisation. Og verdenshistorien er da også fuld af eksempler på, hvordan mennesker degenererer og bliver til rene voldsuhyrer, hvis de får lejlighed til det, i krig og hvor der hersker lovløshed.

Jeg behøver ikke føre bevis for, at mennesket er i stand til at begå grusomheder. Det, der er interessant er, om det virkelig er menneskets inderste væsen – grusomheden, eller om vi faktisk er disponeret for fællesskab, og at egeninteresse fremmes ved at fremme alles bedste.

“Det viser sig, at man kan påvise en meget nær sammenhæng mellem vores indre, vores følelser og så vores ansigtsudtryk. Og vores ansigtsudtryk eller kropsholdning spejler sig konstant i dem vi møder, tydeligst i dem, vi er nært forbundne med, vores familie og venner.

Vi kender det godt; når én gaber, så gaber man selv. Eller man sidder på samme måde, eller holder hænderne på samme måde, i en samtale.

Faktisk er der noget om snakken: ægtepar kommer til at ligne hinanden med alderen. Gennem et langt livs – ubevidst – spejlen af hinandens træk, af smilet, holdningen og gestikken, så kommer mange ægtepar faktisk til at ligne hinanden.

Det er i grunden en smuk tanke, der forud gribes i Bibelens ord om, at to mennesker skal blive til ét: “Derfor er de ikke længere to, men ét kød”, som det hedder i vielsesritualet.

Når vi spejler hinanden, sker det som sagt ubevidst. Ganske små bevægelser i ansigtets muskler reflekterer den andens udtryk af sorg, glæde, vrede eller angst. Disse små bevægelser virker så igen ind i vores krop og sætter sig som en stemning eller følelse.

Det interessante er, at bevægelsen går begge veje. Hvis du er glad, så smiler du som reaktion på den glæde, du føler. Men hvis du smiler, så bliver du også gladere. Ansigtets muskler påvirker din stemning. Så du kan godt ‘fake it till you make it’ – selv hvis du er trist, bliver du en smule gladere af at smile.

Derfor, mine damer og herrer, har studier vist, at hvis man får sprøjtet botox ind i ansigtshuden, så har det konsekvenser for ens følelsesliv.

Man får sværere ved at mærke både sine egne følelser og andres følelser! Fordi ansigtets små muskler bliver lettere lammet, kan det indre følelsesmæssige liv ikke afspejle sig, hverken som reaktion på ens egne stemninger, eller som reaktion på andres udtryk.

“Vi kender det godt – når der sker noget med vore kære, gør det også ondt på os. Helt fysisk kan smerten være, hvis det på en eller anden måde gør ondt på dem, vi føler os tæt på.

Og videnskaben kan nu bevise, at det er de samme områder, der aktiveres i hjernen, hvad enten det gør ondt på os selv – eller på andre, vi holder af.

Tor Nørretranders skriver: “Vi har været vant til at tænke i modsætninger: Egoisme (kun at gøre noget for sig selv) eller altruisme (at gøre noget for andre). Selviskhed eller selvopofrelse. Tænke på sig selv eller tænke på andre. Tænke på de få eller på de mange. På den enkelte eller på fællesskabet. Højre eller venstre. Velstand eller velfærd. Fornuft eller følelser.

Men det er falske modsætninger… Hvis man mærker de andres smerte, de andres glæde, de andres fryd og de andres sorg, så nytter det jo ikke én selv kun at tænke på sig selv, for det er helt afgørende for en selv hvordan de andre har det. Og det nytter heller ikke kun at tænke på de andre, for hvis man svigter sig selv, svigter man jo også dem, i og med at de kan mærke ens smerte”. (‘Vær Nær’, s. 15)

Du tjener altså både dig selv og alle andre bedst ved ikke kun at tænke på dig selv, og ikke kun at tænke på de andre.

For mig ligger det snublende nær at forbinde denne indsigt med det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.. og din næste som dig selv. Ja, som dig selv, ikke i stedet for dig selv eller før dig selv eller efter dig selv, men du skal se på dig selv som en næste, og se på næsten som dig selv – vi hænger sammen.

Den afsluttende pointe i Tor Nørretranders tankevækkende bog er, at vi kan faktisk træne os selv i at hænge sammen med flere mennesker. Vi kan udvide kredsen. For mens vi ubevidst og automatisk er forbundne med vores nære, vores familier, børn og venner, kræver det lidt øvelse at se hele grupper af mennesker som vores nærmeste.

Og øvelse kan være øvelse i nærvær. Ved meditation eller ved bøn, ved i det hele taget at opøve sansen for øjeblikket, opøver vi samtidig evnen til at føle empati med andre. Ved at tage vare på nuet, tager vi også bedre vare på både os selv og andre mennesker.

Mit lille øjebliksbillede fra Fakta blev for mig et eksempel på at være til stede i nuet, hvor der var umiddelbar tillid mellem mennesker. Det kunne sagtens have set anderledes ud, der var mindst 3-4 anledninger for den der ville, til at blive sur og gal: kø ved kassen, fjumrende kunder og personale, der skulle afløse hinanden til pause.

Men ingen blev sure, tværtimod var alle i det lille øjeblik medarbejdere på hinandens liv, på den gode måde.

Pointen: du kan ikke slippe for de andre. Vi hænger sammen, hvad enten vi vil eller ej. Hvorfor så ikke få det bedste ud af det, i den korte tid, vi nu har sammen?”