Tag-arkiv: Lundgard & Tranberg

På tærsklen til noget nyt

Skriv et svar

Norsk analyse af Stenens hjerne

Den norske museums- og udstillinsgteoretiker Hege Børrud Huseby forklarer i et bliogindlæg om “Stenens hjerte”, at udstillingens indledning er et eksempel på skabelsen af en “dørtærskel” (threshold) for opleveren.

Begrebet “dørtærskel” stammer fra den engelske kunstteoretiker Leslie Benford, der peger på betydningen af at skabe en tryghed hos gæsten, som lokker. Især når udstillingen er ny i sin form.

Fordi utstillingen er kuratert av en som ikke vanligvis lager arkitekturutstillinger, så er også denne noe helt annet enn det man forventer av utstillinger som handler om arkitektur og arkitektfirmaer. Nørretrander er nok en som Bedford ville ha kalt ”theatrically-inclined”.

”Theatrically-inclined designers create a threshold experience for visitors that makes them feel welcome and secure in their knowledge of what followes. this is the liminal space, an anthropologis’s term for transitional rites or times It is the space, real or metaphorical, between the ordinary and the extraordinary, the known and the unknown – that is, the imagined world of an exhibition”  Leslie Bedford i Art as Experience (2014, side 123).

I stedet for avanserte arkitekttegninger, teknisk fagspråk og tekster med bitte liten skrift, så er det poetisk språk, korte tekster, eksperimentelle kulisser og så store bokstaver at man kan se hva som står på lang avstand. 

Det er især “sanseposerne” med bygningsdele i starten af udstillingen, der bruges som eksempel.

Utstillingen begynner med en svart tunnel med enkel, stemningsskapende tekst på veggen. Deretter kommer man inn i et mørkt rom der det henger fire-fem sekker fra taket. Tekst på veggen forteller at sekkene inneholder elementer fra de tre bygningene utstillingen handler om, og oppfordrer til å kjenne på materialene. Sekkene har hull så man også kan stikke hendene inn i sekkene, men man kan ikke se det som er inni.
 
 
Det er tre grunner til at denne innledningen fungerer veldig godt. Det ene er at det er en avgrenset del i utstillingen hvor man ikke ser resten av utstillingen. Man blir derfor ikke distrahert til å gå videre til noe annet med en gang. For det andre så presenterer innledningen hva utstillingen overordnet handler om – de tre bygningene. Og for det tredje så gir den taktile aktiviteten besøkeren tid til forberede seg på å se en utstilling  om tre bygninger. Ved å kjenne på elementene og prøve å gjette hva det var blir man nysgjerrig på hvordan bygningene ser ut. Man begynner å forestille seg hva som venter i resten av utstillingen. Introen etablerer på den måten en motivasjon for å utforske utstillingen.

 

Husebys analyse er tankevækkende og rummer også påpegninger af mangler og uindløste muligheder i udstillingens fortælling, bl.a. manglende opfølgning på sanse-anslaget og manglende forankring af udstillingens genstand, Lundgaard & Tranberg.

Udstillingen kan ses til og med søndag.

Sidste udkald til udstilling

Skriv et svar

Arkitekten er glad for en anderledes udstilling om arkitektur, som slutter søndag den 21. september

På søndag d. 21. september slutter arkitekturudstillingen Stenens hjerte om tegnestuens Lundgaard & Tranbergs værker, der har været vist på Dansk Arkitektur Center siden slutningen af juni måned. Udstillingen er meget tæt knyttet til sine umiddelbare omgivelser, hvor fire af de omhandlede bygninger befinder sig indenfor kort afstand — det har derfor aldrig været tanken, at den skulle på rejse i ind- eller udland. Så næste søndag er definitivt sidste chance for at se udstillingen. Der er åbent mod entre kl. 10-17 i ugens løb og dertil aftenåbning med gratis entre fra 17-21 på onsdag.

Et af udstillingens mest originale elementer er et gigamtisk stereoskop, der ved hjælp af fire spejle trækker Skuespilhuset ind i udstillingen som en tre-dimensional oplevelse, der ses i en spejl-kile, som her er smedet i jern af udstillingens værktøjsmager Stefan Leunbach.

Udstillingen, som jeg har været tilrettelægger af (kurateret, som det hedder i udstillingssprog) , handler om konkret arkitektur, men også hvordan man kan forstå arkitektur som et middel til at forme vores liv og strømmene af energi, lys, luft, mad og mennesker gennem det.

Både i sin form og sit valg af perspektiv er udstillingen ikke helt som arkitekturudstillinger plejer at være. Det har der været mange arkitekter, der har været glade for.

Fagbladet Arkitekten bringer i augustnummeret en udstillingsomtale, hvor arkitekturskribenten Josefine Lykke beretter:

“Tidligere har BIG og 3XN været udstillet. Men hvor begge disse udstillinger var kurateret af arkitekterne selv, har Lundgaard & Tranberg altså valgt at give Tor Nørretranders frie tøjler til at formidle og fortolke deres arkitektoniske virke.

 Resultatet er et stærkt greb og et gennemført koncept, der udfordrer den gængse arkitekturudstilling. DACs største udfordring er og bliver at ramme deres brede målgruppe, fagfolk og andre, i samme udstilling. Men Nørretranders formår at tale til os alle sammen med sit radikale udstillingskoncept, som på én gang virker så utrolig selvfølgeligt.

 Jeg håber, at udstillingen vil tjene som inspiration for fremtiden. Den illustrerer på fineste vis værdien af, nogle gange, at lade andre end arkitekterne selv formidle deres tanker og værker.”

Men det med at der skal andre end arkitekter til er åbnebart ikke så populært blandt dagspressens arkitekturanmeldere, der må siges at reagere lidt pigefornærmet på udstillingens opgør med traditionel arkitekturformidling.  I Politiken har Karsten Ifversen (som tidligere omtalt her på bloggen) fundet det mest traditionelle element i udstillingen mest interessant.

I Berlingske Tidende har anmelder Torben Weirup den 6. september fundet at det var “Stor arkitektur, overflødig udstilling”. Weirup kalder udstillingen “noget af en skuffelse” og nævner bl.a.: “nogle lidt selvindlysende betragtninger om, hvad arkitektur er, et fragment af et fantastisk digt af Inger Christensen og nogle småinterviews med Lene Tranberg, der for en gangs skyld er for korte.”

Weirup skriver: “Det er med andre ord ikke nogen vægtig udstilling, og emnet taget i betragtning havde det været naturligt at forvente noget mere. Udstillingen er tilrettelagt af Tor Nørretranders, og man kunne måske nok have forestillet sig, at han havde mærket arkitekturen anderledes eftertænksomt. Især med en poetisk udstillingstitel som »Stenens hjerte«. Så hvis man sådan lidt formelt kigger på regnskabet, trækker udstillingen gevaldigt ned, men stjernearkitekturen ude i byen trækker gevaldigt op.”

 

Så hvem skal man tro på? Fagbladet Arkitekten, der finder det udfordrende og fornyende — eller dagspressen, der finder det dårligere end det man er vant til?

Døm selv. Udstillingen er der en hel uge endnu :-)

Politiken er ikke parat

Skriv et svar

Ville hellere have haft en gammeldaws arkitekturudstilling

Dagbladet Politikens arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen er ikke begejstret for udstillingen Stenens hjerte ­– og slet ikke for det nye den byder på: “Det mest traditionelle i udstillingen … er for mig udstillingens absolutte højdepunkt,” skriver Ifversen om en serie videointerviews med Lundgaard & Tranbergs hovedfigur Lene Tranberg, der vises sidst i udstillingen.

“Det tager altså toppen af lysten til at gå ind!” skriver Politikens anmelder om dette budskab på en 4 tons tung mur ved indgangen til udstillingen, som ellers handler ret meget om forholdet mellem bygning og model, virkelighed og beskrivelse, byen derude og udstillingen herinde. Ved siden af muren står der på væggen: “Der er ikke plads til udstillingen her. Den består af bygninger der er større end den du befinder dig i.” (Foto Kristian Ridder-Nielsen, Politiken.)

 

Fornyelserne, derimod, giver Ifversen ikke meget for. Spejle og stereoskoper stjæler billedet og en “kæmpemodel (1:20!) af Tietgenkollegiet … er en voldsom omstændelig indramning af en fotofortælling om livet i en af de mest underfundige bygninger i nyere tid.”

Udstillingen fortæller for meget om arkitektur i almindelighed og for lidt om Lundgaard & Tranberg Arkitekter i særdeleshed, mener Ifversen, der giver tre ud af seks mulige stjerner for udstillingen.

Det kan man selv undersøge, om man er enig i. Udstillingen kan ses to måneder endnu, frem til den 21.september.

Måske vil man se Tietgenmodellen som en hidtil uset måde at gengive en bygning på, hvor både skalaen og registreringsteknikken (Adam Mørks fotos optaget fra Bo Tornvigs drone) tillader at vise en bygning med liv i – ikke som en fotofortælling, men som en model af et beboet hus. Et ansigt med øjne.

Måske vil man se spejlene og stereoskopet som en ny måde at vise, hvordan en bygning (Skuespilhuset) indgår i sine omgivelser og er skabt og formgivet af en tegnestue, der er klar over at huset skal bidrage med noget til sin sammenhæng.

Måske vil man se udstillingens visning af Lundgaard & Tranbergs værker som et konkret eksempel på hvordan arkitektur kan fungere på mange nievauer på én gang — bl.a. som stoflighed, som fælleskabsramme og som kanalisering af strømme gennem livet. Den egentlige hyldest til tegnestuen er jo at den er et godt eksempel på, hvad arkitektur er og kan være. Et smukt eksempel på bestræbelsen på langsomt og nænsomt at nærme sig drømmen om at skabe en by der er blød som en krop (vendingen er fra det Inger Christensen-digt, der afslutter udstillingen).

Måske. Se selv. Sågar en småsur K.R.S. Ifversen finder det “skægt”.

Udstillingens model af Tietgenkollegiet i skalaen 1:20. Er det en meget omstændelig fotofortælling, som Politikens anmelder mener, eller er det en helt ny måde at vise en beboet bygning på, så den ikke – som de traditionelle arkitekturudstilingers hvide skummodeller – ligner et ansigt uden øjne? Foto: Kristian Ridder-Nielsen, Politiken.

 

Stenens hjerte — om arkitektur

Skriv et svar

Værsgo: Så er der arkitekturudstilling …

I en ny rolle som kurator har jeg taget livtag med bygningernes verden og søgt at vise, at man ikke skal se arkitektur som æstetik og objekter, men som kanaleringer af strømme. Det handler om tegnestuen Lundgaard & Tranbergs arkitektur og kan ses på Dansk Arkitektur Center,  DAC, på Christianshavn i København frem til slutningen af september.

Udstillingen har samlet bidrag fra mange fantastiske ildsjæle og rummer et rigt bud på arkitektur set fra bæredygtighedens front. Det handler om strømme, om fællesskab, om mennesker, sansning, syn, syner og stereoskoper. Det er på mange måder seværdigt og forhåbentlig tankevækkende.

Presse

Dagbladet Politiken beskrevet det hele således:

 

Dagen efter åbningen beskrev jeg det sådan her i DR2s Deadline, hvor nogle af de spektakulære droneflyvningsbilleder fra udstillingen blev vist (snapshot nedenfor).

 

En blog der beskæftiger sig med faglig formidling anmeldte det hele således:

 

Min egen oprindelige beskrivelse af udstillingens idé:

Stenens hjerte

Close Up III: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

En udstilling om arkitektur tilrettelagt af Tor Nørretranders

Dansk Arkitektur Center 26. juni – 21. september 2014

Arkitektur handler ikke først og fremmest om smukke bygningsværker og iøjnefaldende konstruktioner. Arkitektur handler om at skabe rammer for menneskers liv og oplevelser – rammer for den strøm, af lys, energi, stof og mennesker, som er livets puls.               

Det grundpåstanden i Stenens hjerte – en udstilling om den internationalt fremtrædende danske tegnestue Lundgaard & Tranberg, som Tor Nørretranders har tilrettelagt på DAC. Udstillingen viser hvordan bygningers form ikke bare er æstetik, men skabt for at kanalisere en strøm af miljø og mennesker på et bestemt sted.                 

STENENS HJERTE er dermed ikke en klassisk arkitekturudstilling med skulpturelle modeller af arkitektens værker. Det er et mangfoldigt udtryk bestående af murværk, billeder, tekster, rindende vand, spejle, optiske effekter, bådture, computermodeller og digte, som aktiverer gæstens følesans, rumoplevelse, dybdesyn, tidsoplevelse og naturvidenskabelige nysgerrighed.  Det betyder ikke at bygninger og deres former og æstetik ligger udenfor udstillingens horisont. Slet ikke. Udstillingen rummer endda en bygningsmodel, men den skiller sig til gengæld så meget ud med sin størrelse, detaljerigdom og teknologisk princip, at de betyder en nyskabelse i arkitekturudstillingernes verden.

Fire af Lundgaard & Tranbergs værker spiller en hovedrolle i udstillingen – Tietgenkollegiet på Amager, Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen, SEB Bank ved Kalvebod Brygge og Fyrtårnet ved Østerport. De skildres på vidt forskellige måder, der alle undersøger, hvordan deres form er skabt for at kanalisere strømme af lys, luft og liv. Fællesskab er et gennemgående tema i forståelsen af hvorfor bygningerne ser ud som de gør: For at hjælpe til dannelsen af fællesskab – inde i bygningen eller udenfor.

Resultatet er en udstilling præget af både sten, mure, bygningsmaterialer og vandrør. Men også af poesi, videnskab, socialt ansvar og stedets ånd. Den handler om én bestemt, fremtrædende tegnestues værker, men den undersøger samtidig hjertet i arkitekternes bestræbelse på at skabe rammer for livets gang.    

“Det vigtige ved vandrør er ikke røret, men vandet”, står er på en af udstillingens mange store tekstplancher. Alligevel rummer STENENS HJERTE en installation, der består af tre forskellige vandrør, der leder vand ned i den samme vask. Et rør er af jern, et andet af plast og det tredje af kobber. De tre rør ser forskellige ud og er ikke lige smukke. Men de kan det samme: Lede vand. ”Det er ikke ligegyldigt, hvordan et vandrør ser ud, men det er omvendt heller ikke det vigtigste,” siger udstillingens  tilrettelægger (eller kurator, som det hedder i udstillingssprog), forfatteren Tor Nørretranders, der ellers mest er kendt for at beskæftige sig med naturvidenskab, miljø og samfund. Men det er på sæt og vis også hvad han gør i denne udstilling – set gennem arkitekturens briller og ved hjælp af spejle, der trækker udsigten over havneløbet udenfor DACs bygning ind i udstillingslokalet.

Udstillingens mest fundamentale greb er at den virkelige udstilling ikke er i udstillingslokalet: Udstillingen består af faktiske bygninger, der står ude i byen i forvejen. Selve udstillingen i DACs lokaler er blot ment som en øjenåbner, en introduktion til en tur ud i byen, hvor man kan kigge på bygningerne i det perspektiv, udstillingen har givet.

“Udstillingen er ikke her”, står der malet som graffiti på en fire meter bred mur, der møder udstillingens gæster, straks de træder ind af døren: ”Den er ude i byen.”