Er det sætternissen eller missionærerne der har været på spil?

‘Det er gode, næstekærlige og sympatiske budskaber, som Tor Nørretranders bekender sig til. Og den slags kan, som vi ved, ikke siges højt tilstrækkeligt tit,’ skriver Kristeligt Dagblad i dag i en anmeldelse af Vær nær.

Avisen fortsætter:  

‘Således heller ikke i “Vær nær”, der glad og gerne bogstaverer og gentager sine pointer, der belejligt nok passer på snart sagt alle livets forhold, og som bliver serveret for læseren i en overpædagogisk tone, der – det meningsfulde og menneskekærlige indhold til trods – tangerer det bedrevidende og nærmer sig det moraliserende.’

Da det således nu er afsløret, at bogen og dermed dens forfatter er bedrevidende og fingerpegende, kan jeg jo lige så godt forstærke indtrykket ved at pege på, at den ellers så hedenske sætternisse også har et liv på den kristelige avis.

Anmelderen tager afsæt i digtet om at Bennys bukser brændte. / Børge råbte – åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på… og skriver:

‘Med billedet af Benny og Børge fremskriver Tor Nørretranders sin egen lovmæssighed, som han kalder enkel, klar, banal og naiv: ” Alle har det bedre, når den enkelte har det godt. Den enkelte har det bedre, når alle har det godt.” Det gør ganske enkelt godt at gøre godt. Og det gælder ikke blot på individniveau, men også på samfundsniveau: “Samfundet er ikke et nulsumsspil, hvor den enes lykke betyder den andens ulykke, hvor den enes gevinst er ensbetydende med den andens tab. Tværtimod. Samfundet er et gigantisk plussumsspil, hvor alle bliver ringere, når alle bliver rigere.” Og således bliver Tor Nørretranders’ ” Vær nær” en bog om selvhjælp til samfundshjælp.’

Det er jo smukke ord, og lad gå at den lille lovmæssighed måske er en anelse upræcist citeret (originalformuleringen lyder: Alle får det bedre når du har det godt. Du får det bedre når alle har det godt).

Men der er et bemærkelsesværdigt lille twist i et af citaterne fra bogen i passagen ovenfor: “Samfundet er et gigantisk plussumsspil, hvor alle bliver ringere, når alle bliver rigere.”

Er det kristendommen, der har sneget sig ind her: Vi bliver alle ringere, når vi bliver rigere?

Jesus sagde i  hvert fald iflg. Bibelen: “Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” (Matthæus 19, 23-25).

Eller er det bogens fortælling om de riges selvoptagede og uempatiske solipsisme, der spiller ind?

Men OK, når alt kommer til alt  er bogens egen formulering selvfølgelig egentlig ret tautologisk: “Samfundet er et gigantisk plussumsspil, hvor alle bliver rigere når alle bliver rigere.” 

Tautologi? At sige det samme to gange: Rigere rigere. Eller som i anmeldelsen: ” … irriterende bedrevidende …”.

Jeg bukker og takker.