Tag-arkiv: design

Han gav form

Designeren Jacob Jensen (1926-2015), et hårdarbejdende genialt og dejligt galt menneske, døde fredag.

 

Det tog et par sekunder. Så var min design-mødom taget for evigt.

Jacob Jensens søn Timothy (som alle kalder Timmi), der havde overtaget driften af tegnestuen efter faderen, ringede i 1997 og sagde, at “han havde fundet én med noget indeni” – altså en designopgave, hvor jeg skulle hjælpe til med analysen. Jeg skulle straks komme til Hejlskov ved Skive, hvor tegnestuen lå, og så skulle vi gå løs på det sammen med gamle Jacob og et par stykker mere.

Øj, nu skal vi lege med former og æstestik, tænkte jeg. Men nej. Det tog få sekunder, så var det klart at det hele slet ikke handlede om æstetik, men om at forstå hvad folk skulle bruge det hele til. Det med formgivningen kom i sidste ombæring. Design handler ikke om først og fremmest om æstetik, men om funktioner der blev præsenteret klart og tydeligt.

Mødet var lystigt, men blev først forløst, da Timmi kom ind i lokalet med en et lille bamseformet rensdyr i plys, der kunne marchere på to ben, mens det sang “Rocking around the Christmas Tree.” Hvorfor kommer den først frem nu, spurgte Jacob.

Jeg begyndte at forstå, at al enkelheden kom fra noget helt andet.

Huset i Hejlskov set fra udsigten

Enkle flader med et rigt indre liv, når man kigger efter. Klare linier og skarpe grænser, der inviterer til udforskning. Ro i sindet og en fryd for øjet.

Nej, det er ikke en beskrivelse af industriprodukter i Jacob Jensen-design, selv om det godt kunne være det. Det er en beskrivelse af udsigten fra det bemærkelsesværdige hus, hvor virksomheden Jacob Jensen Design har virket i et halvt århundrede.

På en bakketop med udsigt over en bugtning på Limfjorden slog Jacob Jensen sig ned med familie og tegnestue. Siden har har to generationer Jensen skabt industrielt design, der er så roligt og afklaret i formsproget, at man kunne fristes til at fortolke det som afbildninger af det vandspejl og den horisontlinie, der dominerer udsigten fra tegnestuen. Men skinnet bedrager.

Ligesom Limfjordens vandspejl dækker over en myldrende biologisk aktivitet med tang, muslinger, fisk og sæler, dækker et Jacob Jensen design over massevis af funktioner i det industrielle produkt. Hvad enten det er et stereoanlæg, en kabeltromle, en vindmølle eller en luftfugtighedsmåler, så er der en hel masse indeni, selv om det ydre fremtræder roligt og afklaret. Hemmeligheden bag denne dobbelthed ligger i den forudgående arbejdsproces. Gennem en fantasirig og arbejdsom analyse af produktets funktion, brugsmønstre, de tekniske muligheder og materialernes egenskaber, når Jacob Jensen Design frem til en klarhed over, hvad der er nødvendigt at præsentere for brugeren – og hvad der ikke er. Alt det ligegyldige gemmes inde i den afklarede form, som så til gengæld skal invitere til nøjere undersøgelse og anvendelse.

Rene linier – med noget indeni.

Men hvordan var metoden? I praksis? Det har Jacob Jensen beskrevet i den vidunderlige biografiske bog “Anderledes men ikke mærkeligt. En designers erindringer” fra 1997, hvor han beskriver, hvordan han vurderer en pap-model af et muligt produkt, som han har lavet i løbet af en arbejdsdag:

“Praktisk sker det ved, at jeg sætter den model jeg ønsker at at bedømme på et bord, sætter spotlight på og går. Næste morgen træder jeg ind i rummet, kigger på sagen i 5 til 7 sekunder og skriver ned, hvad jeg ser, fx ‘for kedeligt’, ‘slappe proportioner’, ‘for høj’, ‘skal svæve mere’, ‘ulogisk’ eller ‘ikke overraskende nok’. Det vigtige er, at jeg kun ser på tingen i få sekunder. Ellers kompenserer jeg: ‘Så kedelig er den nu da heller ikke’ eller ‘høj, jah, men ikke ret meget’ osv. Det jeg har skrevet holder jeg fast ved, og så går jeg i gang med at rette. Ny model, lys på, 5 sekunder næste morgen, samme tur en gang til. Og igen. Og igen. Besværligt? Ja, men jeg kender ingen anden vej.”

Men han kendte den vej, Jacob Jensen. Og han gik den, utrætteligt og med humor, elegance og vid. Og han skabte Margretheskålen, B&O’s hifi-anlæg og mange andre enestående, verdenskendte industrielle design.

Og han skabte sig. En Vesterbro-dreng fra simple kår, der blev verdensmand, levemand, drillepind og charmør. Et fantastisk menneske. Enkelt udenpå, rigt indeni.

Et sekund, et glimt i øjet – og man var solgt. Visdom, faktisk.

Tak for det, Jacob.

Jacob og Timmi