Så er der samtale om deleøkonomi mellem filminstruktøren Andreas Dalsgaard og undertegnede:
Så er der samtale om deleøkonomi mellem filminstruktøren Andreas Dalsgaard og undertegnede:
Men hvad hedder det egentlig? For det er mange forskellige ting, der bare har den samme smag og ligner hinanden uden at være ens.
Der er deleordninger, hvor man ejer noget sammen og deles om at bruge det – for eksempel en samling biler af forskellig størrelse, som man hyrer efter behov og betaler brugen af.
Det er bytteordninger, hvor man lejer sig ind i hinandens boliger eller bytter boliger i ferien.
Det er køre-med ordninger hvor man samler passagerer til sin kørsel og tager penge for det.
Det er gaveøkonomi, hvor man forærer tingene væk, for at få adgang til andres anerkendelse.
Og det er leje af produkter hos store firmaer, så man ikke behøver eje dem — f.eks. sofaer fra Ikea, som så som producent får en kraftigt incitament til at gøre sofamaterialet genbrugeligt.
På engelsk kaldes alt dette nogle gange for peer-to-peer økonomi, fordi det ligesom internettet handler om at folk hjælper hinanden én-til-én, ligemand til ligemand, fælle til fælle, nabo til nabo uden at skulle gennem en central.
I en usædvanligt perspektivrig og visionær kronik i dagens Politiken, kalder Matias Møl Dalsgaard det netop for peer-to-peer økonomi. Og det er der gode argumenter for. Men Dalsgaards unikke baggrund for at skrive om emnet giver ham mulighed for at pege på en vigtig, ny sammenhæng. Dalsgaard er nemlig både direktør for GoMore, hvor folk deler biler og kørsler, og ph.d. i filosofi og dermed udstyret med et skarpt analyseredskab til at forstå de konkrete erfaringer, han har gjort sig fra GoMore. Og spids så lige øren:
“Selve det, at man indtræder i et handlende forhold og bliver økonomisk aktiv, ændrer simpelthen ens adfærd og selvforståelse,” skriver Dalsgaard.
Vi bliver gladere, stoltere og mere værdige af at handle med hinanden. Vi kommer til at lære hinanden at kende, vi deler køreture med naboerne og mest af alt: Vi oplever vores eget liv som mere tilfredsstillende og attraktivt, fordi vi kan dele det med andre. Man bliver stolt af sin bolig, når man lejer den ud. man bliver stolt at sit kvarter, når men viser en fremmed rundt i det. Man elsker sine ting, fordi man skal bære dem frem for andre, som betaler for at bruge dem. Det bliver sjovere at være menneske.
Ja, det bliver sjovere at være borger. Dalsgaards pointe er at man med denne P2P-økonomi genopfinder borgerrollen, rollen som menneke i et samfund: Man bekymrer sig om andre mennesker, deler sine ting med andre, vil have andres anerkendelse og respekt, vil være ordentlig. De borgerlige dyder genopstår med deleøkonomien!
Den filosofiske skoling tillader Matias Møl Dalsgaard at få øje på perspektivet i det han ser i sin daglige hverdag: Det borgerlige samfunds dyder — ordentlighed, ordholdenhed, hensynsfuldhed — er vokset ud af alle de transaktioner, mennesker foretog med hinanden på markedet. Men kilden til al denne moral og ordentlighed forsvandt, fordi markedet blev anonymt og til en vekselvirkning med et indkøbscenter eller en statslig myndighed. Det er altså intet mindre end det borgerlige samfunds moralske grundlag, der er ved at blive genoplivet i kraft af en ny økonomisk aktivitet mellem ligeværdige og frie mennesker.
Internettet tillader os nu at finde vore naboer og dele ressourcer med dem i dagligdagen og dermed at genskabe lokalfællesskabet. Og internettet tillader os at blive fæller og venenr med mennesker fra andre verdensdele, som vi en tid bytter boliger med. Deleøkonomien genopretter samfundets sammenhæng gennem brug af digitale medier.
Det er meget stort og meget betydningsfuldt, hvad Dalsgaard her har fundet i sit virke.
Måske også en kende ironisk: det globale netværk skaber lokalt sammenhold.
I søndags holdt Københavns delebiler 10-års jubilæum i Domen ved siden af Det Kongelige Bibliotek. Til fødselsdagen havde de samlet andre dele-organisationer, blandt andet GoMore, til en dele-festival. Jeg var blevet bedt om at holde en lille festtale og min pointe var netop det ironiske, der sker i vores tid:
Industrialiseringens ironi. Varerne er blevet mere og mere ens og monotone, alting masseproduceres og mister enhver håndværksmæssig egenart. Det ene eksemplar af et produkt er identisk med det andet, der er ingen som helst sjæl i det mere — som der i gamle dage var det i et møbel, en støvle eller en karet. I dag er alle biler ens (især dem af samme fabrikat) og verden er blevet forudsigelig og standardiseret. Denne udvikling har været genstand for megen kulturkritik. Og med rette.
Men hovsa! I det sekund alle produkter er ens, er de jo også blevet udskiftelige. Hvorfor skal jeg eje noget som helst, hvis alle tingene er ens? Så kan jeg jo lige så godt bruge den ene som den anden. Der er jo ingen grund til at det skal være den samme hver gang.
Det betyder igen, at jeg kan klare mig ved at have adgang til en pulje af ens produkter, i stedet for at eje et eksemplar. Jeg kan endda så have adgang til en pulje af ens biler i forskellige varianter. Det betyder at jeg kan vælge en ud af 100 ens små biler, når jeg skal bruge en lille — eller en ud af 25 store biler, når det er behovet. (Selv vælger jeg nu at cykle eller tage toget, men det er en anden sag).
Fordi alting er blevet ens, skal jeg fokusere på det tingen gør for mig (transporterer, borer huller, graver have), snarere end tingen selv.
ironien i industrialiseringen er altså at den i sidste ende fører til at jeg mister trangen til at eje.
Lige som jeg mister trangen til at eje mit møblement, når det nu alligevel er ens. Jeg kan lige så godt leje det af Ikea, som så får et incitament til at genbruge materialerne.
Men hvad hedder det så?
Matias Møl Dalsgaard peger på at peer-to-peer aktiviteter med at leje, dele og købe af hianden i lille skala genopliver det lokale, det tillidsfulde og det ordentlige. Det konkrete, nedefraskabte samfund.
Men det hedder jo civilsamfundet, til forskel fra marked og stat. Alt det vi i dagligdagen skaber sammen civilt mellem mennesker, blandt naboer, kollegier, i familien, blandt venner, på fortovet, i bussen. De små nik, der fører til tillid og den lille daglige livsglæde.
Civilsamfundet bygger på gaver og frivillige tjenester: Vi gir hinanden smil, måltider, hjælpsomhed og låner lige et stykke værktøj ud. I bøger som Det generøse menneske (2002), Fælledskab (2011) og Vær nær (2013) har jeg beskæftiget mig med hvordan dette civilsamfund gror frem som et produkt af hverdagen. Og jeg har argumenteret for at dette civilsamfunds gaveøkonomi i virkeligheden er vigtigere for vores hverdag end det fohold at vi lever i en markedsøkonomi med et stærkt statsligt element.
Civilsamfundet bærer hele samfundet. Intet marked uden samfund. Ingen stat uden samfund.
Civilsamfundet er forankret i en gaveøkonomi. Omvendt er P2P-økonomien en markedsøkonomi, men en meget gammeldags form for markedsøkonomi, hvor man ser hinanden i øjnene. Og netop dette at se hinanden i øjnene og føle tillid udgør de øjeblikke, som bygger samfund, som jeg beskriver det i “Vær nær” med afsæt i den amerikanske psykolog Barbara Fredricksons begreb om micro-moments. Man ser hinanden i øjnene og opnår tiltro, glød, glæde, varme, relation.
Derfor kan man hævde, at det centrale ved alle de nye deleøkonomier er at folk ser hinanden i øjnene og skaber civile relationer, uafhængigt af de store hovedkvarterer i stat og marked. De er økonomi, de er marked, så de er ikke civilsamfund, men det særlige ved dem er at de ligner civilsamfundet og skaber civilsamfund.
De er derfor civiløkonomi: Økonomiske transaktioner der foregår i en skala og med en ligeværdighed som betyder at mennesker knytter sig til hinanden og til civilsamfundet ved at indgå i dem.
Civiløkonomi er markedet med et — i helt konkret forstand — menneskeligt ansigt. Det er venstrefløjens drøm om fællesskab og ligeværdighed samtidig med at det er højrefløjens drøm om frie markedskræfter og egennytte.
Civiløkonomi er mest af alt civil — hvilken form for økonomiske transaktioner, det så indbærer (eje, leje, lease, dele, bytte, låne, give) er mindre afgørende. Det afgørende at, at det gør mennesker gladere for tilværelsen, for hinanden og for de ting, der indgår i tilværelsen.
Vær civil!
ShibiDua sang: “Når man er to kan man få det hele selvom man må dele.” I dag gælder det: “Når man er to kan man få det hele fordi man må dele.”
Læs her hvad Ordbog over det danske Sprog skriver om ordet “civll”, når det bruges som adjektiv/tillægsord, som det jo gør i sammensætningen civiløkonomi. Bemærk at adjektivet civil i dag bruges mindre om borgere og deres relationer, end i gamle dage. Men det er jo i en vis forstand de gode gamle dage fra det borgerlige samfunds fødsel, der er ved at genopstå med den nye form for økonomi. (Husk også at at civiløkonom er en tidligere meget brugt betegnelse for en økonom fra en handelshøjskole, som ikke har meget med det her at gøre.)