Tag-arkiv: bøger

Nu dur donationsknappen

Hvor dum kan man egentlig være? Ret dum, viser det sig. Når man er mig.

Nu kan du bruge PayPal til at donere penge som tak for den gratis PDF-udgave af Vær nær, du kan hente her på tor.dk. Du kan bruge det med kreditkort.

Der har været store problemer med at få PayPal-funktionen til at virke, så mange har klaget over at de ikke kunne sende en donation gennem PayPal. Heldigvis har mange så til gengæld gjort det ved at sende penge direkte til bankkontoen i Merkur. Se om de tre muligheder her. Læs om baggrunden her og her og her.

Det komiske er at problemet ved PayPal tilsyndeladende har været at jeg åbenbart lavede en virkelig dum fejl tilbage i maj måned, i de travle dage op til udgivelsen af Vær nær.  Et tåbeligt valg i en rullemenu på PaylsPals side: Jeg kom til at kategorisere denne hjemmeside Tor.dk som : “Entertainment and media / Adult digital content”. Hvilket jo er et pænt udtryk for pornorgrafi!

Det betød så at man ikke kunne donere ved at bruge kreditkort… hvilket er tankevækkende på mere end en måde. Man kan altså ikke selv bestemme hvad man vil støtte gennem PayPal. Eller også handler det bare om at man ikke kan få lov til at støtte folk, der er så store idioter som mig. Det sidste er måske rimeligt nok.

Efter måneders forespørgsler hos PaylPal var der til sidst en medarbejder i Pay Pals service, der gennemskuede det lille problem, som har voldt så mange venlige donationsvillige læsere så meget besvær. Tak til Nicolai fra PaylPal services og et stort undskyld til alle de velmente forsøg på at donere ad en vej jeg selv havde spærret. Jeg sænker blikket i skam …

Men nu er jeg og mit site renset for dårlig selvkategorisering. En test viser at det virker nu. Der er fri bane for at donere, for det eneste billede i bogen er en tegning, der i hvertfald kke kan siges at handle om noget uartigt … Eller?

Festdag for fysikken

Mandag er en stor dag for dansk fysik. Efter årtiers fornægtelse af de kolossale nybrud, der er sket i forståelsen af grundlaget for kvantemekanikken, får en af hovedaktørerne i den debat om kvantefysikken, der har fundet sted gennem de sidste årtier, den franske fysiker Alain Aspect, mandag overrakt Niels Bohr Medaljen af Dronning Margrethe.

Alain Aspect

Det er en meget stor begivenhed, fordi dansk fysik establisment i mange år nægtede at tage debatten om Niels Bohrs tolkning af kvantemanikken alvorligt. Der var ikke noget at diskutere, mente man. Aspects forøg fra 1982 blev afvist som trivielt.

Jeg fik det selv fornægtelsen at føle, fordi jeg i 1982 — som den første i verden — publicerede Aspects forsøgsresultat i Dagbladet Information, hvor jeg dengang arbejdede. Siden mødte jeg meget modstand på Niels Bohr Institutet mod min bog “Det udelelige”, der har Aspect forsøget som hovedomdrejningspunkt.

 

Det er derfor meget glædelig og klædeligt at Alain Aspect nu endelig bliver taget alvorligt med en den enormt prestigiøse Niels Bohr meddalje.

Mere om baggrunden i en artikel i Dagbladet Information i dag. Meget mere om baggrunden i bogen “Det udelelige” fra 1985 og opfølgning i bøger som “At tro på at tro”, 2003, “Einstein, Einstein”, 2005 og “Civilisation 2.0”, 2007.

 

Fælledskab på engelsk: Commonity

Bogen ”Fælledskab = fælled + fællesskab” er nu udkommet på engelsk.

Søren Hermansen og jeg har i bogen forbundet en stribe konkrete fortællinger om blandt meget andet Samsøs omstilling til vedvarende energi-ø med en række mere teoretiske overvejelser over betydningen af fællesskab for forandringer i samfundet.

Samsøs altovervejende erfaring var at fællesskab er nøglen til at forvalte de fælles ressourcer, fælleden. Kombinationen af fælleder og fællesskaber kalder vi så i bogen for fælledskab, en glemt og forladt stavemåde af ordet fællesskab. Pointen er, at fælledskaber er fællesskaber, der handler om noget, nemlig at være fælles om forvaltningen af en fælled.

De mange gæster, der hvert år besøger Samsø fra hele verden, for at se på vindmøller, vender hjem med spørgsmålet: Hvad er fællesskab og hvorfor fungerer det? Det er det spørgsmål, Søren Hermansen og jeg gerne vil give et bud på med vores bog, som er udgivet af Samsø Energiakademi.

Danskere kan få den på papir i boghandelen, mens resten af verden kan få den som Kindle e-bog på Amazon.com (eller den lokale Amazon). Den er fornemt oversat af Jonathan Sydenham.

Den engelske udgave udkommer i forbindelse med at Søren Hermansen er på en flere uger lang foredragstur i USA, hvor han fortæller om vedvarende energi og fællesskaber. Få dage efter FNs seneste klimarapport.

Bogen er også omtalt på den engelske afdeling af Tor.dk.

 

Foto: Malene Lunden

 

 

Gaveøkonomisk bestseller

 

Berlingske med bikini

Det er tankevækkende, at Vær nær denne weekend ligger på bestsellerlisten i både Information, Politiken og Berlingske samtidig med at bogens indhold er gratis tilgængeligt som elektronisk fil, der kan hentes her fra hjemmesidesiden.

Det er ikke fordi der ikke er interesse for at hente den gratis fil, for det er der: Den er her i skrivende stund sent søndag aften den 9. juni hentet 1974 gange siden bogen udkom for to en halv uge siden. Næste totusind gange på under tyve dage!

Papirbogen sælger alligevel.

Bøger på papir er behageligere at læse end bøger på skærm. Så det er den rigtige måde at nyde bogen på –– og den jo også er skrevet til at blive læst på papir. Rytmen, lay-outet og omfanget er skåret til, så det passer med at være en bog man holder i hånden og læser i et tog, en seng, en lænestol eller snart på en strand. Den er formgivet, så den er rar at røre ved, rar at læse i og rar at have liggende – uden at den prøver at se blæret ud.

Men hvorfor så den mulighed at hente en PDF? Når man forærer bogens indhold væk er der flere der kan læse den, flere der kan diskutere den, flere der får den i fuld længde og ikke bare som en fotokopi af et enkelt kapitel – og dermed i sidste ende måske også flere der får lyst til at købe bogen på papir.

Og måske flere der får lyst til at sige tak for den gratis PDF ved at donere til det fortsatte arbejde. Der er kommet mange donationer og mange udtryk for glæde over gaven.

Så forløbet fortæller, at et budskab på én gang kan sælges på almindelig vis som en vare der koster penge (og dermed giver penge til ophavsmennesket) og foræres væk som en meddelelse, der bliver spredt ud og brugt blandt mennesker (som måske giver igen med lidt støttegave).

Det er helt bestemt til at blive i godt humør af. Tak!

Tak til både købere, hentere, spredere og samlere.

Politiken

Information

Alle tre lister bygger på samme data – fra boghandlerkæden Arnold Busck. Det er dermed reelt den samme liste, det samme indhold, bare med og uden bikini.

Børn er større end jeg troede

 

Der er gang i børnebøgerne, når det gælder Vær nær. Ikke bare har bogen selv Halfdan Rasmussens  digt om “Bennys bukser brændte…” som afsæt, men Dagbladet Politiken pryder i dag forsiden af bogtillæget BØGER med titlen fra en gammel børnesang: “Verden er så stor, så stor …” — næste linje lyder: Lasse, Lasse lille.

 

 

 

BØGER-forsiden henviser til Amalie Kestlers originale og tankevækkende interview om bogen: “Wow. Det er jo meget større end jeg troede.”

Det er den spirituelle dimension i “Vær nær”, der er i fokus for samtalen, som foregik i Botanisk Have. Hvad går det hele lige ud på?

 

 

 

 

 

Forsiden af samme avis’ DEBAT bringer i ørvigt et interview med svenske Katrine Kielos om det økonomiske menneske. Stærkt læsværdigt! Rigtig meget i familie med “Vær nær” og “Det generøse menneske” fra 2002.

 

 

På bestseller listen

Vær nær er nu på bestseller listen. Den ligger nummer fire på listen over den bedst solgte faglitteratur.

Listen er i dag offentliggjort i “Bøger”, litteratursektionen i dagens  udgave af Dagbladet Information. Den udarbejdes på grundlag af tal fra boghandlerkæden Arnold Busck, der både har netboghandel og omkring 30 fysiske boghandlere.

Det fremgår ikke hvilken periode salget omfatter, men det er formentlig uge 22, altså ugen efter at bogen udkom torsdag den 23. maj.

 

Bennys bukser brænder i radioen

Halfdan Rasmussens vidunderlige digt om “Bennys bukser brændte …” var i fokus, da Niels Frid fra radioprogrammet Kulturnyt på DR P1tog fat i Vær nær, hvor digtet jo også danner afsæt.

Det blev til en små ni minutter lang snak om Halfdan Rasmussen, Ib Spang Olsen og den nysgerrige voksne forsker eller forfatter som et barn der aldrig blev voksent. Og er stolt af det!

  • “En selvhjælpsbog for debattører”, mener Niels Frid at man kan kalde bogen og spørger, hvordan den ligger i forlængelse af bogen Mærk verden fra 1991. Og det gør den jo ved at indløse mange af gisningerne fra dengang om at mennesker måtte have kontakt hinsides det bevidste og talte sprog. Udsendelsen kan høres på DRs hjemmeside og dér også hentes som podcast.

 

Tro på det

Tilbage til idrætten: Min bog At tro på at tro fra 2003, som er en slags ateistisk manifest, der handler om at det er vigtigt at tro her i livet, men ikke nødvendigvis på en gud, tager afsæt i en bemærkning af den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong i hans bog It’s not about the bike. Armstrong formulerer aftenen før en livstruende kræftoparation, at han tror på troen for dens egen skyld – ”I believe in belief”. Bogen handler ikke ret meget om idræt, for nu at sige det mildt. Men det er velgørende at se, at den faktisk benyttes af idræftsfolk.

Billeder fra Ole Stougaards blog

Løbetræneren Ole Stougaard skriver således i dag på sin blog: ”Stort set dagligt berører jeg trosbegrebet. Det er ikke fordi er at jeg er specielt religiøs, og jeg tror ikke på gud, men alligevel så tror jeg. Hvis jeg ikke havde min tro, så er jeg ret sikker på at min hverdag ville være uden retning og mål. Det er troen der driver mig mod mine mål, mod noget større. Jeg kan dybest set ikke være sikker på at jeg når mine mål, og alligevel er jeg ikke i tvivl om at jeg nok skal nå dem.”

Ole Stougaard betegner tankegangen i At tro på at tro “som meget befriende”  fordi den betoner, at vi skal “acceptere os selv som alt andet end rationelle og fornuftsbaserede mennesker, der kun handler ud fra, hvad der umiddelbart kan betale sig for os at gøre.”

Dejligt at det verdslige trosbegreb kan bruges af andre idrætsudøvere end Lance Armstrong Især nu, hvor det har vist sig at han ikke troede mere på sig selv, at at han åbenbart måtte tage doping til hjælp …