Maleren Wilhelm Mastrands berømte tegning af Kierkegaard, der går. Den er tegnet efter hukommelsen 15 år efter Kierkegaards død.

Gåture er gode for nærværet. Og tilværelsen i det hele taget. Men det er selvfølgelig ikke nogen nyhed.

Gode gamle Søren Kierkegaard, den danske filosof, der har 200 års dag i år, spiller en rolle i min bog Vær nær: Kierkegaards begreb om Øieblikket, hvor det evige skærer sig ind i hverdagens tummel, er i familie med begrebet om micro-moments, som den amerikanske psykolog Barbara Fredrickson har skabt for at beskrive de korte glimt af samklang mellem mennesker, som viser sig ved øjenkontakt, fælles bevægemønstre og samordnet indre tilstand af tillid og omsorg. Fredrickson mener at sådanne korte øjeblikke af kontakt er det atom, den byggesten, som fører til tillidsrelationer i samfundet og til kærlighed i de nære relationer. Ideen er kolossalt betydningsfuld og bærer en stor del af stemningen i Vær nær, fordi den peger på at den store romantiske kærlighed og den lille hensynfuldhed overfor buschaufføren faktisk er gjort af samme stof: kontakt i et øje-blik.

Det fører bogen til omtale af Kierkegaard, fordi det handler om, hvordan det store, ophøjede og løftede skærer sig ind i den lille hverdag i et glimt af et øjeblik. Det evige er til stede i øjeblikket, et punkt i tiden, men ikke i tiden som udstrakt varighed.

Men Kierkegaard kunne også have været med et andet sted i bogen, hvis jeg havde været lidt kvikkere. Bogen anbefaler gåture som et afgørende middel til at opnå nærvær og tilstedevær i hverdagen. Gåtures betydning for livskvaliteten er et ældgammelt tema, tilbage fra Hippokrates i det gamle Grækenland, over digterfilosoffen Villy Sørensens lille dagbogsbog Vejrdage fra 1980, til moderne sundhedsforskning.

I Vær nær er pointen at gåture er nærværstræning, en slags meditation, hvor kroppen og sindet gennemstrømmes af ren og skær tilstedeværelse og flyden med i en tidløs bevægelse. I bogen Menneskeføde fra 2005 skabte jeg begrebet ubelastet gang: “En god, rask gåtur, hvor man ikke slæber på alt muligt og ikke har travlt, er rigtig god for krop og sjæl. At gå for at gå – og for at nyde verden. Ubelastet gang.” (Menneskeføde, s. 201).

I Vær nær er en tur i skoven en del af “venlighedens værkstøjskasse” (s. 180-185), ligesom det er en opskrift i en af videoerne om bogens tema, nærvær.

Kierkegaard om at gå i Bent Rohdes grafiske kaligrafi

Men alt sammen er det fattige formuleringer sammenlignet med hvad Søren Kierkegaard i 1847 skrev i et brev til svigerinden Henriette (Jette) Kierkegaard, der var syg og svag, delvist af psykiske årsager.

“Tab for Alt [i verden] ikke lysten til at gå,” forklarer Kierkegaard. “Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.” Smukke ord. Moderne indsigt. 1847!

Her er hele passagen i gammel retskrivning, citeret efter Kierkegaard-forskningscenterets gengivelse af brevet:

“Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den.Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart[,] at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, – men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.”

Når man således bliver ved med at gå, så går det nok!

Bogforside

Forskningscenteret gengiver også en kaligrafering af citatet skabt af en af dansk boghåndværks grand old men, Bent Rohde fra Special-trykkeriet i Viborg. Jeg kender Rohdes virke fra hans mangeårige virke i Forening for Boghaandværk, hvor jeg for en del år siden var gæstemedlem i juryen til årets priser. Så da jeg i dag så, at han her i 200-året sammen med Karsten Kynde har lavet Nogle Kierkegaard citater, en lille publikation med kaligrafering (tegnet typografi) af en stribe Kierkegaard citater, bestilte jeg den straks.

Brevene fra Søren Kierkegaard til svigerienden Henriette er af digterpræsten Johannes Møllehave blevet anvendt som belæg for at Kierkegaard var en omsorgsfuld person med anlæg for sjælesorg, hvad vi måske i dag ville kunne kalde kompassion. (Andre har udlagt brevene som distræte, fordi Henriette siden fik problemer med at gå, men det afvises af Kierkegaard-forskningen.) En vigtig pointe fior Møllehave er at fremhæve, at Kierkegaard insisterer på, at dette at elske sin næste med nødvendighed også betyder at man skal elske sig selv:

“Kierkegaard skriver i sit opbyggelige værk “Kjerlighedens Gjerninger” om pligten til at elske. Her hedder det, at ‘Du skal elske dig selv som du elsker din næste’. Hans pointe er, at selvom man er syg og livstræt, skal man ikke have lov at smide sig selv væk, men blive ved med at elske sig, og derfor bytter han rundt på rækkefølge i buddet om næstekærlighed.”

Det er selvfølgelig samme tankegang, der går igen i Vær nær’s pointe om at når alle hænger sammen og alle får det bedre når den ekelte har det godt, så er det selvisk at glemme sig selv og ikke spor opforende at ofre sig selv. “Du må ikke ofre dig selv for de andres skyld,” lyder reglementet i Vær nær, s. 41.

Så det er alt sammen dejlig enkelt: Søren Kierkegaard har sagt det hele klarere og bedre for lang tid siden. Så vi behøver ikke boge den og kloge den. Vi kan bare tage ved lære og drage konklusionen, som er dejlig let at forstå:

Ud og gå!