Hyldest til H.U.G.tanden

Skriv et svar

En historie om konger, kunstnere, kronprinsesser og påfugle

Den gode maler, musiker og menneskesjæl Lars H.U.G. fylder 60 år i dag. Med stil!
Fødselsdagen fik mig til at tænke på et manuskript, som jeg skrev tilbage i 2004. Lars havde bedt mig lave teksten til bookletten til hans vidunderlige opsamlings dobbelt-CD “Greatest H.U.G.”. Det blev alt for langt, så kun et uddrag kom med i selve CD-boksen. Men her på hjemmesiden er der jo bedre plads, så som et tilykke og en hyldest til en god ven og en stor kunstner offentliggøres nu for første gang teksten i sin helhed:

 

Billedhuggeren

Hvem fældede ikke en lille tåre, da kronprins Frederik i sin bryllupstale til Mary sluttede med at sige: “Kom lad os gå, kom lad os se, gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed”? Hvilken gammel oprører blev ikke rørt, da landets mest tantede avis, Berlingske Tidende, dagen efter ryddede forsiden til fordel for billedet af et kyssende bryllupspar, tekstet med Lars H.U.G.s ord om den vægtløse kærlighed?

Berlingskes forside den 15. maj 2004 — dagen efter brylluppet.

 

Tårene og rørtheden stammede ikke bare fra, at vi jo her til lands alle sammen på bunden er lidt rå-royale. De kom sig også af det mærkelige i, at det blev en af landets mest kompromisløse og rebelske trubadurer, der forsynede tronarvingen med de ord om vægtløshed og det håb om kærlighed, han hilste sin tilkommende med, da hun nåede frem til eventyrlandet fra en fjern egn på planeten, hvor de fra vort synspunkt går rundt med hovedet nedad. Sangens titel viser noget om formatet hos både kunstner og kronprins: “Mon de kan reparere dig”. Tænk at turde give en kærlighedssang den titel. Tænk at turde bruge en sang med den titel i sin bryllupstale. Tænk at bo i et land, hvor tronfølgeren tør sådan noget. Tænk at have en kunstner, der brænder så meget igennem, at han, trods et totalt fravær af salonfæhighed, kan stjæle billedet ved det kongelige bryllup.

*

Lars H.U.G. er kunstner. Når han står op om morgenen véd han ikke, hvad dagen skal bringe. Blot for i dag ku vi være lyk lyk lykkelige. Han insisterer på, at der altid er mange muligheder: Han kan stå med waders på og lystfiske i Kattegat; han kan stå med pensel og male på en papkasse; han kan croone røven ud af bukserne på alle de rigtige sangere; han kan sidde ved havnen og fortælle, hvorfor alle de små fugle er forsvundet fra byerne; han kan gå på kaffebar og brokke sig over, hvor svært det er at skrive tekster; han kan gå i pladestudiet og drive endnu et hold musikere til vanvid over den syttende version af en sang; han kan vandre ud for at høre fuglene synge over sig. Lars H.U.G. nægter at leve som os andre med planer og madpakker og forudsigelighed. Han er sin egen, boheme, hed det i gamle dage. Parat til at tage imod hvad der måtte komme af stort og småt, grimt og godt.

Fra Berlingskes fødselsdagsportæt af kunstneren i søndags. Foto Søren Bidstrup.

We gonna get: high on love – although we gonnna crash. Livet som improvisation, som tilfældighedsleg, som modtagelighed, uden sikkerhedsnet, uden stabilitetspagt, men til gengæld med en hjerteskærende og pletvist ulidelig ligefremhed og autenticitet. Det er denne personlige rebelskhed, denne egensindighed i forhold til normalliv og konventioner, som gør ham så givende for os andre. Han leverer den rene gennemlevning af de stemninger og følelser, de sorger, smerter og euforiske lysøjeblikke, som hele tiden vibrerer rundt i vores alle sammens liv, men bare konstant må vige for aftaler, deadlines, mødetider og børn der skal til fodbold. Vi er en stor familie.Nogle i flokken må insistere på at lade sig rive med af det, der sker uden for flokken, for at se hvor det fører hen, så de kan vende hjem og fortælle de andre om rædslerne, svævet og nænsomheden derude, hvor ingen hverdagsrytme skærmer mod den værste tomgang. De må forlade bopladsen og gå på jagt, så de kan vende tilbage til bålpladsen med vildt, ingen vidste var derude. De må følge egne instinkter, for at have noget at byde de andre på. De må lade sig lede af øjeblikkets indskydelse, ikke af fællesskabets aftaler.

*

Kongen er i den modsatte situation. Hans dag er aldrig hans egen. Det er selvfølgelig en luksus at have kammertjenere og chauffører, kokke og vimsende hofdamer til at hjælpe sig frem mod de snore, der skal klippes over, og de små børn, der skal klappes på hovedet i løbet af dagens repræsentative opgaver, som ledsages af kølige vine, labre vagtelæg og de lækreste små suffléer og pindemadder. Det er forkælelse at være konge. Men kan man nogen sinde bare stikke af og gå en tur i modvinden? Langs havet i den grønne blæst hvor længslen skyller ind i menneske sind? De fleste af os er egentlig mere konger end kunstnere. Vi har pligter. Vi har relationer. Vi har travlt, fordi vi hele tiden har aftaler med andre mennesker – arbejde, børn, middagsselskaber, danseaftener. Vi har et liv. Vi er ikke som kunstneren, der ganske vist er fri af skemaerne, men om hvem man, som Bob Dylan har gjort det, må spørge: “Are the birds free from the chains of the sky-way?” Er fuglene fri af lænkerne på himlens hovedvej? Vi har fødder men vi har ingen steder at gå hen. Vi bevæges, når de to sider af os forenes, når vi kan mærke, at der er kontakt mellem den indre kunstner og den indre konge. Vi bevæges når den kommende konge bruger kunstnerens ord og siger dem til den kommende dronning: Kom lad os gå …

*

Terningskast, tilfældighed, løsrevne brudstykker af verdens flimmer. Sådan elsker Lars H.U.G. at arbejde. Eller også kan han bare ikke lade være. Teksterne til “Kysser Himlen Farvel”, måske hans bedste og vigtigste tekster, er skrevet som løse fragmenter af replikker fra tilfældige film, der kørte over fjernsynet, mens han sad og zappede rundt. Stjernernes positioner bliver til musik. Tilfældighed. Givethed. Det er ustyrligt, man får det man får, når man tager imod. Man vælger fra en verden fuld af muligheder. Man muskler sig ikke til resultatet. Man vælger blandt det, der findes; det, der tilbydes én. Man plukker uden plan. Det muliges kunst. Man er kunstner, ikke fabrikant. Lystfisker, ikke agerbruger.

Lars H.U.G. på Sejerø, april 2009. Foto: TN

*

Hvorfor synger fuglene? Det var Lars H.U.G.s første bud, da han i de første uger af året 1992 skulle kredse sig ind på tidens vigtigste spørgsmål. Sammen med Poul Nesgaard var vi i gang med at skitsere en serie debataftener på Dr. Dantes teater. Hvad var det virkelig vigtigt at finde ud af, hvis man skulle forstå samtiden? Hvorfor synger fuglene, spurgte musikeren. Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig. Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv. Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt. Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem. Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem. Og netop derfor får man noget på den dumme derved, lyder logikken. Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicap-teori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt. Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed. Det er, siger handicap-teorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Staits så smukt har udtrykt det, “money for nothing and chicks for free”. Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.

*

I et interview i Euroman, april 2003, fortæller Lars H.U.G. om de syv års tavshed, der gik efter gigantsuccessen “Kiss & Hug From a Happy Boy” fra 1996: “Mit pladeselskab foreslog mig at tage til London og indspille i Abbey Road med et stort big band. Men jeg kunne ikke. Det ville have være for nemt.” – Hvad er der galt i at noget er for nemt, spørger Euroman. “Det ved jeg sgu heller ikke. Det spørger jeg også mig selv om en gang imellem. For det kan være ulideligt. Simpelt hen ulideligt. Det er nok et eller andet med, at jeg skal helt derind, hvor knoglerne knirker,” svarer H.U.G. Et andet sted forklarer han om pladen “Save me from this Rock and Roll”: “Nogle af numrene har jeg jo fandeme indspillet i 50 udgaver i seks forskellige tempi med syv forskellige tekstbud.” Men samtidig ender han med at forklare: “Det skal ikke lyde, som om det har været pisse svært at lave, så er det jo ligegyldigt.” På den ene side er vor kunstner altså helt på det rene med, at man skal anstrenge sig, sætte sig nye mål, udfordre sig selv hele tiden, vælge det svære, for at være i live som kunstner – og for at gøre indtryk på damerne, sagde biologerne. Men på den anden side må det ikke se ud af noget. Det skal se let ud. Hvordan ved damerne så, at det var svært? Hvordan kan de vide, at det sværeste er at få det til at se let ud? Hvordan kan han være så sikker på at de kan vide det?

*

H.U.G.s forsidetegning til en af mine bøger

XO. Er du med? XO. Det er en hilsen, en slags kys og kram på engelsk. En uskyldig, barnlig hilsen, som med bogstaver maler et knus og et kys, X og O. Kys og knus – kiss and hug, som det hedder på engelsk og moderne Lars H.U.G.sk. Lars K.N.U.S. er billedkunstner, egentlig mere end han er musiker. Maler, især. Tegninger, malerier. I massevis. Manden maler med pensler, med ord, med sin stemme. En crooner, der er billedkunstner. En visuel mand, der giver lyde fra sig. Også visuel når han laver musik: Han baldrer biler på scenen. Autoophug. Skulpturer laver han også, men ikke meget. En sofa med krokodilletænder af patroner, har jeg set. Lars H.U.G. er ikke billedhugger. Han stjæler bare billeder med sin musik. Han er billedstormer. Fugl.

*

Den store amerikanske psykolog William James skriver i et af den psykologiske videnskabs hovedværker, Principles of Psychology fra 1890, om hvordan en billedhugger laver en skulptur: “I en vis forstand har statuen stået der i evigheder. Men der var tusinde andre ved dens side, og det er billedhuggeren alene, der skal takkes for at netop denne blev udfriet mellem alle de andre.” Man laver en marmorskulptur ved at fjerne noget marmor. Man tilfører intet, tager kun noget bort. Og derinde, førhen skjult bag alt det man fjernede, står så den yndige Venus i al sin pragt. Gennem tusind Venus’er når man frem til hende der venter derinde, hende der skal befris. Vægtløs derinde – er hun skabt af marmor eller af kærlighed? Tusind verdner ventede. Af sten eller af mandehjerte? Billedhuggerens besvær er at fjerne den unødvendige marmor. Beskuerens oplevelse er det, der er tilbage. Hvordan kan beskueren så forstå, hvori billedhuggerens anstrengelse bestod? Statuen viser jo netop ikke alt det, der blev smidt væk undervejs. Hvordan kan vanskeligheden, umagen, håndelaget, ødselsheden med tid og ressourcer, ses af beskueren? Kan hun se, hvor meget marmor der er fjernet og hvor svært det var at fjerne det? Kan hun se, at skulpturens klarhed, enkelhed, lethed, ubesværethed er det sværeste af alt at skabe? Kan hun se billedhuggerens usynlige arbejdindsats? Ja, hvis hun er en ægte prinsesse.

*

Prinsessen på ærten ved alt om, at når kunstneren efter den tilfældige søgen i livets tildragelser finder frem til noget funklende, han vil vise hende, så det kun er det funklende, hun får at se, ikke alt besværet undervejs og den bortskrabede jord. Det er måske hans søgen og dens omkostninger, der interesserer hende, men det er hans fund, han viser hende. Hun ved at en lysende sang er svær at lave, at efter legen med de indzappede ord følger den benhårde afpudsning og de tusind nætter i studiet. Hun ved, at det, der skal til, er lige dele kunstnerliv med luft i håret og kongeliv, hvor der mødes til tiden og kommanderes med studiemusikere. Hun genkender det levede liv i de legende ord, men også det stramme, ulideligt gentagne forsøg på at sige det endnu enklere. Nok vokser materialet ud af tilfældigheder, nådegaver og åbent sind. Men det skal pudses og plukkes gennem benhård disciplin og vedholdende kvalitetskontrol. Illusions they might come and go. I can still hear you say no.Prinsessen kan mærke det hele.

*

Han stjal billedet ved brylluppet, for han har sunget de ord, en kongespire skal sige til sin dronningespire. Han har givet os en musik og en samling tekster, som vi kan bruge, når vi vi vil sige det vigtigste og det eneste og det allermest banale: elsker dig for evigt. Det er det, det hele handler om. For hver af os, høj som lav, fri som fange: Kærlighed, den anden, det egentlige, fuglesangen, halløj du dér, er der nogen hjemme? En eller anden gir dig et navn, drømmer med på din drøm. Frederik fik sin Mary, Lars fik sine hug. En eller anden gir dig succes, sparker dig ned, så ved du hvem du er. Men vi bliver ved med at elske og hvert forår begynder hugtanden at synge. Fuglene synger til Skt. Hans, men han bliver ved. En eller anden, for mig er der kun dig. Det er aldrig ovre, heldigvis. Manden bliver ved med at ville vise sin kunst frem. Så ved du hvem vi er. Han bliver ved. Lysten driver verden. Gennem tusind værker venter vægtløs ærlighed.

XO,

Tor Nørretranders

Total twitter

3 svar

Der er gang i gaden på Twitter. Den borgerlige blogger Anne Sophia Hermansen henviser i et tweet til en artikel fra Information, “Vi bør leje – og ikke eje”, hvor jeg i et et interview fremlæger tankerne fra 2012-bogen afskaf affald om at det ville øge tilbøjeligheden til genbrug, hvis vi lejede sofaer i stedet for at eje dem. Producenten ville nemlig have en klar interesse i at lave sofaen på en sådan måde, at materialerne kan genbruges, når man har leveret sofaen tilbage — modsat nu, hvor producenten aldrig ser sofaen igen, fordi vi smider den på lossepladsen, når vi er trætte af den.

Henvisningen er ret neutral, men udløser alligevel replikker om, at den højreorienterede meningsmager er blevet femtekolonnekapitalist. 

På Informations kommentarside påkalder artiklen sig også heftige kommentarer, fordi den regnes som argument for at afskaffe ejendomsret, BNP, kapitalisme, koner, tandbørster, sund fornuft og retten til at få børn. En livlig debattråd med p.t. 87 mere eller mindre slagfærdige indlæg.

Som en debattør skriver på Informations side: “Tor har tydeligvis ramt en øm nerve!” Baggrunden for denne iagttagelse er: “Utroligt! Der kommer nogen med et ganske udmærket debatoplæg som drejer sig om problemstillinger vi SKAL tage stilling til, og det kan slet ikke gå for tjept, og lige med det samme myldrer lyseslukkerne fremme og fyrer fra alle løb indtil de er rødglødende.”

Der er gang i den. Interviewet er p.t. både den mest læste artikel, den mest anbefalede artikel og den mest videresendte artikel på Information.dk.

Genbrug, der vil noget.

 

 

 

 

 

 

 

Lektørens udtalelse

Skriv et svar

“Alle som interesserer sig for samfundsforhold, den demokratiske debat og relationer mellem mennesker.” Målgruppen for Vær nær iflg. Lektørudtalelse fra bibliotekerne.

“Denne bog har sin helt egen tilgang til samfundets sammenhængskraft,” står der om Vær nær i Lektørudtalelsen fra DBC, Dansk BiblioteksCenter.

Lektørudtalelsen for en bog imødeses altid med stor spænding, fordi den er rådgivende for bibliotekernes bogindkøb. Samtidig er Lektørudtalelserne fra det offentligt ejede DBC den eneste toneangivende form for “boganmeldelse”, der ikke stammer fra et kommercielt medie som en avis.

Lektørudtalelser skrives af bibliotekarer. Udtalelsen om Vær nær er skrevet af Bent Birk Kristensen der er chef for Struer Bibliotek.

“En perspektivrig og spændende debatbog om sammenhæng og nærvær i samfundet og det personlige liv skrevet på baggrund af videnskabelig viden og et stort personligt engagement,” står der i Lektørudtalelsen.

Beskrivelsen af bogens anvendelsesmuligheder og målgruppe er dejligt favnende: “Alle som interesserer sig for samfundsforhold, den demokratiske debat og relationer mellem mennesker.”

 

 

Præsten møder Fakta

Skriv et svar

Lokalavisen Villabyerne bringer den 2. juli en tankevækkende artikel af Marianne Telling, der er sognepræst ved Skovshoved Kirke. Hun starter sin fortælling i supermarkedet:

“I Fakta for nylig, der stod jeg i kassekøen, det var sent om aftenen, efter spisetid, der hvor roen har sænket sig, og man mærker trætheden i den lidt rodede butik efter en lang dag med mange kunder. 

Jeg skulle kun have to ting. Da jeg kom derhen, sagde damen før mig “kom du bare først”. “Tak for det”, jeg smilede. Der sad en ung mand i kassen, dér havde han siddet så længe, at han nu stod op, bag ved sin stol, træt og alligevel fokuseret.

En yngre kvinde skulle betale. “102 kroner”, sagde han. “Åh nej” – hun havde forkøbt sig på chokolade og havde kun 100 kr., men før nogen af os andre kunne nå at se efter småpenge, havde han taget to kroner op af sin lomme og plumpet dem ned i den automatiske møntautomat.

Hun blev så befippet, at hun knap nåede at sige tak. Da det blev min tur, så jeg ned på møntautomaten, der lå ti kroner. Nogen havde glemt at få dem med sig. “Dem skal du have”, sagde jeg til den unge mand, der sad i kassen, der havde været så hurtig til at hjælpe chokoladedamen.

På vejen hjem kom jeg til at tænke på hele scenen igen. Hvordan alle havde hjulpet hinanden, uden at se til siderne for at blive bemærket, uden at regne med at få noget igen. Og hvordan gode hensigter og gode gerninger har det med at brede sig som ringe i vandet.

Det er en gammel sandhed, vi kender det godt, men har alligevel brug for at blive husket på det: Smil til verden og du får smil tilbage. Giv, og du skal få. Elsk, og du skal selv blive elsket. Vejen til lykke går ikke igennem det du får, men igennem hvordan du forholder dig til det, der sker, lige meget hvor du er eller hvem du er.

Det ved vi, det kan vi mærke, og alt for ofte glemmer vi det alligevel. Og min lille historie er jo bare et simpelt eksempel på en stor sandhed.

Og nu er det også videnskabeligt bevist.”
Præsten fortsætter sin beretning:
“Tor Nørretranders har skrevet en fin lille bog, der hedder ‘Vær Nær’. Her beskriver han med videnskaben i ryggen, hvordan vi helt ind i vores inderste kerne er forbundne med hinanden. Ikke som noget tillært vel og mærke, men som en disposition, som det første valg eller første impuls.

Nogen siger, vi i bund og grund blot er grådige og selviske væsner, og at medfølelse og storsind er et tynd lag fernis af civilisation. Og verdenshistorien er da også fuld af eksempler på, hvordan mennesker degenererer og bliver til rene voldsuhyrer, hvis de får lejlighed til det, i krig og hvor der hersker lovløshed.

Jeg behøver ikke føre bevis for, at mennesket er i stand til at begå grusomheder. Det, der er interessant er, om det virkelig er menneskets inderste væsen – grusomheden, eller om vi faktisk er disponeret for fællesskab, og at egeninteresse fremmes ved at fremme alles bedste.

Det er pointen i Tor Nørretranders bog, og han underbygger sin pointe med mange videnskabelige forsøg.”
Og videre:
“Det viser sig, at man kan påvise en meget nær sammenhæng mellem vores indre, vores følelser og så vores ansigtsudtryk. Og vores ansigtsudtryk eller kropsholdning spejler sig konstant i dem vi møder, tydeligst i dem, vi er nært forbundne med, vores familie og venner.

Vi kender det godt; når én gaber, så gaber man selv. Eller man sidder på samme måde, eller holder hænderne på samme måde, i en samtale.

Faktisk er der noget om snakken: ægtepar kommer til at ligne hinanden med alderen. Gennem et langt livs – ubevidst – spejlen af hinandens træk, af smilet, holdningen og gestikken, så kommer mange ægtepar faktisk til at ligne hinanden.

Det er i grunden en smuk tanke, der forud gribes i Bibelens ord om, at to mennesker skal blive til ét: “Derfor er de ikke længere to, men ét kød”, som det hedder i vielsesritualet.

Når vi spejler hinanden, sker det som sagt ubevidst. Ganske små bevægelser i ansigtets muskler reflekterer den andens udtryk af sorg, glæde, vrede eller angst. Disse små bevægelser virker så igen ind i vores krop og sætter sig som en stemning eller følelse.

Det interessante er, at bevægelsen går begge veje. Hvis du er glad, så smiler du som reaktion på den glæde, du føler. Men hvis du smiler, så bliver du også gladere. Ansigtets muskler påvirker din stemning. Så du kan godt ‘fake it till you make it’ – selv hvis du er trist, bliver du en smule gladere af at smile.

Derfor, mine damer og herrer, har studier vist, at hvis man får sprøjtet botox ind i ansigtshuden, så har det konsekvenser for ens følelsesliv.

Man får sværere ved at mærke både sine egne følelser og andres følelser! Fordi ansigtets små muskler bliver lettere lammet, kan det indre følelsesmæssige liv ikke afspejle sig, hverken som reaktion på ens egne stemninger, eller som reaktion på andres udtryk.

Fordi musklerne spiller sammen med det følelsesmæssige system, der skal fortælle hjernen, hvordan man selv eller andre har det, så forhindrer lammelsen altså denne kommunikation. Man bliver ikke alene lammet i ansigtets muskler, men også i sine følelser.”
Marianne Telling fortæstter:
“Vi kender det godt – når der sker noget med vore kære, gør det også ondt på os. Helt fysisk kan smerten være, hvis det på en eller anden måde gør ondt på dem, vi føler os tæt på.

Og videnskaben kan nu bevise, at det er de samme områder, der aktiveres i hjernen, hvad enten det gør ondt på os selv – eller på andre, vi holder af.

Tor Nørretranders skriver: “Vi har været vant til at tænke i modsætninger: Egoisme (kun at gøre noget for sig selv) eller altruisme (at gøre noget for andre). Selviskhed eller selvopofrelse. Tænke på sig selv eller tænke på andre. Tænke på de få eller på de mange. På den enkelte eller på fællesskabet. Højre eller venstre. Velstand eller velfærd. Fornuft eller følelser.

Men det er falske modsætninger… Hvis man mærker de andres smerte, de andres glæde, de andres fryd og de andres sorg, så nytter det jo ikke én selv kun at tænke på sig selv, for det er helt afgørende for en selv hvordan de andre har det. Og det nytter heller ikke kun at tænke på de andre, for hvis man svigter sig selv, svigter man jo også dem, i og med at de kan mærke ens smerte”. (‘Vær Nær’, s. 15)

Du tjener altså både dig selv og alle andre bedst ved ikke kun at tænke på dig selv, og ikke kun at tænke på de andre.

For mig ligger det snublende nær at forbinde denne indsigt med det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.. og din næste som dig selv. Ja, som dig selv, ikke i stedet for dig selv eller før dig selv eller efter dig selv, men du skal se på dig selv som en næste, og se på næsten som dig selv – vi hænger sammen.

Den afsluttende pointe i Tor Nørretranders tankevækkende bog er, at vi kan faktisk træne os selv i at hænge sammen med flere mennesker. Vi kan udvide kredsen. For mens vi ubevidst og automatisk er forbundne med vores nære, vores familier, børn og venner, kræver det lidt øvelse at se hele grupper af mennesker som vores nærmeste.

Og øvelse kan være øvelse i nærvær. Ved meditation eller ved bøn, ved i det hele taget at opøve sansen for øjeblikket, opøver vi samtidig evnen til at føle empati med andre. Ved at tage vare på nuet, tager vi også bedre vare på både os selv og andre mennesker.

Mit lille øjebliksbillede fra Fakta blev for mig et eksempel på at være til stede i nuet, hvor der var umiddelbar tillid mellem mennesker. Det kunne sagtens have set anderledes ud, der var mindst 3-4 anledninger for den der ville, til at blive sur og gal: kø ved kassen, fjumrende kunder og personale, der skulle afløse hinanden til pause.

Men ingen blev sure, tværtimod var alle i det lille øjeblik medarbejdere på hinandens liv, på den gode måde.

Pointen: du kan ikke slippe for de andre. Vi hænger sammen, hvad enten vi vil eller ej. Hvorfor så ikke få det bedste ud af det, i den korte tid, vi nu har sammen?”

Det var gode præstetanker!

Fyn er fin

Skriv et svar

Fyens Stiftstidende bringer i dag en anmeldelse af Vær nær, der får fem ud af seks mulige stjerner.

Anmelderen Martin Kloster hæfter sig især ved bogens kredsen om at mærke hinanden og verden.

“Det slipper forfatteren ganske fermt fra i sin overbevisende, spændende argumentation, som giver noget vigtigt – refleksion.”

Rip, rap, radio

Skriv et svar

Radioprogrammet Forfra igen igen

Har vi ikke været her før? Rip, rap, radio? Nej, men der har tidligere – for fjorten dage siden – været en blogpost, der mindede en del om det her: Rap, rap, radio. Den handlede om et program i Radio 24syv serie “Forfra med Jeppesen”, hvor emnet var Vær nær og jeg var gæst i studiet (med en ilter Peter Bastian som gæst i telefonen).

I dag var der sikkert en del lyttere, der spurgte sig selv: “Har vi ikke været her før?”, for Jeppesen valgte at lave et nyt program med samme besætning: Emnet Vær nær, mig i studiet og Bastian på telefonen. Oven i købet var første del af programmet en spadseretur gennem de samme emner. Værten gentog igen og igen, at programmet var en reprise.

Men det var jo faktisk et nyt program  hvor tilmed Jeppesen denne gang undgik at blive muggen over noget og Bastian endda var helt høflig i telefonen.

Så det blev kedeligt? Ikke aldeles.

Der var nye emner på banen som tomtisning, nervøsitet, koncentration, at turde lytte, at være åben og at grine af sig selv. 

Men døm selv. Programmet kan høres her, hentet på på Radio 24syvs hjemmeside:

Man kan sige at vi tog den forfra igen.

Endnu en liste med bestsellers

Skriv et svar

Der findes faktisk to forskellige bestseller-lister for bøger i Danmark (og sikkert endnu flere).

Jyllands-Posten i dag:
Bøgernes Top 10

Den mest kendte, som har været omtalt her på siden, da Vær nær kom på listen og blev liggende, er den liste der skyldes opgørelser over salget i boghandlerkæden Arnold Busck. Denne liste gengives af Information, Berlingske, Politiken og Horsens Folkeblad. Med flere.

Den anden liste opgøres på baggrund af salget i boghandlerkæden Bog & Idé. Den offentliggøres i Jyllands-Posten. I dagens udgave af Jyllands-Posten (Kultur, siden 21) kom Vær nær også den liste liste med en placering som nr. 8.

Jyllands-Postens liste har Den Ultimative Studenter Kogebog som Nr. 1.

De to lister er ret forskellige, dels fordi kundegrundlaget for de to boghandlerkæder er forskelligt, dels fordi sæsonen er præget af store udsving i tallene.

Dette er ikke et billede fra Jyllands-Posten, men fra Jylland.  Engelsholm Sø, torsdag den 19. juni 2013 kl. 22.24.

Den første måned – ‘Vær nær’ fornemt fra start

Skriv et svar

Vær nær er kommet fornemt fra start siden den udkom for en måned siden, den 23. maj.

Den ligger stabilt på bestsellerlisten, er blevet downloadet tusindvis af gange, filmene om bogen er set tusindvis af gange og hjemmesiden her haft haft næsten 20.000 sidevisninger siden bogen udkom.

 

Den har ligget stabilt på bestsellerlisterne i de tre uger den har haft mulighed for det (listerne viser foregående uges salg). De er udtryk for salget af papirbøger gennem boghandelen.

Det gaveøkonomiske eksperiment med at at bogens indhold kunne hentes her fra hjemmesiden som PDF-fil har været meget populært. Filen er på en måned blevet hentet hentet 3120 gange. Det vil sige i gennemsnit 100 downloads om dagen. Rigtig mange.

De 28 små film om bogens emner, som også kan ses her på siden, er blevet vist 3805 gange på YouTube og har været et selvstændigt bidrag til debatten.

Denne hjemmeside har haft mere end 18.000 sidevisninger med relation til bogen i den seneste måned.

Der har været mange donationer fra folk, der var glade for den gratis PDF-fil og ville støtte arbejdet.

Der har været en masse presseomtale og anmeldelser i Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, og Berlingske.

Facebook-siden om Nærvær og Vær nær, som Nadja Pass startede, har også haft meget trafik, mange fine bidrag, debatteer og små film om nærvær og om bogen.

Så alt i alt en meget stor succes: Tak for interessen og fortsat god fornøjelse med debatten!

 

Berlingske: Anmassende positiv

Skriv et svar

“Bogen er nærmest skrevet som ét langt foredrag, hvor forfatteren hele tiden søger at begejstre sit publikum. Nørretranders er nok en dygtig foredragsholder. Men på tryk virker formen irriterende,” lyder dommen over Vær nær i Berlingske i dagens trykte avis og på netavisen B.dk, hvor Kasper Støvring anmelder en bog, som redaktionen kalder “anmassende positiv”. Det er vist nok negativt ment.

Støvring skriver:

“Budskabet i bogen er, at vi skal dyrke alle de positive følelser, vi allerede rummer fra naturens hånd for derved at skabe et bedre liv for os selv og for andre. En slagordsagtig formulering i bogen lyder: ‘Alle har det bedre, når du har det godt. Du har det bedre, når alle har det godt.’ Det er jo rene visdomsord.”

Støvring fortsætter:

“At vi har med en vismand at gøre, underbygges også af de sproglige nydannelser, man finder i bogen. Ja, man ser det allerede i titlen og undertitlen: »Vær nær – sammenhæng i sammenfundet«. Altså ikke samfundet, men sammenfundet. Så original er denne sproglige nydannelse, at den ledsagende pressemeddelelse slet ikke har gengivet den korrekt.”

Godt set! Pressemeddelelsen lykkes med at stave bogens undertitel og sproglige nyskabelse forkert (se titelangivelsen nederst i pressemeddelelsen).

Fra pressemeddelelsen …

Kasper Støvrings vigtigste problem med bogen er:

“Man savner nogle betragtninger over mere politisk ømtålelige emner som indvandring og mødet med mennesker fra helt fremmede kulturer. Nørretranders funderer over sammenhængskraften i biologien, men har kulturen da ikke noget væsentligt at sige? Ifølge den berømte amerikanske forsker Robert Putnam, der for nylig besøgte Danmark, medfører kulturel mangfoldighed en svækkelse af tillid mellem mennesker. Hvordan passer det med Nørretranders’ glade budskab? Hvor langt kan samhørigheden udstrækkes? Fra det lokale samfund til nationen og endda til et verdensfællesskab?Det er – realistiske – svar på den slags, man mangler i bogens sympatiske appel til det, der skaber sammenhæng i sammenfundet.”

Men selv om ordet “positiv” bruges i negativ betydning, er Berlingskes anmeldelse ikke helt negativ overfor ideen om positiv politik:

“Midlet til at skabe et bedre liv er bl.a. […] »positiv politik«. Det vil for nogen unægtelig klinge en anelse uhyggeligt, men tanken er god. Nørretranders vil gerne revitalisere civilsamfundet – naboskaber, venskaber, klubber og den slags – og det er et fint korrektiv til den dyrkelse af velfærdsstaten, der er så populær i dag.”

Bogen får tre ud af seks mulige stjerner fra Berlingske.