Restaurant Noma er åbnet igen som den særegne blanding af et spisested på allerhøjeste gastronomiske niveau parret med en slags laboratorium til undersøgelse af sære råvarer og avancerede tilberedningsmetoder. Omkring en gammel bygning på Refshaleøen har tegnestuen BIG skabt et orgie af vikingehus-agtig nordisk rumlighed, der både skaber rigelige rammer for udviklingskøkkenerne og et helt vidunderligt løftet rum til selve restaurationens hjerte: serveringen for gæsterne.

Et sjældent løftet og lysende og saligt stilfærdigt rum danner rammerne om det ekstremt flittige serveringspersonale og de glade kokke, der serverer de nye nordiske juveler på tallerkenen. Og hvilke retter der blev sat på bordet, da Rikke og jeg var gæster i Noma version 2 søndag den 18.2.18.

Rene Redzepi – den modige mand

Det nye Noma opdeler året i tre dele: Vinteren med skaldyr, sommeren med det vegetariske og efteråret med vildt og det vilde.

På den måde bliver serveringen af omkring 20 retter mindre bredtfavnende og komplet (fordi man ikke får kød og ikke ret mange grøntsager om vinteren). Men det er jo sådan naturen er indrettet. Hele ideen med Noma er at udtrykke tiden og stedet. Og om vinteren er det skaldyr, det handler om på vores breddegrader:

Blæksprutte, reje, musling, østers, søpindsvin, krabbe, havsnegl, tang, bær og et enkelt torskefjæs.

Protein i overmål, nærende, boblende og kropsligt rigt i en grad så man blev beruset uden brug af alkohol.

Det allermest velsmagende var retter med fon’er eller fermentering, hvor Noma-kokkene var lykkedes med at skabe brede, hele smage ud af skaldyrenes verden, enkelt endda med en aroma af armsved.

Stedet, stemningen, venligheden og nærheden til Christiania var overvældende klar og god.

En restaurant er tilbage, mere modig end nogen sinde, mere letflydende og effektiv end nogen sinde. Et personale der emmer af lutter livsglæde, stolthed, mening med livet og arbejdet.

Prisen for en menu er nogle tusinde kroner og der er 40.000 på ventelisten. Så det kan tage tid at spare sammen og at få et bord. Men det gør ikke noget. Noma har revolutioneret det københavnske restaurationsliv og gjort byen til en af verdens førende når det gælder gastronomi. Inspirationen oser ud af de lysende lokaler og vil forny og udvikle spisesteder i hele byen, hvor der er bedre plads og lavere priser.

Det er virkelig strålende.

NB: Ovenstående er ikke ment som en uvildig restaurationsanmeldelse, for jeg var gennem en årrække medlem af Advisory Board for Nomas årlige kokkefestival MAD, hvor jeg også har været taler flere gange.

Foto: Rikke Ulk

I dag var jeg i Politikens Hus for at Podcast-samtale i ca. 42 minutter med Jes Stein Pedersen om “Se frem” og give ham et pendul som tak for dagens leder i Politiken om gaver.

Dagbladet Politikens skriver i en leder i dag (om december måned):

“En af de bedste måder at give på er at vise tillid til andre. En anden er at have så meget tillid til sig selv, at man tør handle på måder, der overskrider éns egen radius og måske ligefrem er med til at gøre verden et lille nøk bedre.

Det er hovedbudskabet i Tor Nørretranders’ bog ’Se frem’, som insisterer på, at vi hver især kan gøre en forskel, hvis vi vel at mærke har mod til at tage os selv og vores forstand alvorligt.”

“Med Immanuel Kant, den store tyske oplysnings- og moralfilosof, som forbillede opfordrer Nørretranders os til at se frem og tage ansvar.

Til at mærke verden og os selv og derefter handle som myndige mennesker, der insisterer på oplysning og fornuft. Det er der hårdt brug for.”

Politikens anmelder Mikael Rothstein leverer en sortseers tankevækkende selvrefleksion over at se frem

“En fagligt funderet, videnskabelig og gennemreflekteret oplevelsesovervejelse om verdens tilstand og fremtid.” Sådan lyder religionshistorikeren Mikael Rothsteins beskrivelse af Se frem i en anmeldelse i Politiken i dag, hvor bogen får fem stjerner. (Anmeldelsen er lagt på nettet, men bag betalingsmur).

“En diagnose og et behandlingstilbud,” kalder Rothstein bogen. Diagnose: “Verden er blevet syg. Den hænger ikke sammen. Tingene går i opløsning, store katastrofer truer, dumheden råder og fællesskaberne svigter.” Kur: “Vi kan stå tilbage som de store vindere, hvis vi generobrer initiativet og stoler på, at vi kan gøre noget ved det. Og heri består kuren: Vi skal have modet til at tænke selv, til at analysere og diskutere, til at møde verden og dens problemer og til at gøre noget ved sagen.”

Politiken Bøger 17. november 2017

Anmelderen kommer hele bogen rundt – fra Immanuel Kant og oplysningstiden til  nutidens naturvidenskab – og ender med en meget smuk, bevægende og oplysende selvrefleksion:

Man har sådan lyst til at give Tor Nørretranders ret. Man vil så gerne dele hans optimisme og »spejle Oplysningstidens vision om man hver især handler, som man mener alle burde handle«. Kant er helten hele vejen igennem, men dybest set er det vel oplysningstidens gennembrud, der danner klangbund for fremtidsvisionen. Mennesket har hele magten, og tænker vi os om, kan vi bruge den på aller bedste vis.

Men altså, har han ret? Nu skal jeg ikke gå i rette med hverken Kant eller Tor Nørretranders, men jeg tillader mig at tvivle, selv om jeg deler den videnskabsbegejstrede forfatters idealer. Sandt er det, at mange, mange mennesker er kloge, vidende, fornuftige, dygtige og visionære – læseren kender sikker mange, og måske er han eller hun selv en af slagsen – men ufattelige horder af samme art er bundløst dumme, uoplyste og uvidende.

Tor Nørretranders føler sig sikker på, at den menneskelige kreativitet er stærkest, at klogskab og viden vinder, og at en ny oplysningstid derfor er ved at vågne til dåd. Nøgternt betragtet ser jeg det modsatte, når jeg sætter den intellektuelle kikkert for mit øje, og jeg har ikke engang grå stær.

Men netop derfor, fordi der findes sortseere som mig, er ‘ Se frem’ så god en bog. Den giver mig ikke ro til at være en desillusioneret gnavpot. Den insisterer på, at jeg faktisk går rundt med problemets løsning, for så vidt jeg er i stand til at tænke frit. Det er en interessant rævesaks at havne i, for hvem vil benægte at være fri i sin tanke? Ikke mig, og så falder Tors hammer. Hvis du kan tænke, kan du redde verden. Forstår jeg Tor Nørretranders ret, så skal du faktisk.

Godt brølt, gnavpot!

Mikael Rothstein

Professor Fredrik Stjernfelt fra Aalborg Universitet (i København) bliver “efterhånden faktisk bange”, fortæller han i en anmeldelse af “Se frem” i Weekendavisen i dag. Udtalelsen er bemærkelsesværdig eftersom den anmeldte bog starter med at erklære: “Vær ikke bange!”.

Men det blev den anmeldende litterat, semiotiker, idéhistoriker, filosof, forfatter m.m.m. – en af landets førende og mest inspirerende intellektuelle – altså alligevel af at læse en bog, som hans synes gentager forfatterens livsfilosofi igen igen og er præget af grøn tænkning. Hvorfor?

Frederik Stjernfelt

Forklaringen er åbenbart at Stjernfelt føler sig ramt af et eller andet i bogen, som han beskriver således i slutningen af anmeldelsen:

… bogens gennemgående »vi« : »Vi« tror alle sammen naivt, at verden findes, »vi« er bange for at kaste os ud i ny erkendelse, »vi« skal bare turde noget mere, og »vi« skal ikke lade os skræmme af magthavere og redaktører. Dét »vi« er lidt som sygeplejerskens »Nu skal vi have noget dejlig mad, Pedersen!«, når en ækel servering bæres frem – det er et »vi«, som forfatteren reelt ikke selv er en del af, og som jeg føler mig talt ned til ved at skulle forsøge at identificere mig med. Det »vi« fremstår som en hæmmet, naiv, bange og reelt ret uoplyst person, der skal befris af Nørretranders’ djærve vitalisme.

Men samtidig omfatter det »vi« os alle sammen, som det jubilatorisk hedder – det er os alle, der nu skal turde gå ind i fremtiden, og som nu skal forene os i direkte demokrati imod kapitalisme og fremmedgørelse og for mangfoldighed.

Det gør altid undertegnede mistænksom, når man hører sådanne politiske opråb, der omfatter alle uden undtagelse. Når nogen siger »mangfoldig« er der jo som regel nogen, der skal holdes udenfor, som ikke er mangfoldige. Og hvem er så det? Det siger Nørretranders ikke ret meget om. Filosofisk er det Platon og Aristoteles, der er dumme, for de tror på ting i stedet for processer.

Videnskabeligt er det Einstein, for han var ikke enig med Bohr. Politisk er det Trump, for han er ikke enige med klimavidenskaben.

Det er næsten de eneste modstandere, man kan få navne og positioner på. Men når ikke det bliver mere konkret end som så, bliver denne læser efterhånden faktisk bange – for, at modstanderen måske kunne vise sig at være ham selv.

Men bogen har jo modstandere. I bogens beskrivelse af oplysning som det forhold (som Kant peger på) at det handler om at hvert menneske tænker selvstændigt, hedder det om “det store problem i samfundsdebatten i dag”: “Den kulturelle overklasse i Danmark er helt overbevist om at oplysningstiden vil være den tid, hvor de får ordet hele tiden og får lov til at undervise folket i den rette dannelse. Debat, javel, men er vi er nogen, der har ‘den’, den rette oplysning.”

Bogen kalder oplysning for oprør og kalder til opgør med dem der tror at have patent på en oplysning, der fundamentalt set set handler om at alle tænker og ingen har patent på det.

Det må være det, der gør Frederik Stjernfelt bange.

Fra Frederik, Stjernfelts anmeeldelse i Weekendavisen d. 17. november 2017, Bøger, s. 14.

Kristeligt Dagblad anmelder i dag Se frem:  “Det oplyste menneske er kendetegnet ved ikke at modtage instrukser udefra, men netop ved at tænke selv. Og det er vi nødt til, hvis vi vil styre uden om katastrofer og opløsning og redde verden, er budskabet i denne veloplagte moppedreng af en bog,” skriver anmelderen, Lotte Kirkeby Hansen.

“Men det kræver,” skriver Lotte Kirkeby Hansen, “at vi lever efter Immanuel Kants tre grundsætninger for, hvordan vi skal forvalte vores fælles fornuft: Vi skal tænke selvstændigt. Vi skal tænke ud fra alle andres sted. Vi skal altid tænke konsistent. Og når Tor Nørretranders bløder Kants til tider knastørre etiske tænkning op, så tolker han den som en lang hyldest til, at vi skal undersøge verden selv, bestemme selv, ville selv, vælge selv, tænke selv, tosse selv og gå løs på det hele selv.”

Lotte Kirkeby Hansen konkluderer: “Tor Nørretranders’ nysgerrighed og hans ekstremt brede orientering fører ham og læseren vidt omkring, og referencerammen er spændt ud mellem blandt mange andre Aksel Sandemose og solsystemer, sorte huller og Rasmus Seebach samt smileys og Samsø Energiakademi. Kedeligt bliver det aldrig, og Tor Nørretranders’ entusiasme og energi er og bliver smittende.”

Bogen får fire stjerner i Kristeligt Dagblad.

Se frem holder på fornem vis skansen i toppen af bestsellerlisten.

Placeringerne for Uge 45 viser at Se frem er nr. 2 på bestsellerlisten for faglitteratur hos både Arnold Busck og Bog & Idé.

I sidste uge var den nr. 1 hos Busck og nr. 2 hos Bog & Idé.

På begge lister er Svend Brinkmann og hans Gå glip nr. 1. Så det er altså Brinkmann der står fast. Men det hedder hans første bog besteller fra 2014  jo også: Stå fast.

Jeg ser frem.

Er Kant kendt som den koldeste skid i filosofihistorien?

Berlingske bringer i dag en dobbelt-anmeldelse af “Se frem”. Bogen anmeldes af to vidt forskellige anmeldere med hver deres tilgang: Den velorienterede videnskabsjournalist Lars Henrik Aaagard og den højreorienterede filosof Eva Selsing (som ikke i offentligheden lægger skjul på sin orientering).

Fra Berlingskes hjemmeside B.dk

Gæt hvem der skriver følgende:

Pligtmanden Kant er ellers kendt som den koldeste skid i filosofihistorien; Nørretranders‘ tilgang er mildest talt kreativ.

Det er selvfølgelig filosoffen Selsing, som ikke bryder sig om min gengivelse af Kant og hans moralfilosofi. Selsing klager over “den noget specielle læsning af Kants moralfilosofi, som i Nørretranders’ version kommer til at handle om, at folk ikke bare skal tænke selvstændigt, men ligefrem »tosse selv og gå løs på det hele selv.«”

I det hele taget bryder Selsing sig ikke om bogen og slet ikke dens slutning: “Nogle underligt skarpe konklusioner på baggrund af en så gennemgående rodet og usammenhængende bog, der i øvrigt handler om noget andet.”

Tonen er lidt anderledes i den anden stereohøjttaler, hvor Lars Henrik Aagard ganske vist klager over at bogen for ham at se mangler fokus og er vel rigeligt jubeloptimistisk,  men tilføjer: “Når det er sagt, så demonstrerer den 62-årige forfatter stadig, at han er Danmarks fremmeste og mest indsigtsfulde videnskabsskribent. Og dertil en dyb og på mange måder original tænker. Ekstremt komplekse erkendelser og forskningsresultater bliver formidlet elegant, sat ind i nye sammenhænge og fremført med klassisk nørretrandersk vid.”

Fra Berlingske printudgave den 11.11.17

God og interessant idé Berlingske har fået med at anmelde i stereo. Nu venter vi bare på surround sound. Nåh nej, man behøver ikke vente, der er jo BogForum her i weekenden …

100-året for den danske skønlitterære forfatter Henrik Pontoppidans Nobelpris i litteratur fejres her til aften i Pontoppidanselskabet ved et møde på Frederiksberg.

Formanden for selskabet, lektor emeritus Johan Rosdahl beskriver i den anledning i dag i Kristeligt Dagblad Pontoppidans bog De Dødes Rige I-II, der også udkom for netop 100 år siden, hvor Pontoppidan fik Nobelpris for hele forfatterskabet, f.eks. den mest kendte roman Lykke-Per. 

Rosdahl skriver om De Dødes Rige:

Her beskrives råddenskaben i politik, det tragikomiske i megen alternativ medicin, side om side med skepsis over for teknisk-naturvidenskabelig løsninger, overhovedet mangelen på troværdigt og holdbart livssyn og uden anden udsigt end resigneret skepsis.

Den kan således på en vis måde sammenlignes med Tor Nørretranders aktuelle udgivelse om den store kollektive depression – dog med den vigtige forskel, at Pontoppidan ikke for alvor præsenterer et håb. Ikke i romanen i hvert fald. Men i et brev til Georg Brandes viser Pontoppidan, at han selv mener, at bogen giver håb: “(…) jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og paa denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke.”

Uanset de forskellige fortolkninger af “De dødes rige” ligger bogens beskrivelse af et samfund i opløsning på alle niveauer fast. Og det er netop ikke blot et enkelt menneskes skæbne og konfrontation med tilværelsens krav, der er på spil. ” De dødes rige” omfatter alle dele af samfundet, alle slags mennesker og alt, hvad der politisk, religiøst og filosofisk rører sig i tiden – kort sagt en skildring af et konkret samfund og en tidsånd. Og Pontoppidan lægger ikke fingrene imellem – allerede titlen er hård kost: Vi er alle døde i vores indre, i forhold til vores (for eksempel politiske) idealer, i vores kærlighedsliv, i forholdet til os selv. Vi er nemlig sygeligt optaget af det syge og dermed af døden, men formår ikke at overkomme hverken dødsfrygt eller dødsfascination. Nietzsche-udsagnet om, at det måske ville være bedre slet ikke at være født, løber som en usagt understrøm i bogen, undertiden tydeliggjort i en replik som denne: ” Livet er kun Smerte, Hansen! Det bedste er slet ikke at være født.” Og som sagt: Der er ikke noget håb at hente. Ingen Tor Nørretranders til at opildne med et ” Se frem – fra opløsningstid til oplysningstid”.

Tankevækkende: Opløsningsstemning for 100 år siden, midt under 1. Verdenskrig.

Men også: Det var da godt at de faktisk blev født dengang, for hvem skulle ellers have været vores forfædre?

Henrik Pontoppidan 1917

En uge efter udgivelsen ligger Se frem nu Nr. 1 på bestsellerlisten for faglitteratur hos boghandlerkæden Arnold Busck. Fornem debut!

Lige efter Se frem ligger Svend Brinkmanns Gå glip, der til gengæld topper som faglitterær bestseller hos  Bog & Idé, hvor Se frem ligger på andenpladsen.

Når det gælder lydbøger ligger Se frem (indtalt af forfatteren) hos Publizon Pubhub på en fornem fjerdeplads i alle genrer – kun overgået af tre krimier af hhv. Sarah Blædel, Michael Krefeld og Dan Brown.