Forfatterarkiv: Tor Nørretranders

Om Tor Nørretranders

Writer, speaker, thinker. Based in Klampenborg near Copenhagen, Denmark. Books published about numerous issues dealing with the modern worldview and being human. Phenomenons like consciousness, generosity, social behaviour and environmental issues are present in most of my books. Themes like food for the world, daylight in everyday life and the importance of epistemology are presently on my mind. My last name is often spelled differently from the Danish Nørretranders: Norretranders, Noerretranders, Nörretranders or Nrretranders -- all of which are fine with me. My best known books also include the weird Danish letters ø or æ or å in the title: Mærk verden (The User Illusion), Det generøse menneske (The Generous Man), Menneskeføde, Fælledskab (with Søren Hermasen), Glæd dig, Børnespørgehjørne, at tro på at tro. But not all titles include the unusual Danish letters: eg. vild verden, afskaf affald, Civilisation 2.0.

Multikultur i Ikea

Skriv et svar

Når den fysiske ramme er velkendt bliver den den menneskelige variation desto tydeligere

I går var jeg i Ikea Singapore for at købe stearinlys til et kursus i hverdagens kompleksitet, som jeg holder på Nanyang Technological University, verdens førende unge universitet, hvor jeg er gæsteforsker i disse måneder.

Men stearinlys uden lugt er ikke gængs på disse kanter, så jeg endte i det skandinaviske møbeltempel. Og fik mig nogle svenske kødboller og én på opleveren.

Rejser plejer at handle om nye steder –– men ofte  med samme slags mennesker, som man er vant til.

Men sådan er det ikke at gå i Ikea (Alexandra) i Singapore. Der er en paradoksal oplevelse. Alt det fysiske omkring én er aldeles velkendt og selvfølgeligt for en skandinav. Man kan næsten kende hvert lille hjørne i butikken.

Men brugerne er nogle helt andre end man er vant til. Tempoet, stemningen, hektikken og spragletheden er asiatisk, søndagslivlig og mega-multikulturel som det hele er i Singapore.

Et interessant projekt for en fotograf, en gruppe studerende eller en avis: Vis verdens mangfoldighed af mennesker, kulturer og klædedragter ved at portrættere dem i et miljø som går igen overalt, hvor de bor –– den besynderligt banale Ikea-ramme.

Kontrasten mellem mennesker og vaner bliver tydeligere og smukkere, når selve rammen er så velkendt.Man kommer for alvor til at elske forskellighed, når man oplever den midt i en gentagelse.

 

Jeg beklager at jeg ikke var snarrådig nok til at få taget nogle gode billeder selv, så det er mere eller mindre kommercielle fotos her.

 

Tanker om tænkende maskiner

Skriv et svar

Årets spørgsmål på Edge

Hvad tænker du om tænkende maskiner? det er en litterære agent John Brockmans spørgsmål i år til en international gruppe af fremtrædende og frimodigevidenskabsfolk, tænkere og forfattere. Hvert år indkalder Brockman svar på et rammende spørgsmål og deler dem på det spændende website Edge.org.

Besvarelserne er også i år mange og meget forskellige — fra maskiner som fjender til hjælpsomme maskiner og hvordan børn kan hjælpe maskiner med at lære at tænke. Min egen tanke: let os give e tænkende maskiner noget kærlighed, så de kan lære det på den måde pattedyr gør det.

Civiløkonomi? Deleøkonomi? P2P-økonomi?

Skriv et svar

Ja, hvad hedder det egentlig? Det er vigtigt at finde ud af, nu hvor den økonomi, der handler om samarbejde mellem almindelige mennesker og om ordninger, hvor man lejer i stedet for at eje kommer buldrende frem i et samfund udmattet af årtiers selvcentreret materielt forbrug.

Fremtiden handler om at dele ressourcer – dele biler, boresmaskiner, boliger, filer, musik, bøger, ånd, indsigt, viden, netværk og krydderurter i baggården. Det er godt for miljøet, fordi det sparer ressourcer. Og det er godt for mennesker, fordi det skaber ressourcer i form af fællesskab og sociale relationer. Win-win, som det hedder.

Go More … lokalsamfundet vokser.

Men hvad hedder det egentlig? For det er mange forskellige ting, der bare har den samme smag og ligner hinanden uden at være ens.

Der er deleordninger, hvor man ejer noget sammen og deles om at bruge det – for eksempel en samling biler af forskellig størrelse, som man hyrer efter behov og betaler brugen af.

Det er bytteordninger, hvor man lejer sig ind i hinandens boliger eller bytter boliger i ferien.

Det er køre-med ordninger hvor man samler passagerer til sin kørsel og tager penge for det.

Det er gaveøkonomi, hvor man forærer tingene væk, for at få adgang til andres anerkendelse.

Og det er leje af produkter hos store firmaer, så man ikke behøver eje dem — f.eks. sofaer fra Ikea, som så som producent får en kraftigt incitament til at gøre sofamaterialet genbrugeligt.

På engelsk kaldes alt dette nogle gange for peer-to-peer økonomi, fordi det ligesom internettet handler om at folk hjælper hinanden én-til-én, ligemand til ligemand, fælle til fælle, nabo til nabo uden at skulle gennem en central.

 En tænkende filosof!

I en usædvanligt perspektivrig og visionær kronik i dagens Politiken, kalder Matias Møl Dalsgaard det netop for peer-to-peer økonomi. Og det er der gode argumenter for. Men Dalsgaards unikke baggrund for at skrive om emnet giver ham mulighed for at pege på en vigtig, ny sammenhæng. Dalsgaard er nemlig både direktør for GoMore, hvor folk deler biler og kørsler, og ph.d. i filosofi og dermed udstyret med et skarpt analyseredskab til at forstå de konkrete erfaringer, han har gjort sig fra GoMore. Og spids så lige øren:

“Selve det, at man indtræder i et handlende forhold og bliver økonomisk aktiv, ændrer simpelthen ens adfærd og selvforståelse,” skriver Dalsgaard.

Vi bliver gladere, stoltere og  mere værdige af at handle med hinanden. Vi kommer til at lære hinanden at kende, vi deler køreture med naboerne og mest af alt: Vi oplever vores eget liv som mere tilfredsstillende og attraktivt, fordi vi kan dele det med andre. Man bliver stolt af sin bolig, når man lejer den ud. man bliver stolt at sit kvarter, når men viser en fremmed rundt i det. Man elsker sine ting, fordi man skal bære dem frem for andre, som betaler for at bruge dem. Det bliver sjovere at være menneske.

Ja, det bliver sjovere at være borger. Dalsgaards pointe er at man med denne P2P-økonomi genopfinder borgerrollen, rollen som menneke i et samfund: Man bekymrer sig om andre mennesker, deler sine ting med andre, vil have andres anerkendelse og respekt, vil være ordentlig. De borgerlige dyder genopstår med deleøkonomien! 

Den filosofiske skoling tillader Matias Møl Dalsgaard at få øje på perspektivet i det han ser i sin daglige hverdag: Det borgerlige samfunds dyder — ordentlighed, ordholdenhed, hensynsfuldhed — er vokset ud af alle de transaktioner, mennesker foretog med hinanden på markedet. Men kilden til al denne moral og ordentlighed forsvandt, fordi markedet blev anonymt og til en vekselvirkning med et indkøbscenter eller en statslig myndighed. Det er altså intet mindre end det borgerlige samfunds moralske grundlag, der er ved at blive genoplivet i kraft af en ny økonomisk aktivitet mellem ligeværdige og frie mennesker.

Internettet tillader os nu at finde vore naboer og dele ressourcer med dem i dagligdagen og dermed at genskabe lokalfællesskabet. Og internettet tillader os at blive fæller og venenr med mennesker fra andre verdensdele, som vi en tid bytter boliger med. Deleøkonomien genopretter samfundets sammenhæng gennem brug af digitale medier.

Det er meget stort og meget betydningsfuldt, hvad Dalsgaard her har fundet i sit virke.

Måske også en kende ironisk: det globale netværk skaber lokalt sammenhold.

Airbnb — at dele boliger med hinanden, en voldsomt voksende global aktivitet. https://www.airbnb.dk/

Industrialiseringen ironi

I søndags holdt Københavns delebiler 10-års jubilæum i Domen ved siden af Det Kongelige Bibliotek. Til fødselsdagen havde de samlet andre dele-organisationer, blandt andet GoMore, til en dele-festival. Jeg var blevet bedt om at holde en lille festtale og min pointe var netop det ironiske, der sker i vores tid:

Industrialiseringens ironi. Varerne er blevet mere og mere ens og monotone, alting masseproduceres og mister enhver håndværksmæssig egenart. Det ene eksemplar af et produkt er identisk med det andet, der er ingen som helst sjæl i det mere — som der i gamle dage var det i et møbel, en støvle eller en karet. I dag er alle biler ens (især dem af samme fabrikat) og verden er blevet forudsigelig og standardiseret. Denne udvikling har været genstand for megen kulturkritik. Og med rette.

Men hovsa! I det sekund alle produkter er ens, er de jo også blevet udskiftelige. Hvorfor skal jeg eje noget som helst, hvis alle tingene er ens? Så kan jeg jo lige så godt bruge den ene som den anden. Der er jo ingen grund til at det skal være den samme hver gang.

Det betyder igen, at jeg kan klare mig ved at have adgang til en pulje af ens produkter, i stedet for at eje et eksemplar. Jeg kan endda så have adgang til en pulje af ens biler i forskellige varianter. Det betyder at jeg kan vælge en ud af 100 ens små biler, når jeg skal bruge en lille — eller en ud af 25 store biler, når det er behovet. (Selv vælger jeg nu at cykle eller tage toget, men det er en anden sag).

Fordi alting er blevet ens, skal jeg fokusere på det tingen gør for mig (transporterer, borer huller, graver have), snarere end tingen selv.

ironien i industrialiseringen er altså at den i sidste ende fører til at jeg mister trangen til at eje.

Lige som jeg mister trangen til at eje mit møblement, når det nu alligevel er ens. Jeg kan lige så godt leje det af Ikea, som så får et incitament til at genbruge materialerne.

 

Del din bil alle vegne

Civiløkonomi

Men hvad hedder det så?

Matias Møl Dalsgaard peger på at peer-to-peer aktiviteter med at leje, dele og købe af hianden i lille skala genopliver det lokale, det tillidsfulde og det ordentlige. Det konkrete, nedefraskabte samfund.

Men det hedder jo civilsamfundet, til forskel fra marked og stat. Alt det vi i dagligdagen skaber sammen civilt mellem mennesker, blandt naboer, kollegier, i familien, blandt venner, på fortovet, i bussen. De små nik, der fører til tillid og den lille daglige livsglæde.

Civilsamfundet bygger på gaver og frivillige tjenester: Vi gir hinanden smil, måltider, hjælpsomhed og låner lige et stykke værktøj ud. I bøger som Det generøse menneske (2002), Fælledskab (2011) og Vær nær (2013) har jeg beskæftiget mig med hvordan dette civilsamfund gror frem som et produkt af hverdagen. Og jeg har argumenteret for at dette civilsamfunds gaveøkonomi i virkeligheden er vigtigere for vores hverdag end det fohold at vi lever i en markedsøkonomi med et stærkt statsligt element.

Civilsamfundet bærer hele samfundet. Intet marked uden samfund. Ingen stat uden samfund.

Civilsamfundet er forankret i en gaveøkonomi. Omvendt er P2P-økonomien en markedsøkonomi, men en meget gammeldags form for markedsøkonomi, hvor man ser hinanden i øjnene. Og netop dette at se hinanden i øjnene og føle tillid udgør de øjeblikke, som bygger samfund, som jeg beskriver det i “Vær nær” med afsæt i den amerikanske psykolog Barbara Fredricksons begreb om micro-moments.  Man ser hinanden i øjnene og opnår tiltro, glød, glæde, varme, relation.

Derfor kan man hævde, at det centrale ved alle de nye deleøkonomier er at folk ser hinanden i øjnene og skaber civile relationer, uafhængigt af de store hovedkvarterer i stat og marked. De er økonomi, de er marked, så de er ikke civilsamfund, men det særlige ved dem er at de ligner civilsamfundet og skaber civilsamfund.

De er derfor civiløkonomi: Økonomiske transaktioner der foregår i en skala og med en ligeværdighed som betyder at mennesker knytter sig til hinanden og til civilsamfundet ved at indgå i dem.

Civiløkonomi er markedet med et — i helt konkret forstand — menneskeligt ansigt. Det er venstrefløjens drøm om fællesskab og ligeværdighed samtidig med at det er højrefløjens drøm om frie markedskræfter og egennytte.

Civiløkonomi er mest af alt civil — hvilken form for økonomiske transaktioner, det så indbærer (eje, leje, lease, dele, bytte, låne, give) er mindre afgørende. Det afgørende at, at det gør mennesker gladere for tilværelsen, for hinanden og for de ting, der indgår i tilværelsen.

Vær civil!

ShibiDua sang: “Når man er to kan man få det hele selvom man må dele.” I dag gælder det: “Når man er to kan man få det hele fordi man må dele.”

Ordbog om ordet civil-

Læs her hvad Ordbog over det danske Sprog skriver om ordet “civll”, når det bruges som adjektiv/tillægsord, som det jo gør i sammensætningen civiløkonomi. Bemærk at adjektivet civil i dag bruges mindre om borgere og deres relationer, end i gamle dage. Men det er jo i en vis forstand de gode gamle dage fra det borgerlige samfunds fødsel, der er ved at genopstå med den nye form for økonomi. (Husk også at at civiløkonom er en tidligere meget brugt betegnelse for en økonom fra en handelshøjskole, som ikke har meget med det her at gøre.)

Ordbog over det danske Sprog, http://ordnet.dk/ods

 

 

TagTomat gør det grønt

Skriv et svar

TagTomat … en bevægelse for urban agriculture i København — eller bybrug, som jeg i bogen “afskaf affald” kalder det i analogi til landbrug — er for alvor ved at få fart på. En udgivelse om at gøre det grønt og gøre det sammen er på vej. Man kan støtte udgivelsen på boomerang.

Der er meget godt at hente for folk der vil dyrke i højbede og andet godt.
Folk på landet må også gerne kigge med:

Et sejt træk til cykler

Skriv et svar

Bedre bæredygtig teknologi:

Cykler uden kæde skaber større køreglæde

Man føler sig lige et par årtier yngre (og det er vi et par stykker der trænger til), når man sætter fra på en cykel med remtræk og kun ét gear. Jøsses, der er smæk på! Al den kraft, man afleverer i pedalerne, bliver direkte omsat til cyklens bevægelse på asfalten. Der er ikke noget slør – alle benkræfter bliver brugt til at sætte fart.

Nøglen er remtræk — en ny form for “kæde”, der forbinder pedalaksen med baghjulet. I den traditionelle cykelløsning er det en kæde, der skaber forbindelsen. Men en cykelkæde er tung og kræver olie. I remtræk erstattes kædes af en carbonfiber-rem, der forbinder to tandhjul.

Det er ikke meget, der er sket med cyklens design siden kædetrækket blev indført for 130 år siden. Det var til gengæld en stor forandring. I begyndelsen af 1800-tallet havde man skabt cykler, hvor forhjulet stod for både styring og kraftoverførsel . Bedst kendt er “Væltepeteren”, hvor man sad over et meget stort forhjul og  på én gang prøvede at styre, træde igennem og holde sig oppe.

Væltepeter i aktion Foto: Jørgen Stæhr

 

Kædetræk 

Kædetrækket flyttede kraftoverførslen bagud til baghjulet, mens forhjulet styrede. Kroppens bevægelse blev overført gennem pedaler, som ikke var fæstet i navet inde i et hjuls midte, men i stedet kørte rundt i en krank nederst på stellet. Altså den moderne cykel, som vi stadig kører på.      

Sikkerhedscykel fra 1885 — fra et dansk teknologihistorisk værk.

Kædetrækket tilførte også cyklen et nyt element: gearet. Der er udviklet en masse former for udvendige gear, hvor kæden kan hoppe mellem forskellige størrelser tandhjul. Dermed kan man ændre gearing. Det betyder at man skal træde mere eller mindre i pedalerne for at få hjulet til at dreje rundt.

Gearingen udtrykker hvor mange gange man skal dreje pedalerne rundt for at hjulet til at køre en gang rundt. Lav gearing betyder man gange rundt i pedalerne for at dreje hjulet en gang rundt og cyklen tilsvarende meget frem. Høj gearing betyder få pedalomgange pr. hjulomgang. Derfor er det lettere at træde i et lavt gear, f.eks. op ad bakke, fordi man skal flytte hjulet (og dermed cyklen og sig selv) mindre frem for hver pedalomgang. Det er også lettere at sætte cyklen i gang i lavt gear.

 

Remtræk   

Kæden er genial, men ikke uden problemer. Den sviner, fordi skal smøres, den er tung og den bliver slidt og slap og rasler. De seneste års materialeteknologiske udvikling har skabt mulighed for en ny måde at forbinde pedaler og baghjul, remtrækket. Remmen, der erstatter kæden, er en carbonfiber, altså en form for meget stærk kulstof-plast, som forbinder to tandhjul. Den er let, lydløs og smøringsfri.

Omkostningen ved remtrækket er, at man ikke kan lave de klassiske udvendige gear, hvor kæden hopper fra ét tandhjul til et andet. Men man kan fortsat bruge indvendige gear, som er de mest almindelige gear på dagligsdagscykler (de udvendige gear er karakteristiske for racercykler og mountain bikes, etc.). I de indvendige sidder tandhjul og gearing indelukket omkring f.eks. baghjulets nav.

Single-speed

Gear giver komfort, men er i de seneste år gået af mode blandt storbrugere af cykler, f.eks. cykelbude. Årsagen er at gearing medfører en sårbarhed, fordi der kan gå kludder i det, kæden hopper lettere af og der er meget der skal virke. Cykelbude vil hellere bruge benene til at accelerere og komme op ad bakker. Det er enklere og mere pålideligt. Og ved starter efter rødt lys slipper man for at geare op — og bagefter ned igen når man møder næste lyskryds. Enkelt-gear kulturen, single speed cykler, er derfor blevet populære i byområder.

Remmen i remtræk – model Gates Carbon Drive.

Lægger man de to tendenser sammen opstår en meget kraftfuld kombination: en cykel med kun ét gear og med remtræk – et orgie af enkelhed, lethed og direkte kraftoverførsel. Der er simpelt hen smæk for skillingen, når man træder i pedalerne. Benkræfterne går direkte over i fart fremad, fordi der ikke er noget til at “opsuge” kraften i form af gearkasser, kædeslaphed eller raslen.

 

Derfor vælter det i disse år frem med cykler med remtræk i mange varianter, se f.eks. denne spanske oversigt.

Viktor

Jeg har kørt en del på på to cykler med remtræk, begge fremstillet af de ihærdige og visionære tyske cykelmagere Schindelhauer, som prøver at forene et stramt design med en stram teknologi.

Schindelhauer mest rendyrkede cykel er Viktor (der har en pris omkring 12.500 kr.). Den vejer bare 8,3 kilo! Forklaringen er, at remtrækket er let og alt andet er skåret helt ind til benet. En lille, stiv, single-speed cykel. Det går meget hurtigt! Straks man sætter fra, bevæger man sig raskt frem. Den er selvfølgelig tung de første meter, fordi man starter i højt gear, men man får hurtigt marchhastighed. Og så er det bare deruda’.

Det overraskende er at jeg ikke savner de lavere gear, f.eks. op ad bakke. Forklaringen er dels at cyklen er så let, dels at kraftoverførslen er så intuitiv. Egentlig er det jo meget naturligt for kroppen, at den skal give lidt mere op ad bakke, end ned ad bakke. Det føles selvfølgeligt. Når man har kørt et par uger på single speed virker det overraskende besværligt at skulle geare ned på vej op ad bakke. Men selvfølgelig er de helt stejle bakker ikke til at forcere uden brug af gear.

Cykeloplevelsen er ekstremt vital. Man føler sig fuld af kræfter og fuld af fart. Man suser afsted fordi cyklen er meget stiv og effektiv.

Til gengæld dur cyklen ikke til at køre langsomt! Skal man følges med et barn, som lige skal have et puf op ad bakke, er det en pest at mangle gear. Har man tung last på ryggen og skal manøvrere hjemad, er det utrygt at savne den hurtige acceleration i trafikken, som de lavere gear giver. Så det er en cykel for sjov. Det er den så til gengæld også!

Viktor venter på toget

 

Frederik

Den anden cykel med remtræk, jeg  har erfaringer med, hedder Friedrich  og er en cykel der for alvor er nyttig (pris omkring 19..000 kr.). Den er bygget til komfortabel kørsel og hverdagens transportopgaver og otte indvendige gear.

Vægten er 13 kg, næsten halvanden gang større end single-speed Viktors. Det handler om indvendigt gear, tungere stel, og alt fra lygter til bagagebærer og støtteben. Alt det, der gør en cykel til et praktisk hverdagsredskab. Med to cykeltasker bag på kan den flytte et stort, tungt læs næsten uden at man husker man har det med. Cykeltasker er ret behagelige og må stå overfor en renæssance nu hvor cyklen er blevet så central i hverdagen.

Cykeloplevelsen med Friedrich er selvfølgelig ikke så adræt som med en let single-speed cykel, men den leverer fortsat et frit flydende tråd, som er langt renere end jeg kender det fra kædetrækscykler. Man cruiser let og blidt deruda’. Remtrækket betyder at cyklen er meget tyst, den siger faktisk ingenting – absolut ingenting – hvilket opleves som udpræget elegant når man kører. Man sejler hen ad vejen, mere end man tramper. Det er glidende og svævende. Med fuld oppakning.

Remtræk på Friedrich

Den tynde cykel

Til pendlere har tyskerne udviklet en særlig cykel, Thin Bike,  som vinder masser af priser (pris ca. 10.000 kr.) . Den er meget let og kan dreje styret ind langs stellet og folde pedalerne op, så den er nem at bakse med eller hænge op på en væg. Den er lavet til bykørsel og til at hive med op og ned af en stationstrappe. Den vejer 10 kg og har halv-andet gear, der er automatisk: Man starter i et lavt gear. Ved en fart på ca. 18 km/t skifter cyklen selv over til et højere gear.  God til integration af cyklen med offentlig transport og god til at tage med op i lejlligheden. Jeg har ikke kørt meget på den, men nok til at mærke, at den er meget mere cykel end en foldecykel.

Prisen!!

Hvad er der så galt med remtræk? Prisen!

Man kan ganske vist få langt billigere remtræk-cykler, end lige dem jeg har prøvet. Men der stadig ikke de billigste cykler, der findes. Med tiden og med mange brugere vil det jo nok ændre sig.

Men hvis cyklen er et primært transportmiddel sammen med offentlig transport er der vel ikke noget galt i at bruge penge på en cykel? Cyklerne ser ret seje ud med det træk, så det er heller ikke noget man har lyst til at lade stå natten over på en station. Vægten gør til gengæld, at man snildt kan have den med op ad en trappe.

De nye cykelteknologier er vigtige fordi de fremmer bæredygtig transport. Det er ikke meget moralske pegefingre men teknologiske nybrud og lækkert grej, der skal få os til at bruge cyklen noget mere.

Lysten driver værket!

På tærsklen til noget nyt

Skriv et svar

Norsk analyse af Stenens hjerne

Den norske museums- og udstillinsgteoretiker Hege Børrud Huseby forklarer i et bliogindlæg om “Stenens hjerte”, at udstillingens indledning er et eksempel på skabelsen af en “dørtærskel” (threshold) for opleveren.

Begrebet “dørtærskel” stammer fra den engelske kunstteoretiker Leslie Benford, der peger på betydningen af at skabe en tryghed hos gæsten, som lokker. Især når udstillingen er ny i sin form.

Fordi utstillingen er kuratert av en som ikke vanligvis lager arkitekturutstillinger, så er også denne noe helt annet enn det man forventer av utstillinger som handler om arkitektur og arkitektfirmaer. Nørretrander er nok en som Bedford ville ha kalt ”theatrically-inclined”.

”Theatrically-inclined designers create a threshold experience for visitors that makes them feel welcome and secure in their knowledge of what followes. this is the liminal space, an anthropologis’s term for transitional rites or times It is the space, real or metaphorical, between the ordinary and the extraordinary, the known and the unknown – that is, the imagined world of an exhibition”  Leslie Bedford i Art as Experience (2014, side 123).

I stedet for avanserte arkitekttegninger, teknisk fagspråk og tekster med bitte liten skrift, så er det poetisk språk, korte tekster, eksperimentelle kulisser og så store bokstaver at man kan se hva som står på lang avstand. 

Det er især “sanseposerne” med bygningsdele i starten af udstillingen, der bruges som eksempel.

Utstillingen begynner med en svart tunnel med enkel, stemningsskapende tekst på veggen. Deretter kommer man inn i et mørkt rom der det henger fire-fem sekker fra taket. Tekst på veggen forteller at sekkene inneholder elementer fra de tre bygningene utstillingen handler om, og oppfordrer til å kjenne på materialene. Sekkene har hull så man også kan stikke hendene inn i sekkene, men man kan ikke se det som er inni.
 
 
Det er tre grunner til at denne innledningen fungerer veldig godt. Det ene er at det er en avgrenset del i utstillingen hvor man ikke ser resten av utstillingen. Man blir derfor ikke distrahert til å gå videre til noe annet med en gang. For det andre så presenterer innledningen hva utstillingen overordnet handler om – de tre bygningene. Og for det tredje så gir den taktile aktiviteten besøkeren tid til forberede seg på å se en utstilling  om tre bygninger. Ved å kjenne på elementene og prøve å gjette hva det var blir man nysgjerrig på hvordan bygningene ser ut. Man begynner å forestille seg hva som venter i resten av utstillingen. Introen etablerer på den måten en motivasjon for å utforske utstillingen.

 

Husebys analyse er tankevækkende og rummer også påpegninger af mangler og uindløste muligheder i udstillingens fortælling, bl.a. manglende opfølgning på sanse-anslaget og manglende forankring af udstillingens genstand, Lundgaard & Tranberg.

Udstillingen kan ses til og med søndag.

Sidste udkald til udstilling

Skriv et svar

Arkitekten er glad for en anderledes udstilling om arkitektur, som slutter søndag den 21. september

På søndag d. 21. september slutter arkitekturudstillingen Stenens hjerte om tegnestuens Lundgaard & Tranbergs værker, der har været vist på Dansk Arkitektur Center siden slutningen af juni måned. Udstillingen er meget tæt knyttet til sine umiddelbare omgivelser, hvor fire af de omhandlede bygninger befinder sig indenfor kort afstand — det har derfor aldrig været tanken, at den skulle på rejse i ind- eller udland. Så næste søndag er definitivt sidste chance for at se udstillingen. Der er åbent mod entre kl. 10-17 i ugens løb og dertil aftenåbning med gratis entre fra 17-21 på onsdag.

Et af udstillingens mest originale elementer er et gigamtisk stereoskop, der ved hjælp af fire spejle trækker Skuespilhuset ind i udstillingen som en tre-dimensional oplevelse, der ses i en spejl-kile, som her er smedet i jern af udstillingens værktøjsmager Stefan Leunbach.

Udstillingen, som jeg har været tilrettelægger af (kurateret, som det hedder i udstillingssprog) , handler om konkret arkitektur, men også hvordan man kan forstå arkitektur som et middel til at forme vores liv og strømmene af energi, lys, luft, mad og mennesker gennem det.

Både i sin form og sit valg af perspektiv er udstillingen ikke helt som arkitekturudstillinger plejer at være. Det har der været mange arkitekter, der har været glade for.

Fagbladet Arkitekten bringer i augustnummeret en udstillingsomtale, hvor arkitekturskribenten Josefine Lykke beretter:

“Tidligere har BIG og 3XN været udstillet. Men hvor begge disse udstillinger var kurateret af arkitekterne selv, har Lundgaard & Tranberg altså valgt at give Tor Nørretranders frie tøjler til at formidle og fortolke deres arkitektoniske virke.

 Resultatet er et stærkt greb og et gennemført koncept, der udfordrer den gængse arkitekturudstilling. DACs største udfordring er og bliver at ramme deres brede målgruppe, fagfolk og andre, i samme udstilling. Men Nørretranders formår at tale til os alle sammen med sit radikale udstillingskoncept, som på én gang virker så utrolig selvfølgeligt.

 Jeg håber, at udstillingen vil tjene som inspiration for fremtiden. Den illustrerer på fineste vis værdien af, nogle gange, at lade andre end arkitekterne selv formidle deres tanker og værker.”

Men det med at der skal andre end arkitekter til er åbnebart ikke så populært blandt dagspressens arkitekturanmeldere, der må siges at reagere lidt pigefornærmet på udstillingens opgør med traditionel arkitekturformidling.  I Politiken har Karsten Ifversen (som tidligere omtalt her på bloggen) fundet det mest traditionelle element i udstillingen mest interessant.

I Berlingske Tidende har anmelder Torben Weirup den 6. september fundet at det var “Stor arkitektur, overflødig udstilling”. Weirup kalder udstillingen “noget af en skuffelse” og nævner bl.a.: “nogle lidt selvindlysende betragtninger om, hvad arkitektur er, et fragment af et fantastisk digt af Inger Christensen og nogle småinterviews med Lene Tranberg, der for en gangs skyld er for korte.”

Weirup skriver: “Det er med andre ord ikke nogen vægtig udstilling, og emnet taget i betragtning havde det været naturligt at forvente noget mere. Udstillingen er tilrettelagt af Tor Nørretranders, og man kunne måske nok have forestillet sig, at han havde mærket arkitekturen anderledes eftertænksomt. Især med en poetisk udstillingstitel som »Stenens hjerte«. Så hvis man sådan lidt formelt kigger på regnskabet, trækker udstillingen gevaldigt ned, men stjernearkitekturen ude i byen trækker gevaldigt op.”

 

Så hvem skal man tro på? Fagbladet Arkitekten, der finder det udfordrende og fornyende — eller dagspressen, der finder det dårligere end det man er vant til?

Døm selv. Udstillingen er der en hel uge endnu :-)

10 sekunders stilhed

Skriv et svar

Lars H.U.G. kalder til nærvær

“Vi må påtage os vores skæbne,” siger dagens fødselar, 61-årige Lars H.U.G. om sin nye single “10 sekunders stilhed”, der udkommer i dag som forvarsel for hans første dansksprogede album i dette årtusinde (sidst var det “Blidt over dig” fra 1992).

Den evigunge seismograf rammer verdenssituationen på kornet, når han forklarer sit nye nummer:

“Vi må påtage os at være mennesker på godt og ondt. I det kaos af larm, vi befinder os i i den velbjergede del af verden, begynder vores nærvær at sove. Vores empati falder i søvn. Der skal nogle store ting til for at få os ind i nuet. Og der kan en pause på ti sekunder lige vække en.”

Nærvær, empati, nu!

Musikken er fængende og klar – og den bare tonser energi og livskraft ud i rummet. Lyt!

Singlen er tilgængelig på Spotify, WIMP, Deezer, rdio, iTunes osv.

Den debuterede som åbningsnummer på årets Northside festival. En lille video der gir gåsehud:

Tillykke!

Biltur med Bastian

Skriv et svar

Til en sommerserie på DR2 med samtaler under bilkørsel var jeg blevet bedt om at invitere en gæst, og det blev min gode turmakker Peter Bastian. Optagelserne var en fire timer lang køretur, som siden af DR2 blev kogt ned til knap 30 minutter. Det kom der der denne her fjernsynsudsendelse ud af:

 

Politiken er ikke parat

Skriv et svar

Ville hellere have haft en gammeldaws arkitekturudstilling

Dagbladet Politikens arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen er ikke begejstret for udstillingen Stenens hjerte ­– og slet ikke for det nye den byder på: “Det mest traditionelle i udstillingen … er for mig udstillingens absolutte højdepunkt,” skriver Ifversen om en serie videointerviews med Lundgaard & Tranbergs hovedfigur Lene Tranberg, der vises sidst i udstillingen.

“Det tager altså toppen af lysten til at gå ind!” skriver Politikens anmelder om dette budskab på en 4 tons tung mur ved indgangen til udstillingen, som ellers handler ret meget om forholdet mellem bygning og model, virkelighed og beskrivelse, byen derude og udstillingen herinde. Ved siden af muren står der på væggen: “Der er ikke plads til udstillingen her. Den består af bygninger der er større end den du befinder dig i.” (Foto Kristian Ridder-Nielsen, Politiken.)

 

Fornyelserne, derimod, giver Ifversen ikke meget for. Spejle og stereoskoper stjæler billedet og en “kæmpemodel (1:20!) af Tietgenkollegiet … er en voldsom omstændelig indramning af en fotofortælling om livet i en af de mest underfundige bygninger i nyere tid.”

Udstillingen fortæller for meget om arkitektur i almindelighed og for lidt om Lundgaard & Tranberg Arkitekter i særdeleshed, mener Ifversen, der giver tre ud af seks mulige stjerner for udstillingen.

Det kan man selv undersøge, om man er enig i. Udstillingen kan ses to måneder endnu, frem til den 21.september.

Måske vil man se Tietgenmodellen som en hidtil uset måde at gengive en bygning på, hvor både skalaen og registreringsteknikken (Adam Mørks fotos optaget fra Bo Tornvigs drone) tillader at vise en bygning med liv i – ikke som en fotofortælling, men som en model af et beboet hus. Et ansigt med øjne.

Måske vil man se spejlene og stereoskopet som en ny måde at vise, hvordan en bygning (Skuespilhuset) indgår i sine omgivelser og er skabt og formgivet af en tegnestue, der er klar over at huset skal bidrage med noget til sin sammenhæng.

Måske vil man se udstillingens visning af Lundgaard & Tranbergs værker som et konkret eksempel på hvordan arkitektur kan fungere på mange nievauer på én gang — bl.a. som stoflighed, som fælleskabsramme og som kanalisering af strømme gennem livet. Den egentlige hyldest til tegnestuen er jo at den er et godt eksempel på, hvad arkitektur er og kan være. Et smukt eksempel på bestræbelsen på langsomt og nænsomt at nærme sig drømmen om at skabe en by der er blød som en krop (vendingen er fra det Inger Christensen-digt, der afslutter udstillingen).

Måske. Se selv. Sågar en småsur K.R.S. Ifversen finder det “skægt”.

Udstillingens model af Tietgenkollegiet i skalaen 1:20. Er det en meget omstændelig fotofortælling, som Politikens anmelder mener, eller er det en helt ny måde at vise en beboet bygning på, så den ikke – som de traditionelle arkitekturudstilingers hvide skummodeller – ligner et ansigt uden øjne? Foto: Kristian Ridder-Nielsen, Politiken.