Danmarks førende nyhedsbureau hedder Ritzau og udgør rygraden i landets nyhedsformidling. Enhver redaktionsleder er glad for bureauets lister, der giver et overblik over de vigtigste indtrufne og forventede nyheder. Den 4. oktober 2019 citerede “Ritzau morgenbrief” en leder i dagens udgave af Kristeligt Dagblad: “Det er en anden tone end den frygtsomme, der ofte bruges til at mane undergangsstemning frem, når debatten gælder klodens fremtid.”

Lederen tager afsæt i min bog “Samfundsglæde” og skriver: “Hans pointe er, at uden taknemmelighed og glæde ved alt det, man har, får man ikke kræfterne til at modstå opløsningen og skabe den nødvendige forandring, som gør samfundet mere bæredygtigt og klimavenligt. Den forandring skal være drevet af glæde. … Frygt lammer, mens glæde giver kræfter.” Kristeligt Dagblad bringer i dag også et større interview om at huske at elske samfundet og et uddrag af bogen om “at glæde sig er det samme som at turde blive skuffet”.

“vi har mistet en naturlig stolthed, taknemmelighed og glæde ved alt det i det danske samfund, der fungerer,” skriver Kristeligt Dagblads leder om bogens anliggende.

En enkelt avis nåede at anmelde bogen på udgivelsesdagen: Berlingske, som til gengæld er et af de få større dagblade, der ikke har lavet interviews eller anden omtale af bogen. Anmeldelsen er skrevet af Rune Selsing, som man roligt kan beskrive som højreorienteret. Han er ikke glad for bogen: “Tor Nørretranders’ mange strøtanker om »samfundsglæde« er hverken sjove, oplysende eller særlig relevante.” Konklusionen er at det er en bog uden en samlet idé: »Hvad har Nørretranders egentlig på hjerte? Noget med at lokalsamfund er godt for alt muligt. Fint nok. Så skriv om det.«

En lang række jyske og fynske lokalviser bringer et fællesproduceret interview  under overskriften: “De, der tror, at verden går under, har taget fejl hver eneste gang.”

Foto: Birgitte Carol Heiberg

Fra bogen “Samfundsglæde”, der udkommer fredag den 4. oktober. Manifestet indleder bogen. Den afsluttes med andet manifest, der handler om strømme. Det meste af bogen er mere almindelig tekst.

– og andet godt fra aviserne en uge før udgivelsen

Bogen Samfundsglæde, der handler om at være opmærksom på samfundets kvaliteter, så man bedre kan håndtere udfordringer som ulighed og klimakrise, har fået et badge: et lille skilt man kan bære for at vise, at man er med på ideen: Jeg elsker samfundet. Forbogstaverne bliver til JES.

Badgen er ligesom bogen endnu ikke “udkommet”, men kun fremstillet i et begrænset oplag.  Den bliver forhåbentlig snart muligt at få et eksemplar.

Men allerede inden den er blevet udbredt i samfundet har ingen ringere end håndtegneren Roals Als, Dagbladet Politikens smågeniale satiriske illustrator, lavet en efter hans opfattelse forbedret badge, der har skiftet ud i midten. Den ses i Politiken den 28. september:

På denne  på fornemme vis fik bogen Samfundsglæde i dag en præsentation i den trykte avis og på Politiken.dk:

Her en uge før udgivelsen var også Jyllands-Posten i dag ude med et større interview på både print og nettet. Interviewet har på finurlig vis karakter af en terapi-session.

Således skriver Jyllands-Posten.dk:

Men terapien må have svigtet, for journalisten skriver:

“Dagen efter finder jeg i min taske en lyserød badge, som Tor Nørretranders gav til mig. Der står »JES! JEG ELSKER SAMFUNDET« på en lyserød baggrund. Man bliver glad af at se på den. Da jeg vil hæfte den på min skjorte, knækker sikkerhedsnålen af bagsiden. Et vink? Der er åbenbart intet quickfix, hvad angår samfundsterapi.”

John Brockman med hat

Den indflydelsesrige amerikanske litterære agent, redaktør og intellektuelle enzym John Brockman er nu nået til vejs ende med en årtier lang opvisning i at stille gode, dybe og tankevækkende spørgsmål til en international gruppe af forskere, skribenter og andre tænkere.  Svarene er blevet bragt på Brockmans websitet Edge.org og siden i bogform. Svarene på det sidste spørgsmål er nu oppe på Edge og på vej i bogform. Se mere på den engelske afdelingher på siden.

Nu vågner vi

Tale  ved Folkets Klimamarch Aarhus den 25. maj 2019

Nu vågner vi. Over hele verden, time for time, mens kloden drejer døgnet rundt, åbner vi øjnene og indser det enkle, som de unge i disse måneder år og år er ved at lære os alle sammen: Vi må tage det her alvorligt, vi må gribe ind og gribe fat om vores eget liv, hele tiden spørge hvad vi skal gøre. Hele tiden, i ethvert øjeblik, ved enhver handling, helt enkelt spørge: Ville det være godt for mig hvis alle gjorde som jeg er på vej til at gøre nu?

Ethvert liv, enhver handling kan være en begyndelse på noget bedre, en anden tid, en anden alvor, et andet engagement. En begyndelse på en glæde, en følelse af tilhør, en stolthed over at være menneske. Vi må hele tiden spørge os selv, om det vi gør, er noget vi ville elske hvis alle gjorde. Eller om vi lusker afsted med at gøre noget, vi inderst inde helst var fri for at se gentaget. Hvad vi hver især kan gøre er ikke meget, men det er nok til at det betyder noget, at det gør en forskel – og at vi kan spørge os selv om det er en del af problemet eller en del af løsningen.

Det handler ikke om afsavn, om nægtelse, om smalkost og fromhed. Det handler om at være stolt af sig selv og sit liv. At se det som en styrke og en livsbekræftelse at kigge efter biller og blomster hvor man bor i stedet for at drosle i metalrør til Sydøstasien for at dase i en strandstol. At elske sin elcykel i stedet for en osende benzinbil fra et andet århundrede. At se fremtiden i sine handlinger i stedet for fortiden. At nyde de rige smage i den vilde mad fremfor at nedkværne overdrevne oksebøffer med bearnaisesovs. At opdage et univers af ting der gror selv fremfor det vi kommanderer frem i vores landbrug.

Vi vågner nu til indsigten i at mulighederne er enorme. Aldrig har der været så megen viden, så megen fantasi, så meget teknologisk snilde og så mange mennesker der kan læse og skrive som nu. Aldrig har vi haft så store muligheder for at skabe en bedre verden. Vi skal bare komme i gang. Ungdommen viser vejen. Over hele verden har skolestrejker, børnebevægelser, ungdomskløgt og enkle, insisterende spørgsmål vakt vores opmærksomhed: Vi kan selv tage stilling til det. Det er ikke indviklet – der skal gøres noget. Nu.

Det er ikke tid til at tøve, til at vente, til at bøje nakken i opgivenhed. Vi kan ikke være passive nu, vi kan ikke afvente hovedkvarterernes og magtcentrenes beslutninger. De kommer først i gang, når vi er gået i gang. Politikerne følger deres vælgere og vælgerne er os. Vi skal gøre det vi tror på, sige det vi mener og kæmpe for det vi har kært. Så kommer politikerne med. Det er ikke omvendt. Det er os, der er verden. Det er os verden venter på. Hver dag, hver morgen, hvert øjeblik: Er vi vågnet? Er vi der? Vil vi gøre det rigtige i stedet for det forkerte?

Det er de små beslutninger, det handler om. Små daglige beslutninger i lokalsamfundene, boligkvartererne, landsbyerne, skoleklasserne, sportsklubberne, kvindenetværkene, vennekredsene, familierne, i den enkeltes liv. Små ting, små handlinger – javel. Men hvis vi ganger de små handlinger med 7,5 milliard mennesker, så bliver det til store handlinger. Hvis vi alle sammen gør det vi tror på, står ved det og er stolte af det, så kommer de alle sammen med, politikere, kapitalister, fagforeningsledere, borgmestre og rejsebureauer. Vi skal ikke vente på dem. Vi skal ikke give op. Vi skal gøre det vi tror på – så kommer de magtfulde med. Så følger de store beslutninger om infrastruktur, teknologiudvikling, forureningsbeskatning og massiv støtte til de udviklingslande, der skal have hjælp til at undgå de fejltagelser, vi lavede i de rige lande.

Verden vågner. Den vedvarende energi skal bære fremtiden frem og vi skal hjælpe til med at fremme den verden over. Vi kan skabe eksempler i vores lokalsamfund, som de kan bruge i andre lokalsamfund. Vi skal gøre videnskab, teknologi og visioner tilgængelige for alle. Vi skal hjælpe os selv ved at hjælpe andre. Vi skal fri af fortidens fejltagelser.

Vi er ved at vågne fra et mareridt. Et mareridt vi har haft i 10.000 år. Menneskehedens mareridt. Siden afslutningen af sidste istid har vi bevæget os væk fra den livsform der har præget langt det meste af menneskets to millioner år lange historie: livet som jæger-samlere der levede af naturens egen overflod. Klimaforandringen i slutningen af sidste istid fik vores forfædre til at gribe til en teknik, de kendte, men indtil da havde valgt ikke at bruge: landbrugets kontrol over verdens vækster. I stedet for at lade naturen gro frit, skulle den under kontrol og styring. Man pløjede alt det spontane ned og fik sine foretrukne afgrøder til at dominere jorden. Resultatet var en massiv forurening med kuldioxid, CO2. Det meste af den CO2 mennesker gennem historien har ledt ud i atmosfæren stammer fra ændret jordbrug. Industrialiseringen og de fossile brændsler er vigtigst i dag, men ikke samlet set gennem historien.

Vi var bange. Bange for ikke at få nok at spise. Bange for naturen, bange for verden. Vi troede vi var nødt til at tage kontrollen for at kunne overleve. Nødt til at styre jorden, hente energi i undergrunden og gemme affaldet i tønder. Vi stolede ikke på verden. Vi tog magten over den, og nu indser vi at vi er ved at ødelægge verden. Det er et mareridt, kontrollens mareridt, den onde drøm om at verden ikke vil os det vel.

Men vi er ved at vågne fra mareridtet. Vi er ved at forstå at verden er venlig, at der er masser af energi i det miljø, vi lever i. Vi skal bare fange den med vindmøller, solfangere og biomasse. Vi skal bare stole på verden og vores egen snilde, så er der nok til alle. Verden er venlig, vi er velkomne i verden, vi hører til. Vi er indfødte på planeten Jorden.

Klimakrisen er en uafviselig udfordring. Den rører ved alt hvad vi gør, hvert eneste øjeblik i vores liv. Den er en fantastisk chance for os. En opvågnen. En enkel og altforandrende indsigt: Mareridtet er forbi. Verden er venlig. Verden venter på os, på vores venlighed. Verden venter på at vi vågner op til vores eget liv. Verden venter med glæde.

Fagbladet “byggeri + arkitektur” har vist mig den ære at bede om en  beskrivelse indretningen af lysindfaldet på mit arbejdsloft i stuehuset på Stauns 3,  Samsø. Artiklen står i nr. 94, maj 2019. På nettet ligger den på Byggeri+arkitektur’s hjemmeside med flere billeder og billedtekster.

Her følger artiklens tekst:

Murermesterhus som prisme for dagslys

Kontraster, højtsiddende lysåbninger og konstant forandring af belysningen dagen igennem var noget af det jeg drømte om, da 1. salen på et stort murermesterhus på Samsø skulle indrettes til arbejdsplads for min forfattervirksomhed.

Det store stuehus blev bygget i 1935 til et af øens mest veldrevne landbrug og har en enestående beliggenhed i Stauns, hvor Samsø er smallest. Mod nord ses fra huset således både øens vestkyst og den usædvanlige østkyst i Stavns Fjord. Bygningen er orienteret med længdeaksen øst-vest. Udfordringen var at forene den usædvanlige udsigt mod nord med et rigt varieret indfald af dagslys fra alle verdenshjørner. Huset har en grundplan på 180 kvadratmeter og et klassisk saddeltag med afvalmede gavle. Begge gavle (mod hhv. øst og vest) har klassiske dannebrogsvinduer, som det er karakteristisk for murermesterhuse.

Løsningen omfatter seks lysåbninger i selve tagfladen. Tre små klassisk udformede tagvinduer (Louvre Heritage H-31) er placeret, hvor der i forvejen var gamle støbejernstagvinduer mod nord.

To større tagvinduer, der er smalle og høje (Louvre Classic L-26), er placeret meget højt på den sydvendte tagflade. De leverer ikke udsigt til andet end himlen, men til gengæld en intens, spot-agtig lysvirkning på den modsatte indre tagflade og på gulvet. Dagen igennem flytter lyskeglerne fra de to vinduer sig med Solens position på himlen, så det bliver til en slags solur. Der er hele tiden kontraster og store luminansspring mellem det direkte belyste område og resten af rummet. Grænsen er i konstant bevægelse på grund af Jordens rotation. Lysstrejfene bliver som månen: Man ved aldrig helt hvor man har dem. Loftsrummet med dets hanebånd bliver til en skyggemaskine i konstant forandring. Dagslyset brydes som i et prisme ud i lokalet.

Men det er ikke bare lysfordelingen, der giver mindelser om prismer. Det er også en opsplitning af dagslyset i farver, som skyldes det mest spektakulære af vinduerne.

Det sjette vindue er en meget stor spalte i den nordvendte tagflade, som deler tegltaget i to. Spalten, som kan minde om åbningen i en astronomisk observatoriekuppel, går fra gulv til kip med en lysåbning på 1,35 meter i bredden og 5,80 meter i højden.

Dette dramatisk store vindue (Louvre Panorama baseret på teknologi fra det engelske ovenlysfirma Glazing Vision) tjener flere formål. Det giver en storslået udsigt mod nord. Det trækker højt lys ind i toppen af rummet. Det skaber en særegen følelse af højt til loftet og himlen (hvad der jo også er). Og det giver en overlegen udsigt til nattens nordlige stjernehimmel med Nordstjernen i centrum.

Tilsammen skaber de to højtsiddende sydvendte vinduer og det store nordvendte vindue en usædvanlig farveoplevelse i solskinsvejr. Gennem det store vindue falder lys fra den blå himmel ind med en meget høj farvetemperatur (omkring 10.000 K). Gennem de højtsiddende sydvendte vinduer falder der direkte sollys ind med en meget lavere farvetemperatur (omkring 5.000 K). På gulvet mødes de to lyspletter ved siden af hinanden: en kold blå og en varm gul. Forudsætningen for dette møde og dens åbenlyse farvekontrast er, at kun dele af tagfladen er åben for lysindtag, så det hele ikke drukner i lys fra alle retninger. Forudsætningen for at de to lyspletter forekommer øjet sammenlignelige, så man kan se farveforskellen, er desuden, at det vindue, der åbner for det spredte blå himmellys, har en meget større lysåbning (her mere end ni gange større) end det vindue, der åbner for det intense sollys.

På en solskinsdag dominerer de sydvendte vinduer rummets belysning på grund af det direkte sollys. På en gråvejrsdag er lysindfaldet anderledes. I princippet kommer lyset fra alle retninger, når det er overskyet, for hele himlen er ensartet lysende. Derfor bliver det vindue, der har størst lysåbning og således ”ser” mest himmel, leverandør af mest lys. Når det er overskyet dominerer derfor det store vindue. Lyset skifter ikke så meget i løbet af en overskyet dag, men forskellen mellem størrelsen af lysåbningerne giver klare kontraster i rummet og skyggevirkninger fra hanebåndene, også selv om det store problem med gråvejrets dagslys jo er fraværet af skygger.

Effekten af de nye vinduer blev mere iøjefaldende end jeg havde turdet håbe. Lyset bliver dynamisk og varierer i farver, skygger og luminans. Det er det, øjet kan lide, for det svarer til at gå rundt i en skov. Der er hele tiden forskelle, og de flytter sig dagen igennem. Det er sundt for syn og sjæl.

Bladet havde naturligvis ikke plads til alle de billeder, de fik, så her følger lidt flere:

Gul og blå – lysstriber på rad og række langs den nordvendte tagflade. De to gule lysstriber (forrest og bagest i billedet) stammer fra to højtsiddende vinduer i den sydvendte tagflade. Det blå lys i midten stammer fra det store vindue i den nordvendte tagflade. Den blå lysstribe på gulvet er lysindfald fra den blå himmel gennem det store vindue. Den blå lysstribe langs tagfladen er siden af vinduets lysning, belyst af den blå himmel.

Variation i lys – loftslokale med mange lyskilder der belyser med forskellig intensitet. Gennem dagen flytter lyset sig, især i solskin. I gråvejr dominerer lyset fra det store vindue. I solskin dominerer de højtsiddende sydvendte vinduer.

Klassisk – det traditionelle loftsvindue i en moderne udformning, Louvre Heritage H-31 fra Saxo Solution. Den buede lysning er udført af Bager’s Tømrer- og Snedkerforretning, Samsø.

Solur – lysindfaldet fra et højtsiddende vindue i den sydlige tagflade sender en intens sollysstribe over på den nordlige tagflade, hvor den flytter sig med dagens gang og fortæller hvornår det er frokosttid.

Symmetri – højtsiddende vindue i den sydvendte tagflade sender lys over på den nordvendte tagflade. Louvre Classic L-26 fra Saxo Solution.

Udsigt – det store vindue i den nordvendte tagflade (lysåbning 1,35 x 5,80 meter) trækker et højt lys ind i rummet og giver udsigt over Stavns Fjord. Vinduet eer leveret af engelsk/hollandske Glazing Vision, importeret af Saxo Solution som Louvre Panorama.

Spalte – det store vindue i den nordvendte tagflade bryder teglfladen op i to dele på samme måde som spalten i kuplen på et astronomisk observatorium. Spalten skaber et klarere brud på tagfladen end man ville få med et stort antal små ovenlysvinduer med samme samlede lysåbning. 

Tak for fotobidrag fra Erik Johansen og Rikke Ulk.

Tak til leverancer og udførelse: Saxo Solutions, Glazing Vision, Bager’s Tømrer- og Snedkerforretning, Dansk Maler Entreprise, Brdr. Stjerne VVS og Energi, Samsø Elektro, Murermester Erik Rasmussen, Gulvsliberen, Grenholt Polering og Stefan Leunbach/Løve Teknik.

Kunstmuseet Aros i Aarhus viser i øjeblikket den stærkt seværdige udstilling “Tomorrow is the question“, hvor en perlerække af fremtrædende internationale kunstnere har givet hver deres bud på hvordan vi får fat på en ordentlig fremtid. Jeg havde den ære at blive bedt om et bidrag til udstillingens katalog. Teksten følger nedenfor med museets venlige tilladelse. Fotografierne er fra udstillingens åbning.

Vi er ved at vågne

Åh, at vågne. Pludselig klar over, at det var en ond drøm, et frygteligt stykke tyggegummiagtig fiktion, man hang fast i og aldrig troede, man skulle slippe ud af. Det passede bare ikke, så nu er det igen blevet morgen, og noget nyt kan begynde i klart og strålende lys. Nej, det var ikke sådan, jeg havde det til morgen. Det er sådan, lyder min påstand, menneskeheden har det for tiden.

I denne epoke, i disse årtier og århundreder, er vi langsomt ved at vågne op fra et frygteligt mareridt, en ti tusind år lang og bange forestilling, som ikke er mere uvirkelig, end at den er på nippet til at tage livet af os. Men en forestilling er det, en myte, en vrangforestilling. Her på det yderste indser vi, at vi tog helt fejl. Vi har troet, at verden var os uvenlig, at den var farlig og nærig og helt umulig at omgås – med mindre vi tog kontrol over den, styrede den og skabte alting i vores billede. Der var ikke nok af noget i verden, hvis ikke vi tog over og tog fat og bestemte.

Vi levede jo – som jeg selv troede, da jeg var 10 år gammel – i en ørken. Der var jo ingenting, hverken vand, mad, energi eller hygge, med mindre vi selv skabte det. Siden sidste istid, en enorm naturskabt klimaforandring, har menneskeheden været på flugt, på vej væk fra en farlig verden, vi blev bange for. Det meste af menneskehedens historie – indtil istidens afslutning for godt 10.000 år siden – har vi levet som jægere og samlere og spist løs af alle de rigelige mængder af mad og næring, naturen bød på ved helt egen kraft. Vi spiste alt det vilde og selvgroede til lands, til vands og i luften.

Men ved slutningen af istiden steg verdenshavene, og de mest frugtbare landområder blev til hav, så vi var nødt til at finde på en panikløsning for at få mad. Det blev til landbruget: Kontrolleret dyrkning af afgrøder som gav hurtig gevinst. Græsser som ris, korn, majs. Alt andet kaldte vi ukrudt og ryddede det bort, pløjede det bort, sprøjtede det bort. Vi tog magten. Det er det, der er mareridtet: Vi ville bestemme det hele selv, vi stolede ikke på verden, vi tog magten over plantevæksterne, hentede energi op af jorden og pumpede vand ind langsvejs fra. Ellers var der jo ikke noget eller nok, troede vi. For verden var os ikke venlig.

Det blev værre og værre, efterhånden som vi for alvor fik gang i al den kontrol. Efter nogle årtusinder endte vi, hvor vi er i dag: I en skrotbunke. Vi har fyldt lufthavet omkring Jorden med affaldsstoffet CO2, som skaber klimaproblemer, men som samtidig mangler nede i jordklodens frugtbare vækstlag, mulden, som alle planter gror i. Vi tømmer mulden for næring. Det er ved at gå galt. Det er et materidt, men det er et mareridt, som vi langsomt er ved at vågne fra.

Vi vågner nu! Vi er ved at forstå det! Vi er ved at forstå det mest revolutionerende, radikale og omstyrtende udsagn i verdenshistorien: Verden er venlig. Vi behøver slet ikke at være så bange for verden eller for, om der er nok. Verden bugner af vand, det vælter ned i hovedet på os. Vi skal bare lade være med at hælde det superrene regnvand i kloakken, men drikke det eller hælde det ud på vores afgrøder. Verden bugner af energi, vi skal bare stille vindmøller og solpaneler op i stedet for at pumpe fossil energi ud af jorden. Verden bugner af mad, der gror helt af sig selv, vild mad, som vi bare har glemt alt om og i de sidste generationer har mistet evnen til at opsøge og samle ude i naturen. Verden er generøs, overskudspræget, rummelig. Vi er velkomne. Vi hører til. Vi er indfødte. Der er sågar brug for os og vores lort.

Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor planterne suger solenergi, dyrene samler planter og laver dem om til gødning, som bakterierne nedbryder, så de kan blive til næring for planterne. Alt levende er ét stort kredsløb af stof, der drives af solskin. Mere skal der ikke til: forskellighed (både planter og dyr) og solskin. Så kører det. Så er der nok til alle. Så er den enes efterladenskaber den andens mad. Vi skal bare turde tage del i stofstrømmen, del i solskinnet, del i livet. Vi skal ikke være bange, bygge dæmninger, depoter, gitterporte og kontrolforanstaltninger. For så er der aldrig nok.

Vi skal turde leve med i det, gå ud i det, søge livet, søge verden og svæve i visheden om, at vi holder den kørende med solskin. Det er akkurat og præcis ligesom vores personlige liv: Hvis vi lukker af, kontrollerer, spærrer os inde og er fulde af mistro, så ramler det hele før eller siden. Vi bliver bims, og bitterheden tager over. Men tør vi åbne os, række ud, bede om hjælp og give en hånd igen, så lutres kærligheden, tilliden, varmen og det gode liv. Mere indviklet er det ikke. (Men derfor kan det jo godt være svært at praktisere.) Hvis vi lukker os inde i en forestillingsverden om fjender og farlige typer eller mennesker, der ikke gider os, så bliver det bare værre og værre. Hvis vi vågner op og indser, at alle andre mennesker sgu da bare er akkurat lige så glade, sure, venlige, mugne, storladne, upålidelige, seje og småtskårne som os selv, ja, så lykkes det hele lige pludselig.

Menneskeheden er ved at vågne af mareridtet om, at verden er uvenlig, og at vi derfor må tage kontrol over den og styre det hele med afgrøder, oliekilder, vandtårne og pesticider. Det tog 10.000 år, men de er ved at være gået nu. For første gang siden istiden er befolkningseksplosionen ved at stilne af: Vi bliver 11 milliarder mennesker ved århundredets slutning, men så heller ikke flere. Det er ved at gå over. Ingen grund til panik. Vi er ved at vågne.

Vi begynder at være trygge ved verden. Og når vi først er blevet det, kan vi indse, at vi bare skal være de indfødte, vi altid har været. Vi skal bare række ud og hente al den energi, al det vand og al den mad, der strømmer gennem vores levemiljø helt af sig selv. Vi skal stole på Solen og på dens energi, på vinden der blæser, regnen der falder, og maden der gror. Paradis er ikke et fjernt og evigt sted derude, det er lige her, hvor vi er, lige nu, i dette liv. Vi har bare ikke lagt mærke til det, fordi vi var så bange. Bange for at vi var udstødte. Vi skal turde række ud efter verden med vindmøller, solpaneler, affald der bliver til ressourcer, menneskelige fællesskaber, løsninger vi selv skaber, tillid og samarbejde, bæredygtighed og fornøjelsen ved at vide, at det, vi gør, kan gøres af mange i endeløst mange år, uden at planeten bukker under.

Det er en befrielse, en opvågnen fuld af virkelyst og klarsyn: Vi kan bruge løs af verden, vi kan opfinde ting, udvikle ting, fantasere om ting, fantasere om hinanden, om fællesskaber, om byer der svæver som sæbebobler over planeten, om planter der gror, og dyr der smiler, og robotter der hjælper, fordi vi beder dem om det. Vi kan stå der med fødderne solidt plantet i mulden og hovedet helt oppe i skyerne af fotoner, lyspartikler, der suser rundt om kloden på et internet, der bugner af nysyn og udveksling af skøre idéer. Vi kan genopfinde verden og genopfinde fremtiden og genopfinde os selv. Vi kan række ud efter stjernerne og efter hinanden, for nu skal vi skabe en verden, der ikke er bange.

Al hidtidig samfundsorden og teknologi har handlet om at være bange. For at der ikke var nok, ikke var tillid, ikke var godhed, ikke var kærlighed. Det gik, men det gik ikke godt. Det er ved at gå galt i tillidskrise, klimakrise, meningsløshed og bekymring. Den gamle verden har spillet fallit. Den kan ikke mere. Fremtiden er vores.

Vi skal vågne nu, tage teten, rykke på det hele nu, fra den mindste lille hverdagsbeslutning om affald og flyrejser til de storslåede drømme som at skifte julegaverne ud med genbrugsjuveler, vi har brugt tid på at finde til netop dén onkel, der vil elske netop den stol, og netop dén niece, der vil lege med netop den lille gravide træ-elg. Vi skal slippe fantasien løs og opfinde de nye former for nabofællesskaber, internetplatforme, krydderurtepotter og vidensbazarer, der skal til, for at livet bliver lidt sjovere og verden lidt sundere. Vi skal opfinde en verden, vi har lyst til at bo i og give videre til alle dem, der følger efter. Vi skal fri af angsten og forkrampetheden, vi skal lege verden frem.

Naivt? Urealistisk? Nej. Det var naivt, og det var urealistisk at tro, at vi kunne kontrollere og styre verden. Det er ikke naivt og urealistisk at tro, at vi kan leve i verden, lade os flyde med i verdens strøm af energi, vand og mad. Det er tværtimod lige præcis vores økologiske niche, den vi passer til. Jægere og samlere, stenalderfolk, var vi engang. Og det bliver vi igen. Vi vil få samme flade, løse sociale struktur som i stenalderen, når informationsteknologierne tillader os at veksle viden hele tiden, dagen igennem, kloden rundt. Vi vil leve af verdens frugter, som de gjorde det i stenalderen, når vi har opfundet de apparater, der tillader os at fange solens lys og havets brusen. Vi vil kunne ernære os af alt det vilde i verden, når vi har udviklet højteknologier til fermentering, til indsamling og til sortering.

En højteknologisk stenalder venter forude, hvis vi tør opfinde den. Det er op til os og ingen andre at gøre det. Men det er sidste udkald, for den paniske frygtverden har ingen fremtid. Enten ender det helt galt, med at vi lader stå til i den gamle verdens logik. Og så vågner vi aldrig af mareridtet, natten fortsætter blot, til sidst uden drømme, uden søvn, blot mørke. Eller også vågner vi af mareridtet, ser dagens lys for os og går ud i verden og virker med lyst. Valget sker ikke én gang for alle, men i hvert øjeblik vi lever, hver eneste gang vi vælger, for hvert skridt vi tager: Mere mareridt eller mere glæde? Vi vælger på ny, hver gang vi vågner om morgenen. Selve dette, at vi vågner, viser os, at mareridtet heller ikke vandt denne gang. At vi vågner, viser at verden er venlig. At vi klarede den hertil, trods alt. At der fortsat er håb. I morgen er svaret.

Tor Nørretranders

Noget af det dejlige og dragende ved sorte huller er at dagligsproget krøller sammen når man prøver at beskrive dem på en retvisende måde. Onsdagens billede af et sort hul i midten af galaksen M87 er strengt taget ikke et billede af et sort hul. Det er et billede af skyggen af et sort hul. Skyggen af et hul? Kan man sige det, spørger dagligsproget. Det kan man man være nødt til: et sort hul er et område af rummet, der har lukket sig sammen om sig selv, fordi tyngdekræfterne er for stærke til at noget kan slippe ud igen, heller ikke lys. Derfor er hullet selvsagt kulsort og således umuligt at fotografere. Billedet er muligt at optage alligevel, fordi hullet suger stof til sig fra omgivelserne. På vej ned i hullet lyser stoffet op og skaber en lysende sky i rummet. Det er den lysende sky man ser på billedet. Hullet i midten af den lysende sky er så skyggen af det sorte hul. Hullet skygger for noget af det lys der udsendes udenfor hullet hvor hullet suger omgivelserne til sig.

Sorte huller er så fascinerende fordi de tvinger os til at tænke på en anden måde over verden. Noget kan forsvinde helt fra vores synlige univers. Borte, væk. For at beskrive det skal man både bruge teorier om tyngdekraft og rum (relativitetsteorierne), teorier om atomer og partikler (kvantemekanikken) og teorier om mange små dele der virker sammen (termodynamik og informationsteori). Der er ingen andre fænomener, der bringer fronten af disse vidt forskellige fysiske teorier sammen på den måde sorte huller gør det. Derfor er de så vigtige.

Sorte huller er ekstreme og anderledes, singulariteter med et teknisk udtryk. Derfor appellerer de til fantasien og forundringen. De vidner om at alle de mærkelige begreber fra relativitetsteorierne er uomgængelige, hvis vi vil beskrive universet: krumt rum, langsomtgående tid, lysets afbøjning i tyngdefelter. Verden er bare større end villaveje og fliselægninger. De sorte huller er nødvendige for at forstå hvordan galaksernes stjernesystemer fungerer og bærer muligheden for liv. For os. Uden sorte huller var vi her ikke.

Mange forskere mener man bedst beskriver vores univers som et stort sort hul: Et område, hvorfra intet kan slippe ud. Dannet ud af ingenting. Der findes kun et indenfor. Her findes vi.

//Tor Nørretranders

[Tekst bragt på Politiken.dk onsdag den 10/4-19 og citeret dagens efter i den trykte avis.]

Åbent brev til gymnasielærere (og alle os andre) om at lære af de unge: Hvordan skal man bruge den gamle verdens viden i den nye verden?

Bragt i magasinet sysTIMES