Forfatterarkiv: Tor Nørretranders

Om Tor Nørretranders

Writer, speaker, thinker. Based in Klampenborg near Copenhagen, Denmark. Books published about numerous issues dealing with the modern worldview and being human. Phenomenons like consciousness, generosity, social behaviour and environmental issues are present in most of my books. Themes like food for the world, daylight in everyday life and the importance of epistemology are presently on my mind. My last name is often spelled differently from the Danish Nørretranders: Norretranders, Noerretranders, Nörretranders or Nrretranders -- all of which are fine with me. My best known books also include the weird Danish letters ø or æ or å in the title: Mærk verden (The User Illusion), Det generøse menneske (The Generous Man), Menneskeføde, Fælledskab (with Søren Hermasen), Glæd dig, Børnespørgehjørne, at tro på at tro. But not all titles include the unusual Danish letters: eg. vild verden, afskaf affald, Civilisation 2.0.

Positiv politik, tak!

“Under radaren” er navnet på en blog for et nyt politisk aktivitet, der vil prøve at rejse debat om “den fjerde sektor” – alt det, der hverken er stat, marked eller NGO, men civilsamfund i aktivitet. Det handler om nye veje i det politiske liv og nye måder at tænke samfundet på.

Under radaren har eksisteret i en uge og er meget inspirerende og oplivende. Bag initiativet står en kreds af mennesker omkring tidligere kulturminister Uffe Elbæk.

Men man behøver ikke at være radikal for at blive inviteret indenfor – jeg blev for eksempel bedt om skrive en Prøveballon – en slags kronik – til bloggen. den handler om positiv politik og tager afsæt i min nye bog “Vær nær”.

 

Se den på Under radaren eller læs den her:

Positiv politik, tak!

Vi har brug for positiv politik – forsøg på at skabe et bedre liv og et bedre samfund, ikke bare politik som forsøg på at fjerne problemer og rydde op. Den politiske diskussion i Danmark har gennem de seneste årtier mistet drømmene, visionerne og forestillingen om noget ukendt og bedre. Det er forfaldet til en administrativ budgetøvelse, der går ud på at afskaffe ulykke på den billigst mulige måde.

De vestlige samfund har da også gennem de seneste århundreder haft kolossal succes med at fjerne ulykke fra folks liv – mindre fattigdom, mindre sygdom, mindre nedslidende arbejde, mindre elendighed. Og det er godt. Både marked og stat har bidraget til at mange problemer er blevet mindre.

Mindre ulykke får ikke lykken til at gro

Men vi har også været naive. Vi troede, at mindre ulykke, automatisk betød mere lykke. Men sådan hang det ikke sammen. Mindre ulykke betyder mindre ulykke, og det er godt. Men det er ikke det samme som lykke.

Lykken gror ikke ud af penge, money can’t buy me love. Lykken gror heller ikke ud af statslige reguleringer og ordenshåndhævelse – de fjerner i bedste fald ulykke. Lykken gror et andet sted: Mellem mennesker, der ser hinanden i øjnene og føler tillid, varme, glæde, tilknytning, solidaritet, fællesskab, velvilje, kontakt, hjælpsomhed, engagement, medfølelse, omsorg. Lykke er noget der opstår når vi vil hinanden, frivilligt.

Lykken gror ud af noget, som er helt forskelligt fra det, dansk politik handler om. Den handler om højre eller venstre, mere marked eller mere stat. Men det er slet ikke det vigtigste spørgsmål. Det vigtigste er en helt anden akse: Mere eller mindre civilsamfund.

Det gode samfund handler om den frivillige generøsitet

Civilsamfundet er alt det vi gør med og for hinanden, helt frivilligt, uden at vi får penge for det, uden at loven påbyder os det, uden at vi skal eller bør, men bare fordi vi har lyst. Mellem naboer, i sportsklubber, i kulturlivet, i familien, blandt vennerne, på vejen, i boligkvarteret, i kantinen.

Hver gang vi siger til hinanden – eller i hvert fald kunne have sagt: “Åh, det havde du da ikke behøvet…”, så foreligger der en generøs handling, en lille gave, der er blevet givet. En udveksling, uden at der var varer og penge involveret, uden regler og forordninger. Vi behøvede ikke, vi havde bare lyst.

Det gode samfund handler om det generøse samfund, hvor vi hjælper hinanden fordi vi har lyst. Det civile. Det selvorganiserede.

Det buldrer frem i disse år. Ikke bare internettet og miljøbevidstheden, men også det legende, det sportslige og det spirituelle er områder, hvor folk selv tager fat.

Det er lykkeligt, for det er drømme, der bliver levet ud, visioner om en bedre verden. Det er dem man bliver lykkelig af at skabe. Det er det der fører til et bedre samfund. Og et rigere samfund!

Vi skal leve af at turde

For man skal ikke tage fejl af Danmark er blevet rigt på at turde. Folket krævede de underligste ting, uddannelse for alle, sygdomsbehandling for alle, miljøkvalitet for alle, vedvarende energi for alle – politikerne gik nølende med på det og skabte en statslig efterspørgsel efter udstyr til at drive skoler hospitaler, rensningsanlæg, vindmøller. Erhvervslivet fik et marked og udviklede teknologi, som siden kunne afsættes på verdensmarkedet. En forbløffende stor del af dansk erhvervsliv er udviklet ved at forsyne velfærdsstaten med hjælpeteknologi.

Derfor er det helt afgørende for samfundets økonomiske velbefindende, at der er mennesker der tør slås for en bedre verden. Det er faktisk det vi skal leve af. Dem, der kun tænker på

økonomi, erhvervstilskud og påholdenhed, kører landet i sænk, rent økonomisk.

Danmark skal leve af at skabe grøn teknologi, human teknologi, fødevarefællesskaber i storbyerne, bedre omsorg for de svage, mere horisont i uddannelser og flere udfordringer i naturen til børnene.

 

Vi skal blive glade for at blive rige

Vi skal leve af alt det positive, alt det vi har lyst til. Den negative politik gør os kun fattigere.

Det er et mærkeligt og lidt paradoksalt budskab: Vi skal gøre det sjove, fordi det er det vi bliver rige af. Vi skal ikke prøve på at blive rige, så vi kan blive glade. Vi skal prøve på at blive glade, for så bliver vi rige af det.

Men er det ikke præcis det livet går ud på: Glæde giver succes, mens succes langtfra altid giver glæde. Det fornemme er også, at hvis man går efter at blive glad, bliver man jo glad, selv hvis man ikke blev rig af det.

Så det er bare med at komme i gang.

Fot. Andreas Bergmann

 

Idag udkommer …

Ny bog i de store medier TV og radio og i de sociale medier

Torsdag udkommer min nye bog “Vær nær – sammenhæng i sammenfundet”, der prøver at forstå hvad der får mennesker til at have med hinanden at gøre.

Bogen er beskrevet her på hjemmesiden www.tor.dk (under menuerne Bøger, Køb og Hent) og på Facebook, hvor Nadja Pass allerede har fået skabt en livlig og frodig side om nærvær med afsæt i bogen. Det bugner af indlæg og videoer fra et interview forleden.

Videoproduceren, musikeren, designeren og grafikeren Lars Fenger har lavet 28 små 1-minuts videoer med mig hvor jeg fortæller om bogen. De ligger her på tor.dk og på YouTube, hvor jeg har egen kanal.

Torsdag optræder jeg i tv-programmet DR2 Morgen kl. ca. 07.50 og i radioprogrammet DR P1 Morgen ca. 8.50. Senesre, kl. 11.03 i “Sproghjørnet”, også DR P1. Om aftenen måske igen i DR2 i “Debatten.”

I Politiken er der torsdag en omtale af mit kulturforbrug, hvis det skulle interessere nogen.

 

Gaveøkonomi: Bog i tre udgaver

Vær nær kan købes som papirbog og som e-bog. Men den kan også fås helt gratis som gave, hvis man henter den på hjemmesiden tor.dk. Man kan endda give gaven videre til andre, uden at spørge først.

Hvorfor nu det?

Jo flere der læser bogen og jo flere der diskuterer den, des bedre. Det er derfor jeg har skrevet den. Derfor er det i sig selv godt at den bliver spredt. Men dertil er det en måde at øge salget af bogen på papir og som e-bog, fordi flere lærer den at kende. De kunne så nøjes med PDF-udgaven, som er gratis. Men den er mindre handy end både papirudgaven og e-bogen.

Hvorfor forære bogen væk?

Jeg forærer ikke bogen væk, kun dens indhold. Det betyder: Alle kan hente en elektronisk udgave af bogen uden at betale for den. Spillereglerne er helt enkle: Man kan læse i den og man kan give den videre til andre. Man må ikke rette i bogen, man må ikke give den væk uden at fortælle hvor den kommer fra. Man må ikke sælge den. Disse spilleregler er fastlagt i en Creative Commons-licens, som er en moderne form for ophavsretsbesyttelse.

Men selve bogen med al den behagelighed og brugervenlighed – altså papirbogen eller e-bogen – den forærer jeg ikke væk. Den koster penge. Papirbogen koster som alle andre papirbøger og e-bogen som alle andre e-bøger.

Men det koster vel også noget at skrive  selve bogen?

Det gør det, men indholdet – tankerne og teksten – er i sig selv svære at bringe på vareform uden at kvæle dem. Tankerne vil gerne ud blandt mennesker og teksten bliver først for alvor til en tekst når den bliver læst. Derfor tager jeg ikke noget for selve indholdet, men for den fysiske form, som folk vil have den leveret i. Når selve bogens indhold kan spredes frit betyder det at mange flere får adgang til tankerne i den og at mange flere fristes til at få sig en mere komfortabel udgave at læse i. Bogens indhold markedsfører sig selv. Det koster ikke noget at sprede bogen, men giver omvendt heller ingen indtægter. Direkte. Hvis det giver indirekte indtægter er det fint.

Hvorfor opfordringen til at folk giver email adresse?

Det vigtigste for en forfatter er læserne. De er vigtige fordi det er dem man henvender sig til og vil sige noget. Og de er vigtige fordi de køber ens bøger og dermed betaler for ens arbejde.

Derfor er det afgørende for en forfatter at fastholde forholdet til læserne. At give dem en god oplevelse, så de får lyst til at komme igen. Forlagene, boghandlerne og pressen, er derimod blot midler til at nå målet, som er læserne. 

Når der er uro og forvirring blandt forlag, boghandlere og i pressen handler det ikke om at søge at holde fast i gamle traditioner dér. Det strategiske er at rette sig mod at opretholde sine relationer til læserne. At rette sin opmærksomhed mod den kreds af mennesker, som har interesse for det man laver og prøver at fortælle om. 

Hvorfor Forlaget Tor.dk?

Skabelsen af det lille værktøj Forlaget Tor.dk og opprioriteringen af aktiviteter på hjemmesiden Tor.dk og i de sociale medier er udtryk for denne strategi: hav noget at fortælle, hav nogen at fortælle det til – så er resten blot redskaber.

“Vær nær” udkommer den 23. maj i tre udgaver: En papirbog, som koster 250 kr., en E-bog som koster 125 kr. og en PDF som er en gave (eller som de siger i Jylland: Den koster gratis). Man betaler altså ikke for indholdet, men for indpakningen. Du kan købe på siden KØB, hente på siden HENT og se mere rundt på denne hjemmeside.

Logik Komik

En tegneserie om erkendelsesteori – Logicomix – en tegnet fortælling om jagten på sandhed – bringer masser af klarhed og lune til den der vil forstå grundproblemer i den matematiske logik og dens muligeder for at sige noget om hvad der passer.

Tegneserien handler på finurlig vis om sin egen mulighed for at sige noget om den forskning der fortæller noget om sin egen mulighed for at sige noget om sandheden. Det er løst med stor finesse.

Jeg var lidt sent ude med at få skrevet en anmeldelse af tegneserien til tegneseriemagasinet Nummer 9, så bladets husfilosof nåede i forvejen. Resultatet er to anmeldelser + en  ekstra forklaring til interesserede.

I øvrigt rummer den første af anmeldelserne en henvisning til an amerikansk anmeldelse, der på nyttig vis  lister de unøjagtighed, jeg beklager mig over i min.

Både tegneserie og anmeldelser anbefales.

Nu vi er ved bøger der handler om sig selv, har jeg for nylig  i Information anmeldt Peter Lund Madsens hjernebog, der slipper noget mindre heldigt fra forsøget. Det er blevet til den alt for Lange Peter Madsen.

Stenalderkost er årets ord

Men ordet er slet ikke nyt, selv om Dansk Sprognævn hævder det.

Juhu, “årets ord” blev stenalderkost. Det var radioprogrammet “Sproglaboratoriet”, der udpegede stenalderkost som den vigtigste sproglige nydannelse i 2012.

Og det er jo herligt at dommerne – komikeren og tv-værten Jan Gintberg, direktøren i Dansk Sprognævn Sabine Kirchmeier-Andersen og skønlitterær forfatter Kirsten Hammann – har fundet ordet vigtigt. Begrebet er meget betydningsfuldt og har jo fået et kolossalt opsving i 2012, hvor stenalderkost og palæo er blevet populært, blandt andet i kraft af bøger af den danske kok Thomas Rode Andersen og den amerikanske ernæringsforsker Loren Cordain.

Panlet fra DR P1’s Sproglaboratoriet i aktion med at udpege årets ord.

Det fremgår af DRs egen omtale af radioprogrammet at Gintberg og Hammann tror, at stenalderkost er et nedsættende udtryk, der skal håne de kostfrelste. Men det er det jo ikke. Det er en beskrivelse af en form for kost, som mange er begyndt at blive begejstrede for, bl.a. fordi det smager bedre. En kost der ikke anvender agerbrugssamfundets stivelsesrige billig-mad som korn, ris, majs og kartofler.

Sprogforskeren derimod mener at ordet ikke kun er nedsættende. DR citerer Sabine Kirchmeier således: ”Vi er bevidste og lever måske mere oprindeligt, end vi gjorde for bare nogle år siden på grund af krisen. Og så er ordet stenalderkost rent faktisk nyt og fra 2012,” konstaterede hun, iflg. DR.

Men det er ganske enkelt faktuelt forkert. Både begrebet og selve ordet har været brugt før. Det optræder for eksempel en håndfuld gange i min bog “Menneskeføde” fra 2005 (se side 170, 180, 181, 193, 218). Og dengang var det ikke nyt. Selve ideen om stenalderkost stammer fra en artikel (på engelsk) fra 1987. Hvornår ordet første gang er blevet brugt på dansk tør jeg ikke sige.

Mange har i øvrigt spurgt hvornår bogen, der har været udsolgt i flere år, udkommer igen, nu hvor dens diskussion af stenalderkost, menneskeføde, ernæring, kost osv. vækker så meget interesse. Det glade budskab er, at Forlaget Tiderne Skifter, der udgav den i 2005, planlægger at sende en paperback ud til foråret.

 

Side 180 i “Menneskeføde”, 2005. Ordet “Stenalderkost” optræder i mellemrubrikken og en håndfuld andre steder i bogen.

Amerikaneren Loren Cordain har været en internationalt førende talsmand for begrebet Stenalderkost. Bogen er fra 2011.

Kokken Thomas Rode Andersen har været en vigtig drivkraft bag udbredelsen af kendskab til stenalderkost i 2012.

 

 

Stjernestunder

Julestjerner , årets julekalender på DR1, er en sand triumf for public service broadcasting, altså ideen om fjernsyn som noget der kan samle et land om at blive både oplyst og oplivet.

Kalenderen byder på et herligt overflødighedshorn af historier, anelser, humor, astronomi, nisser, julebag, socialrealisme, ungdomskultur, UFOer, sangglæde og lokalkolorit. Det emmer af kosmisk content, stort set uden skønhedspletter. Propfyldt med herlige skuespilpræstationer og mærkeligt tankevækkende karakterafvigelser og ørehængende musik af Poul Halberg. Det hele er en stor personlig sejr for ophavsmændene, de multitalentfulde tveæggede tvillinger Michael Wikke og Steen Rasmussen.

Steen Rasmussen til venstre og Michael Wikke til højre. Mellem sig har de børnene fra Brorfelde.

For et år siden bad DR-programmet tv! tv! tv! mig om at forklare hvorfor vi ser julekalendere i fjernsynet. Jeg syntes ikke rigtig jeg kunne forklare det ordentligt — døm selv — andet end at det selvfølgelig handler om at minde os om at det vigtige i livet er at have med andre mennesker at gøre. Men Julestjerner fjerner enhver tvivl om hvorfor man skal se julekalender — eller overhovedet fjernsyn. Det her er det mediet kan!

Og så er det ikke bare fordi jeg er gammel amatørastronom og kom på Brorfelde Observatoriet, da det fungerede endnu (og lavede DR TV Hvælv-programmet “Den kosmiske kikkert” derfra tilbage i 1988). Men genkendelsen af himmel og høj gør selvfølgelig det hele endnu sjovere.

God jul!

 

Tro på det

Tilbage til idrætten: Min bog At tro på at tro fra 2003, som er en slags ateistisk manifest, der handler om at det er vigtigt at tro her i livet, men ikke nødvendigvis på en gud, tager afsæt i en bemærkning af den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong i hans bog It’s not about the bike. Armstrong formulerer aftenen før en livstruende kræftoparation, at han tror på troen for dens egen skyld – ”I believe in belief”. Bogen handler ikke ret meget om idræt, for nu at sige det mildt. Men det er velgørende at se, at den faktisk benyttes af idræftsfolk.

Billeder fra Ole Stougaards blog

Løbetræneren Ole Stougaard skriver således i dag på sin blog: ”Stort set dagligt berører jeg trosbegrebet. Det er ikke fordi er at jeg er specielt religiøs, og jeg tror ikke på gud, men alligevel så tror jeg. Hvis jeg ikke havde min tro, så er jeg ret sikker på at min hverdag ville være uden retning og mål. Det er troen der driver mig mod mine mål, mod noget større. Jeg kan dybest set ikke være sikker på at jeg når mine mål, og alligevel er jeg ikke i tvivl om at jeg nok skal nå dem.”

Ole Stougaard betegner tankegangen i At tro på at tro “som meget befriende”  fordi den betoner, at vi skal “acceptere os selv som alt andet end rationelle og fornuftsbaserede mennesker, der kun handler ud fra, hvad der umiddelbart kan betale sig for os at gøre.”

Dejligt at det verdslige trosbegreb kan bruges af andre idrætsudøvere end Lance Armstrong Især nu, hvor det har vist sig at han ikke troede mere på sig selv, at at han åbenbart måtte tage doping til hjælp …

 

Gæt engang

Jordbæris med vaniliekorn og karamel? Norsk skiløjpe med buske og fyrretræer? Japansk tang ved en mærkelig strand? Du er ikke i nærheden! Kig lidt mere på billedet — tænk vildt — før du kigger

Det er laviner på Mars! Nær naboplanetens nordpol, hvor den ekstremt kolde vinter får luftens CO2 til at fryse til is og aflejre sig på toppen af sandklitter. Det hele dækkes med fint rødt jernholdigt støv. Når isen tør og fordamper til luft frigøres sandet, så det skrider ud i lange, brune laviner, som ligner træer.

Lige midt i billedet, en anelse til venstre for midten, kan man se en sådan lavine, fotograferet mens den sker. Støvskyen vidner om et sandskred taget på fersk gerning. På Mars! Skyen er måske 25 meter bred. Hele billedet en kilometer på tværs.

Billedet er tage af rumfartøjet Mars Reconnaissance Orbiter. Mere om billedet her. Mere om lavinerne her. Mere om oplevelsen inde i dig.

Det fornemme forsvinder

Hvilken lettelse: “De fornemme spisesteder er ved at dø”, siger Christian Puglisi, der er chefkok og medskaber af spisestederne Restaurant Relæ og Manfreds og Vin i Jægersborggade på Nørrebro. Det er ved at være slut med at ambitiøs madlavning skal være reserveret steder, hvor der kræves fisefornem påklædning og pæne manerer. God mad bliver for alle mennesker, der vil være med.

Rigtig mange kan faktisk være med på et sted som Manfreds, der i intense og overskuelige omgivelser kan levere et storslået måltid for under 500 kr.  Lige måden at starte en aften i byen.

Christian Puglisi kommer med sin spådom om den fornemme madlavnings snarlige død i en rundbordssamtale i det seneste nummer af det internationale livsstilmagasin Monocle. I første omgang er det en artikel i det trykte magasin, senere kommer en radiooptagelse af samtalen på monocle.com/24.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i rundbordsamtalen om fremtidens mad, hvor også Søren Ejlersen fra den økologiske detailhandler Aarstiderne og dessert-chefen Rosio Sanchez fra restaurant noma var med.

Rundbordsholdet fra Monocle: Christian Puglisi, Søren Ejlersen, mig, Rosio Sanchez. (Foto: Jan Søndergaard).

Rosio Sanchez’ bud på fremtidens mad var ikke mindre interessant end Puglisis: “Det ville være godt hvis landmændene i højere grad blev kokke.”

Fremtiden vil byde på god mad uden fine fornemmelser og på bønder der laver sublim mad. Grænserne mellem jord og bord viskes ud og vi begynder at spise maden fordi den smager godt, ikke fordi den er fornem.

Det er virkelig en perspektivrig udvikling, der tegner sig. I første omgang for de få, snart for de mange.

Min egen spådom for fremtiden var at vild mad bliver en megatrend.

Fra Monocle

 

Støt et mirakel – støt Wikipedia

Wikipedia er på mange måder et moderne mirakel. Men miraklet mangler penge. Støt dem. Her er en side, hvor du kan sende penge.

Her er en artikel tilbage fra april 2006, hvor den stod i Dagbladet Politiken.

Artiklen forklarer, hvorfor ordet “mirakel” er rigtigt at bruge i sammenhæng med Wikipedia.

Og hvad har vi lært siden? At Wikipedia er væsentlig mere troværdigt og væsentlig mere uundværligt end vi troede.

 

Al verdens viden

Mirakel er et voldsomt ord at bruge, selv på denne årstid. Men det trænger sig ikke desto mindre på, når man ser på den helt mageløse kendsgerning, at der findes noget, der hedder Wikipedia – og at det virker.

Wikipedia.org er et leksikon på internettet, i dag suverænt verdens største leksikon med flere ord og flere artikler end noget andet på tryk eller på skærm. Det er gratis, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, men det virkelig skelsættende er, at det er skrevet og redigeret af læserne selv.

Alle og enhver kan til hver en tid gå ind og rette i al tekst i dette enorme leksikon. Man kan tilføje, stryge og ændre så tosset man vil. Et helt ekstremt eksperiment med brugerdeltagelse.

Alligevel har det vist sig at skabe et stabilt og troværdigt produkt. Betydningen af dette forhold kan næppe overdrives.

Der foregår i disse år en forvandling af internettet. Efter sammenbruddet for de hede drømme om nye milliardfirmaer, da dot.com boblen brast i 2001, anså mange de store visioner om nettet for døde.

Men siden er der skabt en ny generation af aktiviteter, der går under betegnelsen Web 2.0, hvor nettet er blevet en platform for samarbejde.

De mest succesrige web-steder er dem, der gør det muligt for brugerne at hjælpe hinanden. Web-stedet giver ikke brugerne indholdet, men lader dem give det til hinanden.

Klassiske eksempler er søgemaskinen Google, der rangordner listen over søgeresultater efter andre brugeres brugsmønstre, og indkøbsstedet Amazon, der lader køberne vide, hvad andre kunder, som har samme købshistorie, har interesseret sig for.

Nyere eksempler er chat-steder, blogs og det kollektive fotoalbum Flickr.com. Brugerne lægger fotos ud på webstedet og påhæfter dem  tags  – en slags mærkning. Man sorterer egne og andres billeder intuitivt og associativt, snarere end efter en centralt defineret systematik. Der er i dag over to millioner brugere.

Allermest bemærkelsesværdigt er Wikipedia, der blev startet i 2001, året da boblen brast.

I dag rummer det engelsksprogede Wikipedia mere end en million artikler. Det er langt flere end f.eks. det store og med rette ansete leksikon Encyclopædia Britannica, der rummer 65.000 artikler på papir og 120.000 i digital form.

 Wikipedia er mindre på andre sprog, den danske udgave rummer f.eks. 40.000 artikler. I alt findes der Wikipediaer på 200 sprog!

Denne verdens nørder er flittige. Men kan man bruge det til noget?

I begyndelsen anså jeg Wikipedia for en mediesociologisk kuriositet, der var morsom at konsultere, fordi man ofte fandt pudsige vinkler og sjove links til ukendte hjemmesider.

Men gennem det sidste årstid har jeg konstateret, at jeg oftere og oftere starter med at konsultere Wikipedia, for siden at bruge de etablerede leksika som kontrol (det er under alle omstændigheder altid klogt at bruge mindst to opslagsværker).

Når det gælder aktuelle sager i politik og videnskab er Wikipedia ofte ekstremt hurtigt opdateret, modsat de etablerede leksika.

Men tør man tro på det?

Verdens førende videnskabelige tidsskrift Nature sendte i efteråret 2005 en stribe artikler om videnskabelige emner ud til faglig bedømmelse. Hvert af 42 emner var belyst med to lige lange artikler, den ene kom fra Encyclopædia Britannica, den anden fra Wikipedia. De lærde bedømmere fik artiklerne præsenteret, så de ikke kunne se, hvor de kom fra.

Opgaven lød: Find fejl i teksterne. Efter at have modtaget svarene, opregnede Natures redaktion så, hvor mange fejl, der gennemsnitligt var i de to leksika.

Der var i gennemsnit er tre fejl i en artikel fra Britannica, fire i en fra Wikipedia. Det er en meget lille forskel, især når man tager frembringelsesmetoden i betragtning.

Britannica har da også for nylig udsendt en længere protest over Natures opgørelse. Men Nature fastholder sin bedømmelse: Et stort kollektiv af ildsjæle laver noget, der er næsten lige så fejlfrit som et stort betalingsleksikon, der udgør resultatet af tusindvis af højtuddannede menneskers samarbejde, styret af højt kompetente redaktioner.

Hvordan er det muligt?

Wikipedia bygger på Wiki-teknologi, software, der tillader store grupper af mennesker at samarbejde om f.eks. en tekst. Princippet er det enkle, at alle kan redigere alt, høj såvel som lav.

Men hvorfor ender det så ikke i det rene sludder? Fordi alle kan redigere  alt.  Lige så snart en bøhtosse har indtroduceret noget vrøvl eller fjernet noget godt, er der andre, der redigerer tilbage. Wiki-teknologien gør det enkelt at rette baglæns og at se det historiske forløb af rettelser.

Visse opslag låses periodevist, når for mange nynazister udøver hærværk, men i det store hele er systemet stabilt, selv uden indgriben.

Wikipedias styrke kommer sig af at mange bruger det, så mange brugere hele tiden kontrollerer teksten og retter fejlene. Jo flere brugere, des mere robust bliver værket mod fejl.

Og dét er det egentligt epokegørende – samarbejdets logik. Industrisamfundet handlede om at kvalitet kostede mange penge. Netværksamfundet handler om, at jo flere der bruger noget, des mere er det værd.En ny tids mantra: Dyrt er dårligt. Billigt er bedre. Gratis er godt.

Henvisning til Natures artikel og Britannicas svar på http://en.wikipedia.org/wiki/Encyclopædia_Britannica, se afsnittet Internet encyclopaedias.

Steven Levy & Brad Stone: “The New Wisdom of the Web”, Newsweek, April 3, 2006.

dele af denne tekst står også i min bog Civilisation 2.0 fra 2007.

 

Og igen: Støt Wikipedia