Der er en pudsighed i modtagelsen af min bog “Samfundsglæde” blandt anmeldere og i pressen i det hele taget: Flere medier medier peger på at bogen repræsenterer en form for konservatisme eller ligefrem er reaktionær.

Dagbladets Informations anmelder Jan Maintz skriver:

Ideologisk fremstår han som en blanding af konservativ (vi skal bygge samfundet på det, der har vist sig at virke, og et organisk, antiindividualistisk samfundssyn) og venstreorienteret (lighed, stor velfærdsstat). Det minder om det, den britiske filosof Philip Blond kalder red conservatism: en socialt bevidst kollektivisme, der ikke er så optaget af liberalismens og socialismens fælles mål om individets frigørelse.

Deadlines Lotte Folke Kaarsholm spørger i et interview om bogen om: “er det inderst inde faktisk sådan en lidt reaktionær bog?” ( 23 minutter og 17 sekunder inde i udsendelsen).

Så det skulle vel vække glæde på højrefløjen med en sådan nyomvendt synder? Tværtimod: Bogen gør højrefløjen hidsig.

Berlingskes Rune Selsing var allerede på udgivelsesdagen 4. oktober ud med en anmeldelse, der gav to stjerner og en beklagelse: “De mange små strøtanker er hverken sjove eller oplysende og sjældent relevante, men understreger blot, at det er en ikke er noget gennemtænkt formål med udgivelsen.”

Jyllands-Posten giver torsdag kun bogen én stjerne. Den ideologisk markante Mikael Jalving, især kendt fra debatten om indvandrere – men også for sin afskedssalut til Helle Thorning-Schmidt, som han under overskriften “Farvel til Finken”  betegnede som en “Dukkepige” – bryder sig slet ikke om bogen:

“Det er som at høre sin irriterende onkels tåkrummende tale ved en konfirmation.Tor Nørretranders har vistnok skrevet mere end 30 bøger. Denne må være en af de ringeste.”

Vistnok?

Bemærkningen om onklen var nok til at skaffe både Jalving og bogen gratis PR i Ekstra Bladet, hvor “Slyngelstuen”, som elsker groft sprog, i dag begejstret citerer onkelvittigheden. Der er efter bladets opfattelse tale om at Jalvings anmeldeselse er “helhjertet knivføring”.

Jalving er da også rigtig ked af både bog og forfatter:

Tor Nørretranders, der engang formåede at popularisere forskellige videnskabelige indsigter, er blevet velfærdsstatens fjogede advokat, der mimer den gamle lære om, at vi bør betale vores skat med glæde. Det kan han selv gøre. Han skriver og tænker, som om formynderstaten ikke eksisterer, og som om den pågående demografiske forandringaf Danmark og resten af Vesteuropa er fiktion eller irrelevant. Det passer åbenbart heller ikke, at Europa befinder sig i en krise med hensyn til, hvad der overhovedet skal blive af os og vores nationale fællesskaber i en eksponentiel og digital tidsalder, ligesom vi åbenbart også kan se helt bort fra, at kineserne kommer. Fra sit eksil på Samsø anbefaler den glade mand os at vise vores glæde og bruge vores indre lys til at lave verden om. Thi verden skal alligevel laves om, selv med udsigt til smilets by. Hvad er det for noget fis?

Ja, hvad er det for noget fis?