Forfængelighed er nøgleordet i en anmeldelse af “Samfundsglæde” i Kristeligt Dagblad under overskriften “forfængelighed står i vejen for en bog der kunne have været god”.

Historikeren Jes Fabricius Møller er ikke meget for bogen eller dens forfatter om hvilken han skriver: “Han kan godt lide at lade læseren tro, at han har styr på den højere aritmetik, kemi og fysik, og at han bevæger sig tvangfrit fra den ene videnskabelige disciplin til den anden. Det ligner nu mere tilfældige læsefrugter. Hvis videnskaberne er en frugthave, er Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud.”

Ligner?

Historikeren har dog et vist belæg for én af sine pointer, som han tydeligvis er vældig stolt af: Ordet samfundsglæde er ikke nyt, men optræder i et digt fra 1893 i “en helt anden betydning“. Havde historikeren googlet ordet ville han se at det optræder sporadisk i nyere tekster. Så ordet findes i forvejen, men meget sjældent. Så uha! Det er ren forfængelighed når jeg fortæller min læsere at de ikke skal undre sig over om de kender ordet, fordi dette meget mundrette udtryk samfundsglæde næppe er noget man har hørt før.

Det er et nyt begreb, der betegnes med et ord der ikke findes i normal brug i det danske sprog. At kalde det et nyt ord er således diskutabelt, men ikke misvisende.

Men sørgeligt selvfølgelig, at det har tirret i hvert fald én læser helt derud hvor han tydeligvis ikke kan se bogen (eller forfatterskabet) for bare ord.