I det store hele er det ingenting, lokalt er det meget aktivt.
Den fremtrædende canadiske kosmolog Jim Peebles får halvdelen af årets Nobelpris i fysik. Det er en ualmindelig velfortjent Nobelpris, som gør mig voldsomt velfornøjet. For Peebles har tilbage i 1979 afleveret det mest uforglemmelige svar jeg nogen sinde har fået på et spørgsmål. Det foregik under en stor konference i Auditorium U på Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København, hvor jeg spurgte Peebles, den ledende forsker indenfor studiet af universets struktur i den helt store skala, hvad han havde fundet ud af om stoffets fordeling i kosmos.
“On the overall it’s nothing. Locally it’s very active”, svarede Peebles: “I det store hele er det ingenting. Lokalt er det meget aktivt.”
Jeg var fuldstændig paf over formuleringen, som jeg gengav i Dagbladet Information, hvor jeg dengang var videnskabelige medarbejder og siden i bogen “Den blå himmel” fra 1987 (s. 37-38), “Verden vokser” fra 1994 (s. 81-82)) og mange andre steder, senest et foredrag den 27. september i år på SciVi, den internationalt førende årlige konference om animationsfilm som fortælling om videnskablige stof, der af alle steder afholdes i Viborg.
On the overall it’s nothing, locally it’s very active er nærmest min livsfilosofi eller verdensanskuelse. Konkret og kosmologisk betyder det at universet i den helt store skala er jævnt og ens. Der er ikke forskel på den ene og den anden ende af universet (som jo så også er uendeligt). Galaksernes fordeling er jævn i den helt store skala. Men lokalt myldrer det med galaksehobe, galakser, stjerner, planeter, fodgængere og jazzmusikere.
Gennemsnittet af alting er bare gråt og strukturløst, men i detaljen er der myldrende gang i den. Ligesom livet. Overordnet set er det jo bare ingenting, fødsel, travlhed, weekend, travlhed, død, ingenting igen. Men lokalt i livet, i øjeblikkene, forårene, stunderne, sejrene og skuffelserne – da bugner det af forskellighed, mangfoldighed og vidunderlighed.
Det er ikke noget man kan tage Peebles til indtægt for at synes, men det er inspireret af hans lille one-liner. Og det er slet ikke det han har fået Nobelprisen for at finde ud af – og så alligevel, for det er hans poetiske sammenfatning af hvordan verden er indrettet.
Jim Peebles mest berømte og fantastiske bidrag var en beregning han foretog i 1965 som helt ung forsker, hvor han viste at universet ved sin skabelse måtte have efterladt en stråling, der fyldte hele verdensrummet og havde en temperatur på få grader Kelvin (absolut temperatur). Det lille regnestykke viste sig yderst relevant da to ingeniører ved telefonselskabet AT&T samme år ikke kunne forklare en støj i deres radioteleskop.De troede det stammede fra duemøg efterladt i en duerede i det store teleskop. Men nej. Peebles kunne forklare dem at det var ekkoet fra universets begyndelse. Opdagelsen fik de to ingeniører, Arno Penzias og Robert Wilson, Nobelprisen for i 1978. Så det var ved at være på tide at den altid muntre Jim Peebles også fik sin.
