Tor Nørretranders har sat sig på en bænk på Samsøs smalleste sted.

Herfra kan han skue ud over Stauns Fjord. Engang brugte vikingerne vigen som træfpunkt, når de drog ud i verden for at erobre nyt land. Her kunne de søge læ fra vinden, mens de ventede på, at hærgemodne kolleger fra hele landet ankom, så de kunne stævne ud på havene i samlet flok.

Når Tor i dag traver de 35 meter fra stuehuset på det nedlagte landbrug ud til bænken på stengærdet, mærker han historiens vingesus. Bænken er en bryllupsgave, som han fik plads til efter at have ryddet den ufrugtbare jord for brombærkrat og bukketorn. Nu kan man ikke få lov at besøge forfatteren i den nedlagte landejendom i Stauns uden at blive foreviget på bænken.

Jagt på fællesskaber
Tors jagt på fællesskaber er insisterende. Nogle vil endda sige ekstrem. Efter at have slået sit navn som naturvidenskabelig forfatter fast med “Mærk verden” fra 1991 er de moralske og erkendelsesmæssige problemstillinger gradvist suppleret af tanker om fællesskabet.*

Meningen skal ikke længere udelukkende søges i naturvidenskabens nybrud, men også i mødet mellem mennesker. Hvor den 63-årige forfatter og journalist tidligere pegede periskopet mod det uendelige kosmos, søger han i dag også efter tegn på liv i lokalsamfundets frivillige fællesskab.

Og i det øjemed kunne han næppe ønske et bedre sted at slå sig ned sammen med hustruen, Rikke Ulk, og deres 11-årige datter, Esmeralda, end Stauns: en landsby, som med sine 11 indbyggere er så lille, at Tor kan beskrive dem alle i detaljer på fem sætninger. Beliggende i det 500 meter smalle bindeled mellem øens nordlige og sydlige del.

“Jeg er blevet mere og mere draget af lysten til at være en del af fællesskabet. Tidligere har jeg boet mange år i Klampenborg. Det er velstående og fint, men ikke det sted i verden, hvor folk kommer hinanden mest ved. Folk lever side om side med hver deres projekt i livet. Og i kontrast dertil stod det mig klart, at der var noget sjovt og udviklende ved Samsø. En blanding af herlighed, fred, natur, fællesskab og bæredygtighed.”

Parade af Crocs
Vi sidder ikke længere på bænken med udsigt til historien, men er vandret langs stengærdet tilbage til stuehuset. I kontrast til de nedrivningsklare gule staldbygninger står det røde stuehus knivskarpt. Tor hænger jakken på knagen og viser vej til reolen med hjemmesko.

En parade af sorte plastiktræsko af mærket Crocs står klar til at beskytte alle fra størrelse 36 til 49 mod fodkoldhed. Jeg trækker i en 42-43, mens jeg overvejer, hvorvidt gæsteskoene ud over den umiddelbare service er endnu et forsøg fra Tors side på at skabe det attråede fællesskab. Måske han skulle tilføje en gæstebog, så man kunne se, hvem der havde haft træskoene på før én selv?

Historien om Tor og Samsø begynder i 2009. Her starter han det samarbejde med Søren Hermansen og Energiakademiet, som førte til, at de to sammen i 2011 skrev bogen “Fælledskaber”.

“Honoraret for mine foredrag var, at jeg hver gang fik lov at tage familien med på et lille weekendophold. Det betyder, at min yngste datter, Esmeralda, som helt lille er vokset op med heste og vand. Hun har altid syntes, at Samsø var det bedste sted i verden.”

I Samsø Posten kan man læse, at det var Esmeraldas idé, at familien inklusive hustruen Rikke Ulks konsulentvirksomhed, Antropologerne, flyttede adressen ud i Kattegat. Tor tilbyder dog en mere uddybende forklaring.

“I princippet kan man lave fællesskaber overalt i verden, så det er lidt mærkeligt og selvmodsigende at flytte sig for det. Men man får nogle foræringer ved at gøre det her. Samsø har en lang historie med bæredygtighed og vedvarende energi, som har skabt stor selvtillid blandt befolkningen. Man har mærket på egen krop, at løftige tanker om grøn energi har ført til økonomisk fremgang på øen. Det gør, at det i dag er lettere at komme med en ny skør tanke og få folk til at tage den alvorligt.”

“En anden fordel er, at Samsø er et lille samfund. Det gør det hele meget konkret. I storbyen kan man vælge folk fra. Man kan tillade sig at sige, at ham og ham gider jeg ikke snakke med. Det kan man ikke på landet. Her er der de naboer, der er, og så er man nødt til at snakke med dem. Det betyder, at folk tager lokalmiljøet alvorligt og engagerer sig i det.”

Julefrokoster på stranden og cykler i gadekæret
Da Tors familie flyttede til Stauns, øgede den befolkningen langs den udstrakte landevej med 33 procent til i alt 11 fastboende. Byen er en blanding af landmænd, kunstmalere, skolelærere og en enkelt lejrskole. Butikker er der selvsagt ingen af. Og før Esmeralda kom til, heller ingen børn.

Tor fortæller om spontan kunst i gadekæret og julefrokoster på stranden midt i december.

“Det lyder som et komisk lille samfund, men vi har følelsen af, at vi gør noget sammen. Når man sidder i alt sit tøj på stranden og næsten ikke kan bevæge sig af ren kulde efter tre timer, så skaber det et sammenhold, som man bare ikke finder andre steder. En musiker fra Besser skulle på et tidspunkt forklare, hvad der er interessant ved at bo i et lille samfund: “Fordi alting er vigtigt,” svarede han. Og det er rigtigt. Naboerne er vigtige, og det, der sker omkring dig, er vigtigt, fordi der ikke er noget alternativ.”

Er jeres beslutning om at flytte på landet en del af en større bevægelse i tidsånden?

“Makrotendensen globalt set går mod urbanisering. Og det vil den gøre mange år endnu. Men vi begynder at få øjnene op for problemerne ved urbaniseringen – både miljø- og klimamæssigt, men også for livskvaliteten. Jeg har fået det med København nu, som jeg indtil for et halvt år siden havde det med New York: Det er et fedt sted at være arbejdsmæssigt, og det er praktisk med mange mennesker samlet ét sted, men jeg kunne eddermame ikke tænke mig at bo der.”

Er det dig eller København, der har ændret sig?

“På det sidste halve år er det nok mig. Men jeg har fået øjnene op for en hektiskhed i storbyerne, som mange mennesker føler, men hvor jeg er blevet overrasket over, hvad man kan gøre ved bare at flytte sig selv. Og i den forstand er det en del af en modtendens, i og med at folk finder ud af, at byggekaos og konstant forandring ikke er opskriften på det gode liv.”

Teknologisk udvikling skaber liv på landet
Men selv om udsynet til fjorden leder Tors tanker tilbage til fortiden, kommer han ikke uden om, at den teknologiske udvikling er årsagen til, at han kan nedfælde sine tanker fra arbejdsværelset på første sal i stuehuset. En megatrend, som han vurderer helt afgørende for, at andre kan følge i hans fodspor.

“Fibernettet er første skridt, men om 10 år vil de selvkørende biler også begynde at blive rullet ud, og så ændrer vores opfattelse af mobilitet sig fuldstændigt. Ja, det er da besværligt for min kone at drive et konsulenthus fra midten af Kattegat, men det kan lade sig gøre, og alene på den baggrund tror jeg, at lokale fællesskaber vil vokse i Danmark i løbet af de kommende årtier.”

I 2013 skrev han “Vær nær”, som skitserer hans tanker for et velfungerende civilsamfund. En bog, som kan hentes gratis på nettet her.

Og i hans seneste bog, “Se frem” fra 2017, gør han også plads til tankerne om civilsamfundet.

“Tankerne om civilsamfundets handlekraft præger mere og mere den måde, jeg ser tingene på. Tiden efter COP15 i 2009 viser med al tydelighed, at politikere og hovedkvartersfolk ikke ved, hvad de skal stille op med klimaforandringerne. Det står mere og mere klart, at forandringen skal komme nedefra. At byer snarere end lande skal gå forrest. Og her er Samsø jo et smukt eksempel på, hvordan et lokalsamfund kan sætte gang i en bevægelse.”

Giv nu slip på det civilsamfund
Desværre ender civilsamfundet i politiske øjne ofte som en genvej til effektivisering og besparelse.

“Jeg har besøgt mange kommunalbestyrelser for at tale om lokale fællesskaber. Og på et tidspunkt lyder spørgsmålet altid: “Kan vi spare penge på det her?” “Hvis folk i stigende grad begynder at tage sig af hinanden, er der så ikke penge sparet på ældreomsorgen?” Og svaret er jo, at ja – det kan man godt spare penge på, men kun hvis man ikke prøver. Hvis man siger til de frivillige organisationer, at nu skal I tage jer af de ældre, så kommunen kan spare penge, så er svaret jo et blankt nej.”

Politikerne skal i stedet turde tage chancer og give slip på kontrollen, mener forfatteren.

“Man skal som politiker turde delegere flere områder ud til selvforvaltning. Turde sige “her er de fornødne ressourcer – nu kan I selv få lov at køre det”. Og så må man gøre op med sig selv, at det indebærer den risiko, at folk gør noget andet, end politikerne ønsker. Og det kontroltab oplever jeg ikke, at mange politikere er klar til endnu.”

Magthaverne taler i dag om, at civilsamfundet aldrig må blive en erstatning for velfærdssamfund. Det kan udlægges sådan, at man ikke vil gå på kompromis med velfærden. Men er det også udtryk for, at man er bange for at slippe foreningerne fri?

“Meget af den omsorg, som tidligere lå i civilsamfundet, er blevet erstattet af institutioner, som tager vare på børn, gamle og syge. Det er klart, at det er positivt, at den type velfærd er blevet professionaliseret, så man ikke skal gå tiggergang for at få basale behov opfyldt. Men det tømmer også dagligdagen for indhold.”

“Hvis man tager et lille samfund som Samsø, er der en helt anden parathed til at hjælpe hinanden. Og næsten en fornærmethed, hvis man ikke tager imod hjælpen, som jeg fik det med min bogflytnining.”

Tors container
Vi afbryder Tor et kort øjeblik: Tors bogflytning var ikke bare et spørgsmål om, at bogryggene fra seks meter Montana-reoler skulle pakkes i kasser og sejles fra Kalundborg til Ballen og pakkes ud igen. Tors bogsamling skal måles i flyttekasser.

Da Altinget besøger Tor i februar måned, tårner flyttekasserne ved spisebordet i stuehuset sig op i seks lag. Her har han fået plads til de godt 50 kasser, som skal installeres på de nysamlede reoler i stuen. Og i en skibscontainer bag staldbygningen gemmer resten af bøgerne sig så: I alt 250 flyttekasser inklusiv en varmeblæser, som skal sikre, at bøgerne ikke er gået i begyndende råd hen over den fugtige vinter. Nu er containeren væk, og bøgerne sat på plads.

Det var med andre ord rigtig mange bøger, som lokalsamfundet tog på sig at hjælpe Tor på plads med under flytningen i efteråret 2018.

“Det er udgangspunktet, at vi hjælper hinanden. Og jeg tror, at det er sundt for samfundet, men også for enkeltpersoner at have det sådan. Og hvis man ikke tør lade folk gøre noget selv, så mister man de kvaliteter.”

“Hvis du møder en tigger på gaden i København, så ved du dybt nede i dit system, at vi bor i et velfærdssamfund, og hvis man virkelig er på spanden, så skal man bare gå ned på socialkontoret og bede om hjælp. Det er ikke dit problem, at tiggeren har det skidt.

“Sådan er det ikke i et samfund som Samsø. Her er udgangspunktet, at hvis nogen har det skidt, så ser man, hvad man kan gøre for at hjælpe. Det kan godt være, at vi har et offentligt system i ryggen, men verden angår dig. Og det, der sker omkring dig, er en del af din virkelighed, som du tager alvorligt. Og det er det fællesskab, som jeg håber, at vi kan få mere af i fremtidens Danmark.”

* Tor Nørretranders har gjort redaktionen opmærksom på, at artiklen rummer en række større og mindre fejl og unøjagtigheder, som nu er rettet eller fjernet. Altinget skrev tidligere blandt andet, at det er datterens fascination af heste, der er årsagen til flytning. Det er forkert. Endvidere skrev vi, at Tor Nørretranders i sit forfatterskab har flyttet fokus fra kosmos til lokalsamfundet. Det er heller ikke korrekt. Altinget beklager fejlene.