Kunstmuseet Aros i Aarhus viser i øjeblikket den stærkt seværdige udstilling “Tomorrow is the question“, hvor en perlerække af fremtrædende internationale kunstnere har givet hver deres bud på hvordan vi får fat på en ordentlig fremtid. Jeg havde den ære at blive bedt om et bidrag til udstillingens katalog. Teksten følger nedenfor med museets venlige tilladelse. Fotografierne er fra udstillingens åbning.

 

Vi er ved at vågne

Åh, at vågne. Pludselig klar over, at det var en ond drøm, et frygteligt stykke tyggegummiagtig fiktion, man hang fast i og aldrig troede, man skulle slippe ud af. Det passede bare ikke, så nu er det igen blevet morgen, og noget nyt kan begynde i klart og strålende lys. Nej, det var ikke sådan, jeg havde det til morgen. Det er sådan, lyder min påstand, menneskeheden har det for tiden.

I denne epoke, i disse årtier og århundreder, er vi langsomt ved at vågne op fra et frygteligt mareridt, en ti tusind år lang og bange forestilling, som ikke er mere uvirkelig, end at den er på nippet til at tage livet af os. Men en forestilling er det, en myte, en vrangforestilling. Her på det yderste indser vi, at vi tog helt fejl. Vi har troet, at verden var os uvenlig, at den var farlig og nærig og helt umulig at omgås – med mindre vi tog kontrol over den, styrede den og skabte alting i vores billede. Der var ikke nok af noget i verden, hvis ikke vi tog over og tog fat og bestemte.

Vi levede jo – som jeg selv troede, da jeg var 10 år gammel – i en ørken. Der var jo ingenting, hverken vand, mad, energi eller hygge, med mindre vi selv skabte det. Siden sidste istid, en enorm naturskabt klimaforandring, har menneskeheden været på flugt, på vej væk fra en farlig verden, vi blev bange for. Det meste af menneskehedens historie – indtil istidens afslutning for godt 10.000 år siden – har vi levet som jægere og samlere og spist løs af alle de rigelige mængder af mad og næring, naturen bød på ved helt egen kraft. Vi spiste alt det vilde og selvgroede til lands, til vands og i luften.

Men ved slutningen af istiden steg verdenshavene, og de mest frugtbare landområder blev til hav, så vi var nødt til at finde på en panikløsning for at få mad. Det blev til landbruget: Kontrolleret dyrkning af afgrøder som gav hurtig gevinst. Græsser som ris, korn, majs. Alt andet kaldte vi ukrudt og ryddede det bort, pløjede det bort, sprøjtede det bort. Vi tog magten. Det er det, der er mareridtet: Vi ville bestemme det hele selv, vi stolede ikke på verden, vi tog magten over plantevæksterne, hentede energi op af jorden og pumpede vand ind langsvejs fra. Ellers var der jo ikke noget eller nok, troede vi. For verden var os ikke venlig.

Det blev værre og værre, efterhånden som vi for alvor fik gang i al den kontrol. Efter nogle årtusinder endte vi, hvor vi er i dag: I en skrotbunke. Vi har fyldt lufthavet omkring Jorden med affaldsstoffet CO2, som skaber klimaproblemer, men som samtidig mangler nede i jordklodens frugtbare vækstlag, mulden, som alle planter gror i. Vi tømmer mulden for næring. Det er ved at gå galt. Det er et materidt, men det er et mareridt, som vi langsomt er ved at vågne fra.

Vi vågner nu! Vi er ved at forstå det! Vi er ved at forstå det mest revolutionerende, radikale og omstyrtende udsagn i verdenshistorien: Verden er venlig. Vi behøver slet ikke at være så bange for verden eller for, om der er nok. Verden bugner af vand, det vælter ned i hovedet på os. Vi skal bare lade være med at hælde det superrene regnvand i kloakken, men drikke det eller hælde det ud på vores afgrøder. Verden bugner af energi, vi skal bare stille vindmøller og solpaneler op i stedet for at pumpe fossil energi ud af jorden. Verden bugner af mad, der gror helt af sig selv, vild mad, som vi bare har glemt alt om og i de sidste generationer har mistet evnen til at opsøge og samle ude i naturen. Verden er generøs, overskudspræget, rummelig. Vi er velkomne. Vi hører til. Vi er indfødte. Der er sågar brug for os og vores lort.

Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor planterne suger solenergi, dyrene samler planter og laver dem om til gødning, som bakterierne nedbryder, så de kan blive til næring for planterne. Alt levende er ét stort kredsløb af stof, der drives af solskin. Mere skal der ikke til: forskellighed (både planter og dyr) og solskin. Så kører det. Så er der nok til alle. Så er den enes efterladenskaber den andens mad. Vi skal bare turde tage del i stofstrømmen, del i solskinnet, del i livet. Vi skal ikke være bange, bygge dæmninger, depoter, gitterporte og kontrolforanstaltninger. For så er der aldrig nok.

Vi skal turde leve med i det, gå ud i det, søge livet, søge verden og svæve i visheden om, at vi holder den kørende med solskin. Det er akkurat og præcis ligesom vores personlige liv: Hvis vi lukker af, kontrollerer, spærrer os inde og er fulde af mistro, så ramler det hele før eller siden. Vi bliver bims, og bitterheden tager over. Men tør vi åbne os, række ud, bede om hjælp og give en hånd igen, så lutres kærligheden, tilliden, varmen og det gode liv. Mere indviklet er det ikke. (Men derfor kan det jo godt være svært at praktisere.) Hvis vi lukker os inde i en forestillingsverden om fjender og farlige typer eller mennesker, der ikke gider os, så bliver det bare værre og værre. Hvis vi vågner op og indser, at alle andre mennesker sgu da bare er akkurat lige så glade, sure, venlige, mugne, storladne, upålidelige, seje og småtskårne som os selv, ja, så lykkes det hele lige pludselig.

Menneskeheden er ved at vågne af mareridtet om, at verden er uvenlig, og at vi derfor må tage kontrol over den og styre det hele med afgrøder, oliekilder, vandtårne og pesticider. Det tog 10.000 år, men de er ved at være gået nu. For første gang siden istiden er befolkningseksplosionen ved at stilne af: Vi bliver 11 milliarder mennesker ved århundredets slutning, men så heller ikke flere. Det er ved at gå over. Ingen grund til panik. Vi er ved at vågne.

Vi begynder at være trygge ved verden. Og når vi først er blevet det, kan vi indse, at vi bare skal være de indfødte, vi altid har været. Vi skal bare række ud og hente al den energi, al det vand og al den mad, der strømmer gennem vores levemiljø helt af sig selv. Vi skal stole på Solen og på dens energi, på vinden der blæser, regnen der falder, og maden der gror. Paradis er ikke et fjernt og evigt sted derude, det er lige her, hvor vi er, lige nu, i dette liv. Vi har bare ikke lagt mærke til det, fordi vi var så bange. Bange for at vi var udstødte. Vi skal turde række ud efter verden med vindmøller, solpaneler, affald der bliver til ressourcer, menneskelige fællesskaber, løsninger vi selv skaber, tillid og samarbejde, bæredygtighed og fornøjelsen ved at vide, at det, vi gør, kan gøres af mange i endeløst mange år, uden at planeten bukker under.

Det er en befrielse, en opvågnen fuld af virkelyst og klarsyn: Vi kan bruge løs af verden, vi kan opfinde ting, udvikle ting, fantasere om ting, fantasere om hinanden, om fællesskaber, om byer der svæver som sæbebobler over planeten, om planter der gror, og dyr der smiler, og robotter der hjælper, fordi vi beder dem om det. Vi kan stå der med fødderne solidt plantet i mulden og hovedet helt oppe i skyerne af fotoner, lyspartikler, der suser rundt om kloden på et internet, der bugner af nysyn og udveksling af skøre idéer. Vi kan genopfinde verden og genopfinde fremtiden og genopfinde os selv. Vi kan række ud efter stjernerne og efter hinanden, for nu skal vi skabe en verden, der ikke er bange.

Al hidtidig samfundsorden og teknologi har handlet om at være bange. For at der ikke var nok, ikke var tillid, ikke var godhed, ikke var kærlighed. Det gik, men det gik ikke godt. Det er ved at gå galt i tillidskrise, klimakrise, meningsløshed og bekymring. Den gamle verden har spillet fallit. Den kan ikke mere. Fremtiden er vores.

Vi skal vågne nu, tage teten, rykke på det hele nu, fra den mindste lille hverdagsbeslutning om affald og flyrejser til de storslåede drømme som at skifte julegaverne ud med genbrugsjuveler, vi har brugt tid på at finde til netop dén onkel, der vil elske netop den stol, og netop dén niece, der vil lege med netop den lille gravide træ-elg. Vi skal slippe fantasien løs og opfinde de nye former for nabofællesskaber, internetplatforme, krydderurtepotter og vidensbazarer, der skal til, for at livet bliver lidt sjovere og verden lidt sundere. Vi skal opfinde en verden, vi har lyst til at bo i og give videre til alle dem, der følger efter. Vi skal fri af angsten og forkrampetheden, vi skal lege verden frem.

Naivt? Urealistisk? Nej. Det var naivt, og det var urealistisk at tro, at vi kunne kontrollere og styre verden. Det er ikke naivt og urealistisk at tro, at vi kan leve i verden, lade os flyde med i verdens strøm af energi, vand og mad. Det er tværtimod lige præcis vores økologiske niche, den vi passer til. Jægere og samlere, stenalderfolk, var vi engang. Og det bliver vi igen. Vi vil få samme flade, løse sociale struktur som i stenalderen, når informationsteknologierne tillader os at veksle viden hele tiden, dagen igennem, kloden rundt. Vi vil leve af verdens frugter, som de gjorde det i stenalderen, når vi har opfundet de apparater, der tillader os at fange solens lys og havets brusen. Vi vil kunne ernære os af alt det vilde i verden, når vi har udviklet højteknologier til fermentering, til indsamling og til sortering.

En højteknologisk stenalder venter forude, hvis vi tør opfinde den. Det er op til os og ingen andre at gøre det. Men det er sidste udkald, for den paniske frygtverden har ingen fremtid. Enten ender det helt galt, med at vi lader stå til i den gamle verdens logik. Og så vågner vi aldrig af mareridtet, natten fortsætter blot, til sidst uden drømme, uden søvn, blot mørke. Eller også vågner vi af mareridtet, ser dagens lys for os og går ud i verden og virker med lyst. Valget sker ikke én gang for alle, men i hvert øjeblik vi lever, hver eneste gang vi vælger, for hvert skridt vi tager: Mere mareridt eller mere glæde? Vi vælger på ny, hver gang vi vågner om morgenen. Selve dette, at vi vågner, viser os, at mareridtet heller ikke vandt denne gang. At vi vågner, viser at verden er venlig. At vi klarede den hertil, trods alt. At der fortsat er håb. I morgen er svaret.

Tor Nørretranders