Professor Fredrik Stjernfelt fra Aalborg Universitet (i København) bliver “efterhånden faktisk bange”, fortæller han i en anmeldelse af “Se frem” i Weekendavisen i dag. Udtalelsen er bemærkelsesværdig eftersom den anmeldte bog starter med at erklære: “Vær ikke bange!”.

Men det blev den anmeldende litterat, semiotiker, idéhistoriker, filosof, forfatter m.m.m. – en af landets førende og mest inspirerende intellektuelle – altså alligevel af at læse en bog, som hans synes gentager forfatterens livsfilosofi igen igen og er præget af grøn tænkning. Hvorfor?

Frederik Stjernfelt

Forklaringen er åbenbart at Stjernfelt føler sig ramt af et eller andet i bogen, som han beskriver således i slutningen af anmeldelsen:

… bogens gennemgående »vi« : »Vi« tror alle sammen naivt, at verden findes, »vi« er bange for at kaste os ud i ny erkendelse, »vi« skal bare turde noget mere, og »vi« skal ikke lade os skræmme af magthavere og redaktører. Dét »vi« er lidt som sygeplejerskens »Nu skal vi have noget dejlig mad, Pedersen!«, når en ækel servering bæres frem – det er et »vi«, som forfatteren reelt ikke selv er en del af, og som jeg føler mig talt ned til ved at skulle forsøge at identificere mig med. Det »vi« fremstår som en hæmmet, naiv, bange og reelt ret uoplyst person, der skal befris af Nørretranders’ djærve vitalisme.

Men samtidig omfatter det »vi« os alle sammen, som det jubilatorisk hedder – det er os alle, der nu skal turde gå ind i fremtiden, og som nu skal forene os i direkte demokrati imod kapitalisme og fremmedgørelse og for mangfoldighed.

Det gør altid undertegnede mistænksom, når man hører sådanne politiske opråb, der omfatter alle uden undtagelse. Når nogen siger »mangfoldig« er der jo som regel nogen, der skal holdes udenfor, som ikke er mangfoldige. Og hvem er så det? Det siger Nørretranders ikke ret meget om. Filosofisk er det Platon og Aristoteles, der er dumme, for de tror på ting i stedet for processer.

Videnskabeligt er det Einstein, for han var ikke enig med Bohr. Politisk er det Trump, for han er ikke enige med klimavidenskaben.

Det er næsten de eneste modstandere, man kan få navne og positioner på. Men når ikke det bliver mere konkret end som så, bliver denne læser efterhånden faktisk bange – for, at modstanderen måske kunne vise sig at være ham selv.

Men bogen har jo modstandere. I bogens beskrivelse af oplysning som det forhold (som Kant peger på) at det handler om at hvert menneske tænker selvstændigt, hedder det om “det store problem i samfundsdebatten i dag”: “Den kulturelle overklasse i Danmark er helt overbevist om at oplysningstiden vil være den tid, hvor de får ordet hele tiden og får lov til at undervise folket i den rette dannelse. Debat, javel, men er vi er nogen, der har ‘den’, den rette oplysning.”

Bogen kalder oplysning for oprør og kalder til opgør med dem der tror at have patent på en oplysning, der fundamentalt set set handler om at alle tænker og ingen har patent på det.

Det må være det, der gør Frederik Stjernfelt bange.

Fra Frederik, Stjernfelts anmeeldelse i Weekendavisen d. 17. november 2017, Bøger, s. 14.