Arkitekten er glad for en anderledes udstilling om arkitektur, som slutter søndag den 21. september
På søndag d. 21. september slutter arkitekturudstillingen Stenens hjerte om tegnestuens Lundgaard & Tranbergs værker, der har været vist på Dansk Arkitektur Center siden slutningen af juni måned. Udstillingen er meget tæt knyttet til sine umiddelbare omgivelser, hvor fire af de omhandlede bygninger befinder sig indenfor kort afstand — det har derfor aldrig været tanken, at den skulle på rejse i ind- eller udland. Så næste søndag er definitivt sidste chance for at se udstillingen. Der er åbent mod entre kl. 10-17 i ugens løb og dertil aftenåbning med gratis entre fra 17-21 på onsdag.
Udstillingen, som jeg har været tilrettelægger af (kurateret, som det hedder i udstillingssprog) , handler om konkret arkitektur, men også hvordan man kan forstå arkitektur som et middel til at forme vores liv og strømmene af energi, lys, luft, mad og mennesker gennem det.
Både i sin form og sit valg af perspektiv er udstillingen ikke helt som arkitekturudstillinger plejer at være. Det har der været mange arkitekter, der har været glade for.
Fagbladet Arkitekten bringer i augustnummeret en udstillingsomtale, hvor arkitekturskribenten Josefine Lykke beretter:
“Tidligere har BIG og 3XN været udstillet. Men hvor begge disse udstillinger var kurateret af arkitekterne selv, har Lundgaard & Tranberg altså valgt at give Tor Nørretranders frie tøjler til at formidle og fortolke deres arkitektoniske virke.
Resultatet er et stærkt greb og et gennemført koncept, der udfordrer den gængse arkitekturudstilling. DACs største udfordring er og bliver at ramme deres brede målgruppe, fagfolk og andre, i samme udstilling. Men Nørretranders formår at tale til os alle sammen med sit radikale udstillingskoncept, som på én gang virker så utrolig selvfølgeligt.
Jeg håber, at udstillingen vil tjene som inspiration for fremtiden. Den illustrerer på fineste vis værdien af, nogle gange, at lade andre end arkitekterne selv formidle deres tanker og værker.”
Men det med at der skal andre end arkitekter til er åbnebart ikke så populært blandt dagspressens arkitekturanmeldere, der må siges at reagere lidt pigefornærmet på udstillingens opgør med traditionel arkitekturformidling. I Politiken har Karsten Ifversen (som tidligere omtalt her på bloggen) fundet det mest traditionelle element i udstillingen mest interessant.
I Berlingske Tidende har anmelder Torben Weirup den 6. september fundet at det var “Stor arkitektur, overflødig udstilling”. Weirup kalder udstillingen “noget af en skuffelse” og nævner bl.a.: “nogle lidt selvindlysende betragtninger om, hvad arkitektur er, et fragment af et fantastisk digt af Inger Christensen og nogle småinterviews med Lene Tranberg, der for en gangs skyld er for korte.”
Weirup skriver: “Det er med andre ord ikke nogen vægtig udstilling, og emnet taget i betragtning havde det været naturligt at forvente noget mere. Udstillingen er tilrettelagt af Tor Nørretranders, og man kunne måske nok have forestillet sig, at han havde mærket arkitekturen anderledes eftertænksomt. Især med en poetisk udstillingstitel som »Stenens hjerte«. Så hvis man sådan lidt formelt kigger på regnskabet, trækker udstillingen gevaldigt ned, men stjernearkitekturen ude i byen trækker gevaldigt op.”
Så hvem skal man tro på? Fagbladet Arkitekten, der finder det udfordrende og fornyende — eller dagspressen, der finder det dårligere end det man er vant til?