Politiken anmelder to forskellige bøger med to forskellige anmeldere – men næsten samme tekst
Det begynder at dæmre, når man skal forstå hvorfor Dagbladet Politiken nu er begyndt at tage sig betalt for at man læser artikler på Politiken.dk. Her havde man måske forestillet sig at det hele bare var genbrug, men nej: det er kreativt nyt og anderledes stof der står at læse på netsiden i forhold til den trykte avis.
I dagens trykte avis bringer Dagbladet Politiken, 2. sektion, side 4, således under overskriften “Tors evangelium” en anmeldelse af en bog med titlen “Vær nær. Sammenhæng i sammenfundet”. Anmeldelsen er skrevet af Svend Brinkmann.
I dagens netavis bringer Politiken.dk under overskriften “Nørretranders i ny bog: Vi er sociale og empatiske dyr” en anmeldelse af bogen “Sammenhæng i samfundet”. Anmeldelsen er skrevet af Svend Erik Nielsen.
Selv om det altså tilsyneladende er to forskellige anmeldere, der skriver om to forskellige bøger, er teksterne i de to artikler alligevel forbløffende ens. De er begge forholdsvis negative overfor bogen, som de begge giver tre ud af seks mulige hjerter. Og de beklager sig begge over at de savner “en forklaring på, hvordan den erklærede storsindede menneskelige natur er blevet trådt under fode af noget ondt andet (kapitalismen?), men en sådan forklaring optræder ikke i bogen, som derfor kommer til at hvile på et postulat og en potentiel selvmodsigelse.” Det er bemærkelsesværdigt, fordi bogens midtersektion “Fairness”, den anden ud af tre hoveddele, stort set ikke handler om andet (svaret er at ulighed i samfund skaber egoisme – og at denne ulighed er vokset dramatisk de seneste tre årtier).
De to anmeldere har altså det til fælles, at de ikke har læst bogen (men det havde jo altså også ret travlt med at skrive af efter hinandens anmeldelser).
Der er dog også andre punkter end anmeldernavnet og bogens titel, hvor de klart adskiller sig fra hinanden. Såvel i den trykte avis som i netavisen beklager anmelderne sig over, at bogen finder det “nødvendigt at henvise til hjerneforskning for at kunne fastslå banale selvfølgeligheder” og begge sætter trumf på: “Det er, som om vi har mistet tilliden til vores sunde fornuft, og kun tror på noget, når det kan ‘bevises’ (neuro)videnskabeligt.”
Og begge steder gentages og fremhæves konklusionen i et såkaldt pull quote (en tekst der trækkes ud af spalten og fremhæves i stor skrift for at vække opmærksomhed). I den trykte avis fremstår konklusionen som det, den er, nemlig et citat fra anmeldelsen, mens det på netavisen er mig, der angives som ophavsmand til den citerede udtalelse: “Det er, som om vi har mistet tilliden til vores sunde fornuft”.
Men det er altså ikke mig, der siger sådan. Det må være Politiken, der taler i søvne om sig selv.