Berlingske har i dag i avisens BogForum tillæg et interview med “tre af tidens bedstsælgende, danske non fiction-forfattere”: psykologiprofessor Svend Brinkmann, nationalmuseumsdirektør og antropolog Rane Willerslev og undertegnede forfatter.

Samtalen indkredser videnskabens situation og erfaringer med fortælling om videnskab. Der er rørende enighed om at humor og uhøjtidelighed er en brutal mangelvare i videnskaben. Alle tre teoretiske tenorer arbejder med bydeform i deres aktuelle bogtitler: Tænk vildt (Willerslev), Gå glip (Brinkmann) og Se frem.  “Der er en friskhed, en direkthed, en klar henvendelse til læseren i den slags titler, og noget af det, som de her bøger vel også handler om, er at komme fri af noget, der bare er en betragtende, udefrasiddende iagttagelse af, hvordan verden er, og gå ind og handle i den og agere i den,” citerer Berlingske mig for at  sige.

Willerslev siger: “Jeg tror, at i hjertet af videnskaben ligger fiktionen.” Brinkmann tilføjer: “Det er jo fuldstændig rigtigt, som Rane er inde på, at rigtig meget af det, der foregår i videnskaben, på en eller anden måde er fiktion.” Det er Se fremI jo i den grad enig i :-)

Teksten befinder sig bag Berlingskes betalingsmur, men jeg kan alligevel ikke nære mig for rødmende at citere hvad de to fortæller om Mærk verden fra 1991:

Brinkmann: “Jeg gik i gymnasiet omkring den tid, da Mærk verden kom, og vi læste Mærk verden i filosofiundervisningen. Bogen fik på mange måder sat mig i gang med overhovedet at læse: Om filosofi og psykologi og alt det her kognitionsmæssige. Om menneskets udvikling, kultur-og naturhistorisk.”

Willerslev: “Mærk verden var en revolution, og den havde også enorm betydning for mig. Det var en ny genre, hvor Tor formidlede meget komplicerede videnskabelige tanker til et alment publikum, og hvis sådan noget som Mærk verden ikke var kommet og havde sat gang i en bølge af den slags bøger, så havde der ikke været nogen fremtid for humaniora. Det er muligt, at der havde været en fremtid for naturvidenskaben og dens artikler, men humaniora er jo i den grad båret af monografien, som er ved at dø, ved at forsvinde, og det, vi tre gør, er jo i virkeligheden, at vi vender tilbage til en type monografi, som var meget udbredt op mod Anden Verdenskrig og i tiden efter: En type bøger, hvor du vitterlig tager de helt store spørgsmål op og gør det i en populær sammenhæng.”

Sært at blive så gammel at de voksne er blevet inspireret af én da de var unge!