Det er åbenbart en overraskelse, at vi mennesker er søde ved hinanden. I hvert fald er der i dag to store medier, der på fremtrædende plads gengiver min udtalelse om at vi er sødere end vi plejer at forestille os.
Politiken har på sin netside politiken.dk gengivet Amalie Kestlers fine interview fra den trykte avis sidste lørdag – nu med overskriften: “Vi er i virkeligheden sødere, end vi tror”.
Weekendavisen har i dag på bagsiden af sin kultursektion en lille kvik quiz, hvor man skal regne ud hvem af tre navngivne personer der har sagt: “Det, jeg siger, er, at den herskende tænkning overser, at vi i virkeligheden er sødere ved hinanden, end vi tror.”
Det er et sært selskab: Martin Krasnik og Lars Hedegaard er de to andre. Kunne de havde sagt sådan?
Da jeg i formiddags var gæst i Michael Jeppesens radioprogram “Forfra” på Radio 24syv, tog jeg udgangspunkt i samme pointe: At vi er sødere, end vi tror.